Historiske temaer

Under 2. verdenskrig var Danmark besat af den tyske værnemagt. Det var en såkaldt fredsbesættelse, hvor den danske regering indgik en aftale med tyskerne om samarbejde. Det betød, at Danmark forblev en suveræn stat med egen regering og lovgivning, samt at militær, politi og domstole forblev intakte. Regeringen forpligtede sig til at opretholde ro og orden i landet, herunder forhindre og bekæmpe enhver modstand mod den tyske besættelsesmagt. I løbet af 1942 og 1943 opstod imidlertid en organiseret modstandsbevægelse, og samarbejdet mellem den danske regering og besættelsesmagten ophørte den 29. august 1943, hvor regering samt hær og flåde blev opløst af tyskerne. På det administrative plan fortsatte samarbejdet med det såkaldte departementschefstyre, hvor ministerierne fortsat fungerede. Også det politimæssige samarbejde fortsatte – om end på lavt blus – frem til den 19. september 1944, hvor tyskerne opløste og internerede politiet. I den politiløse tid fra september 1944 til maj 1945 var navnlig København tæt på det kaos, som såvel den danske regering og den tyske besættelsesmagt havde villet undgå. Ikke alene blev der gennemført mange sabotageaktioner. Det førte også til modterror fra tyskernes side, ofte udført af danskere. Danskere i tysk tjeneste skød på danskere – og omvendt. 

Der var altså danskere, der gik til modstand mod tyskerne. Og der var danskere, der samarbejdede med tyskerne. Hovedparten af befolkningen forholdt sig dog passive – de gjorde, hvad myndighederne anbefalede dem. Men blandt de danskere, som aktivt valgte side, udgjorde de unge en forholdsvis stor del. Af de danskere, der på den ene eller anden måde gjorde modstand, var den største gruppe mellem 15 og 19 år i 1940. Den næststørste gruppe var mellem 20 og 24. Tilsammen udgjorde de to grupper 50% af alle, der i løbet af krigen deltog i modstanden.

På veje i krig møder du 7 unge danskere. De hørte alle til dem, der tog et valg i løbet af krigen i forhold til besættelsesmagten – og de repræsenterer altså ikke generelt de unge år 1940.  Temaerne på denne side skal hjælpe dig med at forstå baggrunden for de 7 unge og deres valg.

Ung i 1930’erne

Vilkårene for ungdommen i 1930’erne var på mange måder forskellig fra unges vilkår og muligheder i dag. I dag er ungdomskulturen i høj grad knyttet an til de digitale sociale medier, der er med til at påvirke de unges identitetsdannelse og muligheder for at knytte netværk og venskaber. Sådan var det af gode grunde ikke for de unge i 1930’erne. De fandt primært deres identitet og netværk gennem arbejde eller studier og fritidsaktiviteter, samtidig med at de kunne finde rollemodeller i datidens biograffilm, den nye jazz-musik og i kulørte blade, ungdomsbøger osv. Derudover var langt flere unge engagerede i partipolitik end i dag.

Skolegang

Langt de fleste unge i 1930’erne gik kun i skole i syv år. Der var nemlig kun syv års undervisningspligt i Danmark helt frem til 1972, hvor den niårige undervisningspligt blev indført. Før da kom langt de fleste ud at tjene eller fik en læreplads efter 7. klassetrin. De fleste var altså ikke mere end 14-15 år, da de kom ud af skolesystemet og ud på arbejdsmarkedet. For nogle betød det, at de fra en tidlig alder (set i nutidens perspektiv) kunne forsørge sig selv, og for andre medførte det, at de nu skulle bidrage til familiens forsørgelse.

Det var med andre ord kun de færreste unge i 1930’erne, der gik videre i skolesystemet og fik en gymnasial uddannelse (STX). Statistikken nedenfor viser det ret klart: I 1930 gennemførte 2,3 % af en ungdomsårgang gymnasiet, og i 1940 var det tal steget til 3,3 %. I efterkrigstiden steg raten markant. Det sidste år i  tabellen, nemlig 1995, var det ca. 29 % af en ungdomsårgang, der fuldførte gymnasiet. Og det tal er kun steget, siden grundlaget for tabellen blev lavet. I 2017 gennemførte 39 % af en ungdomsårgang en STX.

Andel af en ungdomsårgang, der fuldførte gymnasiet 1908-1995

1908 1921 1930 1940 1950 1960 1970 1980 1990 1995
1,1 1,7 2,3 3,3 4,6 6,9 12,8 17,8 23,7 28,6

 

Idræt og spejderbevægelse

De mest populære fritidsinteresser blandt unge var sporten, ligesom spejderbevægelsen var stærk i 1930’erne. Ingen af delene gik helt fri af politik eller af den militarisering, der prægede mange ungdomspartier.

Den ny musik

Jazzen bar intet spor af militarisering, tværtimod. Jazz og swing vandt for alvor fodfæste i de største danske byer i 1930’erne. En særlig forening, Dansk Jazzmusik-Forening blev stiftet i 1931. Selv om jazzen ikke kun var et stykke ungdomskultur, var det blandt andet mellem unge, at jazzen fandt sit publikum. Nogle af musikerne var også ganske unge. Violinisten Svend Asmussen var kun 17 år, da han slog igennem med sin kvartet. Andre betydelige danske jazznavne var Erik Tuxens orkester og Leo Mathisen.

Jazzen havde sit udspring blandt sorte i USA, nærmere bestemt New Orleans. Store amerikanske navn besøgte København i 1930’erne: Louis Amstrong, Coleman Hawkins, Duke Ellington m.fl. Det gjaldt også Josephine Baker, som allerede havde været i København i 1928. Dengang havde hendes optræden vakt både dyb forargelse i brede kredse og – i en noget mindre kreds - stor begejstring. Josephine Baker var kvinde, mulat – og så var hun ofte halvnøgen på scenen.

Under den tyske besættelse af Danmark ophørte importen af plader, og paradoksalt nok blev perioden 1940-1945 en guldalder for dansk jazz. Der blev for alvor plads til danske musikere. Samtidig blev jazzen i endnu højere grad et fristed for de unge. Her slap man helt for førertilbedelse, undertrykkelse og støvletramp. Jazzen var næsten et stykke modstandskultur.

Ungdomspartier

Mange unge var politisk aktive i 1930’erne. De deltog ikke i græsrodsbevægelser som nutidens klimakamp, men i politiske partier.

Ungdomspartierne stod langt fra hinanden i 1930’erne. Det viste sig ikke kun i ord, men også i voldelige konfrontationer. Flere ungdomspartier havde i den første del af årtiet udviklet en slags uniform. Uniformerne blev af regeringen anset for at medvirke til en optrapning af den politiske uro. I 1933 blev det forbudt at bære uniform.  Året efter fulgte et forbud mod militært organiserede korps og sammenslutninger.

Situationen ude i verden var en del af regeringens bekymring. I Sovjetunionen, Tyskland og Italien havde totalitære regimer overtaget magten og frembød et "alternativ" til demokrati. Også i relativt brede kredse i Danmark blev der sat spørgsmålstegn ved, om demokrati nu også var den rigtige styreform.

Nogle af de unge var også parate til at gå i krig for deres synspunkter. 1930’ernes ”fremmedkrigere” var på den ene side unge på venstrefløjen, der rejste til Spanien. Her deltog de i kampen mod general Francisco Franco, der stod i spidsen for det fascistiske parti Falangen.  På den anden side var det unge på højrefløjen (især), der i de første måneder af 1940 rejste til Finland. Finland var blevet invaderet af Sovjetunionen. Nogle af de finlandsfrivillige meldte sig senere til tysk krigstjeneste i kampen mod kommunisme.

Linjerne var trukket hårdt op: For eller imod fascisme og nazisme. For eller imod kommunisme. Her følger en kort gennemgang af nogle af ungdomspartierne med særlig vægt på kommunisterne, de konservative og nationalsocialisterne (nazisterne). 

DKU - Danmarks Kommunistiske Ungdom

Danmarks Kommunistiske Parti – DKP – var tilsluttet Komintern. Komintern var en international sammenslutning af kommunistpartier under sovjetisk ledelse. Da Komintern i 1935 formulerede folkefrontspolitikken, blev det derfor også retningslinjen for både DKP og DKU. Folkefrontspolitikken var rettet mod den antidemokratiske højrefløj i Europa, særlig den tyske nazisme. Kommunisterne ønskede en samlet front mod fascisme og nazisme – i et samarbejde med f.eks. socialdemokrater og medlemmer af det radikale venstre. Som et led i kampen mod nazismen etablerede DKP et uniformeret arbejderværn, der blev skolet i kommando og kamptræning.

DKU fik en kvindelig formand i 1936, Alvilda Larsen, som formulerede en bred ungdomspolitik. Den handlede ikke om revolution, men om uddannelse, arbejde og boligforhold. DKU ønskede på linje med folkefrontstanken en ungdommens enhed mod fascisme og for fred. Det lykkedes ikke. Kommunistforskrækkelsen blandt socialdemokrater og radikale blev næppe mindsket af, at DKU til tider udtrykte sig i moskva-tro vendinger.

Såvel DKU som DKP opnåede dog medlemsfremgang i 1930’erne. Den fremgang vendte brat, da Sovjetunionen og Tyskland den 23. august 1939 underskrev en ikke-angrebspagt, hvilket gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen i september. Den uskønne alliance mellem kommunister og nazister fik dog kort levetid. Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941, og ligesom i andre tyskbesatte lande blev det danske kommunistparti forbudt. Ledende medlemmer blev arresteret og nogle også sendt i koncentrationslejr. Under "Modstand" findes et særligt tema om arrestationen af kommunisterne i 1941.

KU - Konservativ Ungdom

I første halvdel af 1930’erne fulgte Konservativ Ungdom begejstret med i udviklingen i Tyskland. Også for KU spillede det nationale en meget vigtig rolle. En stærk mand, der kunne bringe fædrelandet på fode, anså de for et godt alternativ til demokrati.

KU'erne efterlignede på flere måder de tyske nazister. I KU's regi blev der oprettet stormtropper, som blev trænet i eksercits og terrænøvelser. KU’erne iførte sig lange støvler og skrårem, når de var ude at demonstrere. De hævede også højre arm til hilsen, sådan som de havde set de tyske nazister hilse på deres fører, Adolf Hitler.

Stormtropper og uniform blev gjort ulovlige i 1933-1934, men den hævede højre arm kunne ikke stoppes.

Også i moderpartiet – Det konservative Folkeparti – var der kræfter, der ønskede at gøre op med den parlamentariske linje. Men i 1932 fik partiet en ny formand, John Christmas Møller. Han var demokrat.  John Christmas Møller blandede sig i 1936 også i den politiske linje i KU. Han allierede sig med den unge demokrat, Aksel Møller og tog et opgør med ungdomspartiets leder, Jack Westergaard. Opgøret førte til formandsskifte i KU, et mere demokratisk funderet ungdomsparti – men også en væsentlig medlemsflugt.

Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev oplevet som et nedværdigende og forsmædeligt nederlag – ikke mindst blandt unge konservative. Nogle reagerede ved at gå ind i modstandskampen, da den blev en realitet. Andre meldte sig ind i det danske nazistparti. Enkelte meldte sig som frivillige i kampen på østfronten.

NSU - National-Socialistisk Ungdom

Set med nutidens briller er det misvisende at kalde NSU et ungdomsparti. Man satte nærmest en ære i ikke at diskutere politik. Diskussion og debat var et kendetegn for det demokrati, som man hadede. NSU skulle opdrage til fædrelandskærlighed, disciplin og offervilje. Forbilledet var det tyske Hitlerjugend og Bund Deutsche Mädel - og formålet det samme: At skabe et helt nyt, stærkt og gennem-nazificeret menneske. Mænd og kvinder, der var parate til at ofre sig for fædrelandet. Derfor var det vigtigt at få fat på de unge. 

Det gik trægt med at skaffe medlemmer i Danmark. Først efter 2 år - i 1934 - nåede medlemstallet op på 45. Organisationen hed på det tidspunkt Danske Drenge. Piger blev der først plads til i 1939. Det var også først fra januar 1939 med en ny fører, Christian Frederik von Schalburg, at organiseringen tog fart. Det lettede arbejdet, at man fra april 1940 fik økonomisk bistand fra Tyskland. I oktober 1940 tog von Schalburg orlov og rejste som frivillig til Østfronten (på tysk side). Under en ny fører, Erik Lærum, nåede medlemstallet op på små 2.000.

Skolingen af de unge i NSU skulle (ligesom i Hitlerjugend) bestå af 1/3 teoretisk undervisning og 2/3 praktiske aktiviteter. Den teoretiske undervisning bestod af racelære, verdensanskuelse og historie. De praktiske aktiviteter bestod for drengenes vedkommende af leg, idræt, eksercits, lejrture og felt- og terrænsport – samt skydetræning. Når drengen i NSU fyldte 18, blev han automatisk overført til partiet. Her kom han enten i SA (Storm-/Sportsafdelingen) eller i LAT (Landsarbejdstjenesten).

En del NSU'ere meldte sig i løbet af krigen som frivillige til Waffen SS. Her gjorde de tjeneste i f.eks. Frikorps Danmark på Østfronten.

DSU - Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Det socialdemokratiske ungdomsparti nåede op på mellem 30 og 40.000 medlemmer i 1930’erne. Til sammenligning var det samlede medlemstal for alle danske politiske ungdomspartier i 2019 ca. 10.000. Af disse var 2.000 medlemmer af DSU. I 1930'erne var DSU's medlemstal altså mellem 15 og 20 gange så stort som i 2019.

DSU arbejdede i 1930’erne ihærdigt på at lægge afstand til såvel kommunister som nazister. Også DSU havde dog en overgang en slags uniform. De optrådte i blå bluse og med DSU-emblem.

Det officielle Danmark

Ro og orden

For den danske regering var det vigtigt at undgå kaos og tab af menneskeliv. Derfor udsendte regeringen allerede den 9. april 1940 en officiel meddelelse. Heri blev danskerne opfordret til at forholde sig i ro og ikke forstyrre den offentlige orden. Danskerne blev beroliget med, at de tyske tropper trådte i forbindelse med det danske militær. Danmark havde altså fortsat eget militær og var et selvstændigt land. Danskerne fik at vide, at ”enhver modstand” over for både tyske og danske tropper var strengt forbudt. Det var også skadeligt for landet. 

Også kongen udsendte en meddelelse. Kong Christian 10. opfordrede alle til at opføre sig "fuldt ud korrekt og værdigt". Ellers kunne det få alvorlige følger.

Lovgivning og håndhævelse af lovene på danske hænder

Efter tyskernes besættelse af Danmark den 9. april var Danmark officielt stadig en suveræn stat. Fra tysk side ville man ikke blande sig i landets indre forhold. Det betød, at lovgivning, håndhævelsen af loven og domstolene forblev på danske hænder. Dog ønskede tyskerne ret til at dømme i sager, som vedrørte sabotage, spionage og undergravende virksomhed.

Den 17. april 1940 lykkedes det at få tyskerne til at acceptere, at også sabotagesager m.v. blev efterforsket af dansk politi. Domme skulle afsiges af danske domstole og fængselsstraf afsones i danske fængsler. Det lykkedes bl.a. fordi en ny myndighed blev oprettet. Det var ’Statsadvokaten for særlige Anliggender’. Den nye myndighed skulle fungere som forbindelsesled mellem danske myndigheder og den tyske værnemagt.

Statsadvokaten for særlige Anliggender

Den nye politimyndighed fik en svær opgave. Den skulle gøre tyskerne tilfredse, så de ikke overtog efterforskningen af sabotagesager m.v. Den skulle samtidig gøre det på en måde, så danskere kom mindst muligt i klemme.

En stor del af statsadvokaturens sager handlede om, at tyske soldater blev fornærmet af danskeres optræden. Hovedparten af disse sager blev henlagt. Tyskerne krævede også, at alle former for nedbrydende aktivitet skulle efterforskes og retsforfølges. Det kunne være alt fra agitation til faneflugt inden for de militære værn.

Tilpasning af dansk lovgivning til tysk militær lovgivning

I december 1940 blev der vedtaget et midlertidigt straffelovstillæg. Tillægget var en tilpasning af dansk lovgivning til den tyske militære lovgivning. Herefter var det ulovligt for danskerne at tilslutte sig de allieredes kamp mod tyskerne. Tilpasningen skete bl.a. for at undgå alternativet - et tysk krav om indførelse af dødstraf.  

Aftalen smuldrer med stigende sabotage

Det lykkedes stort set at bevare retsplejen på danske hænder frem til efteråret 1942. På det tidspunkt begyndte sabotagen at tage til i styrke. Tyskerne reagerede ved at lade nogle enkelte sabotører dømme ved en tyske krigsret. Den 4. august 1943 bestemte tyskerne, at domme over 8 års fængsel skulle afsones i tysk tugthus. Den 28. august 1943 førte en tysk dødsdom til den første henrettelse af en modstandsmand, nemlig den 27–årige Paul Edvin Kjær Sørensen. Det skete under det såkaldte augustoprør, der førte til samarbejdspolitikkens fald og regeringens afgang.

Aktionen mod det danske politi

Dansk politi og Statsadvokaten for særlige anliggender fungerede fortsat. Tyskerne havde brug for det danske politi til at opholde lov og orden. Men sabotagerne tog yderligere til, og det sled på tilliden. Tyskerne var også nervøse for, om det danske politi ville falde tyskerne i ryggen. Det var sket i Paris efter invasionen i Normandiet i juni 1944. Den 19. september 1944 gennemførte tyskerne den såkaldte aktion Möwe. Politiet blev sat ud af kraft og ca. 2.000 ud af en politistyrke på 10.000 blev arresteret og sendt i tysk koncentrationslejr. Hensigten var at sætte politiet "på plads", men det lykkedes ikke. Langt hovedparten af de resterende ca. 8.000 politifolk nægtede at indgå i et reorganiseret politikorps. I stedet gik mange politifolk under jorden og ind i modstandsbevægelsen. Den politiløse tid fra september 1944 til maj 1945 blev præget af meget høj kriminalitet.

Retsopgør eller folkedomstol

I september 1943 blev Frihedsrådet stiftet. Rådet bestod af repræsentanter fra de vigtigste illegale organisationer. Rådet skulle koordinere modstandskampen, men det satte sig også for at forberede tiden efter krigen. I pjecen ”Når Danmark atter er frit” fra november 1943 fremlagde Frihedsrådet et program. For det første skulle demokratiet genindføres. For det andet skulle der tages et retsligt opgør med alle, der havde samarbejdet med tyskerne (kollaboratører).

Et retsligt opgør var nødvendigt, fordi der var risiko for, at den danske befolkning ellers selv tog affære. Had og hævnfølelse kunne få danskerne til at gribe til selvtægt og jagte alle dem, de anså for at være forrædere. Frygten var velbegrundet. Under urolighederne få måneder før, i august 1943, var vreden ikke kun vendt mod tyske soldater.  Had og vold blev også vendt mod danskere, der samarbejdede med tyskerne: Nazister, forretningsdrivende, der handlede med tyskerne - og kvinder, der havde fået en tysk kæreste.

I løbet af 1944 fik Frihedsrådet større og større opbakning i befolkningen. Det indså politikerne, og i august 1944 blev der oprettet et kontaktudvalg mellem frihedsrådet og politikerne. Tankerne fra ”Når Danmark atter er frit” blev modnet af Frihedsrådet og politikerne i fællesskab. Og da befrielsen kom, fandtes der allerede et grundlag for et retsopgør. Det blev befrielsesregeringens opgave at skrive lovteksten. Regeringen var sammensat af ni ministre fra de politiske partier og ni ministre fra Frihedsrådet.

Lovene

Den såkaldte forræderilov blev vedtaget af et stort set enigt folketing den 31. maj 1945. Loven var vendt mod angiveri (stikkervirksomhed), tysk krigs- og polititjeneste samt deltagelse i terrorkorps som Schiølergruppen og Schalburgkorpset. Værnemagerloven, der blev vedtaget tre måneder senere, var vendt mod personer, der havde tjent på at handle med tyskerne.

Begge love brød med det retsprincip, at kun forbrydelser, der er ulovlige i gerningsøjeblikket, kan straffes. Lovene fik med andre ord tilbagevirkende kraft. Loven genindførte også dødsstraf, dog kun for personer, der var fyldt 18 år, da de begik forbrydelsen.

Under besættelsen havde de danske politikeres samarbejdspolitik udstukket uklare retningslinjer for befolkningen. Danskerne var fra starten blevet opfordret til at holde sig på så tilpas god fod med de tyske soldater, at disse ikke blev provokeret. Man skulle finde sig i soldaternes tilstedeværelse og på den måde bidrage til ro og orden. Et par eksempler: I 1941, da Frikorps Danmark blev oprettet, havde danske soldater fået mulighed for at tage orlov – og kæmpe for tyskerne på Østfronten. I 1942 havde den danske statsminister appelleret til, at befolkningen hjalp med at opklare sabotagesager og –planer i den såkaldte stikkertale.

Denne uklarhed forsøgte lovene at tage højde for på to punkter. Dels skulle samarbejde, der var foregået før 29. august 1943, ikke straffes, hvis det var sket efter lov, ordre eller anvisning af danske myndigheder. Dels blev straframmen sat højt – til minimum 4 år. Dermed ville det kun være de alvorligste former for kollaboration, der blev straffet. Hvad det sidste angår, blev resultatet noget anderledes. Mange såkaldte små fisk blev hurtigt indfanget af modstandsbevægelse og politi. De kom også for retten ret hurtigt, mens befolkningen var særlig sultne efter at se nogle landsforrædere dømt. Der blev derfor gjort udstrakt brug af muligheden for at nedsætte straffen på grund af formildende omstændigheder.

De alvorligste former for kollaboration

Hvad anså lovgiverne så for ”alvorlig kollaboration”?

Loven skulle straffe personer, der havde gjort noget strafbart for at fremme tyske interesser eller udøvet anden landsskadelig virksomhed.

Mere specifikt nævnte loven personer i tysk uniform eller personer, der havde samarbejdet med tyske organisationer. Det gjaldt også personer, der havde ladet sig hverve til tysk krigstjeneste. Og det gjaldt korps, der havde ydet en politimæssig indsats for tyskerne. Var man efter det danske politis arrestation gået ind i f.eks. HIPO-korpset kunne der idømmes dødstraf, og fængselsstraffen var mindst 10 år.

En anden gruppe var ”stikkerne”, altså personer der havde angivet landsfæller til tyskerne. Havde angiveriet ført til, at nogen havde mistet livet, lidt alvorlig fysisk skade eller var endt i f.eks. KZ-lejr, kunne også angivere idømmes dødsstraf.

Nedenfor følger en lille beskrivelse af de grupper, man finder repræsenteret på Veje i krig.

Nazister og ”tyskerpiger”

To grupper, som har særlig interesse her på Veje i krig, de såkaldte tyskerpiger og nazisterne, blev ikke nævnt i loven. Det var ikke strafbart at være medlem af et politisk parti eller at have et forhold til en tysk soldat. DNSAP blev ikke forbudt (heller ikke med tilbagevirkende kraft). At have et seksuelt forhold til en tysk soldat blev ikke (af lovgiverne) opfattet som ”alvorlig kollaboration”.

Alligevel kan man sige, at nogle af disse kvinder blev straffet juridisk. Havde de nemlig giftet sig med deres kæreste (som den tids moral jo foreskrev), så blev de frataget deres danske indfødsret. Det skete ved en midlertidig lov, der blev vedtaget i 1946, men som gjaldt ægteskaber indgået fra 1940 til udgangen af 1947.

De østfrontfrivillige og retsopgøret

Forræderiloven nævnte udtrykkeligt de personer, der havde ladet sig hverve til tysk krigstjeneste. Ca. 3.300 østfrontfrivillige blev dømt efter loven. De frivillige fik typisk en fængselstraf på 1½-2 år. For de danske frikorpsmænd virkede straffen uretfærdig. De mente, at de havde meldt sig til Frikorps Danmark efter anvisning fra regeringen – og at de derfor burde være straffri. Det var rigtigt, at de danske myndigheder havde givet soldaterne orlov. Senere donerede regeringen også køretøjer til korpset. Derfor kunne unge mænd i 1941 med nogen ret have den oplevelse, at de havde regeringen i ryggen. Retsopgørets historiker dr. Phil. Ditlev Tamm har dog slået fast, at der var ikke nogen ”anvisning” fra regeringen om deltagelse. På den anden side var regeringens accept af frikorpsets oprettelse en del af samarbejdspolitikken. Og accepten kan have medvirket til, at besættelsesmagten ikke tvangsindkaldte mænd til f.eks. Waffen SS.

Anden krigstjeneste

Ifølge en statistik fra 1958 blev i alt ca. 6.900 alene dømt for tysk krigstjeneste efter forræderilovens § 10, stk. 1. Det var den største enkeltgruppe af dømte. Foruden de 3.300 østfrontfrivillige var det f.eks. uniformerede vagter, der var ansat af tyskerne. Vagttjenesten kunne bestå i at bevogte marinedepoter, deraf betegnelsen marinevægter. Andre var trukket i tysk uniform f.eks. for at deltage i et våbenkursus, der skulle uddanne deltagerne i sabotage (vendt mod en allieret invasion). Det gjaldt den såkaldte varulve-organisation, ”Werwolf”, og i lighed med den, Irmer-gruppen.

Angivere

Gruppen af angivere var noget mindre. Ca. 650 blev dømt alene for angiveri. Men dertil kommer 700, der blev dømt både for angiveri og f.eks. tysk tjeneste af politimæssig karakter eller krigstjeneste. Som noget specielt for gruppen var en relativt stor andel af kvinder. Kvinderne udgjorde lidt over 50 % af dem, der alene blev dømt for angiveri. De udgjorde 15 % af dem, der blev dømt for angiveri i sammenhæng med andre forbrydelser. I alt 13.500 blev dømt ved retsopgøret, af dem var 644 kvinder. To af de 78 dødsdømte var kvinder. Begge blev ligesom 30 mænd senere  benådet. Den ene var ”storstikkersken” Grethe Bartram.

Folkedomstolen

Lovgivningen bag retsopgøret blev til under en hadsk folkestemning. Berlingske Tidende bragte den 15. juni 1945 resultaterne af en Gallup-undersøgelse, der viste, at regeringen havde massiv opbakning til genindførelsen af dødsstraf. 91% af befolkningen ønskede, at angiverne (”stikkerne”) fik dødsstraf. Berlingske Tidende konkluderede, at danskerne anså angiveri for at være den værste og mest modbydelige forbrydelse. Næsten lige så mange (89 %) ønskede dødsstraf for deltagelse i tysk politi- og efterretningstjeneste. Dødsstraf mente de færreste (1 %), at kvinder med tyske kærester skulle idømmes. Men straffes skulle de: En femtedel (ca. 20 %) mente, at de skulle idømmes fængselsstraf. Andre mente, at de skulle mærkes, boycottes eller udvises af landet. Nogle anså fratagelse af borgerlige rettigheder (stemmeret etc.) som den rigtige straf. 25 % mente, at kvinderne skulle slippe for straf.

Netop ”tyskerpigerne” blev i særlig grad udsat for folkedomstolens straf. Kvinderne blev overfaldet på gaden eller hentet ud af deres hjem eller fra deres arbejdsplads. Den gængse straf var klipningen af håret. Det foregik på åben gade, ofte i store menneskemængder, og blev ledsaget af både spot og spyt. Det var i alle tilfælde den ”mærkning”, som mange mente var en retfærdig straf.

Også nazisterne blev i for sig straffet uden dom. Ikke alle i modstandsbevægelsen mente, at et medlemskab af partiet burde være straffri. Derfor valgte de at udgive DNSAP’s medlemslister, så partitilhørsforholdet blev offentligt for enhver. Offentliggørelsen førte til en lang række afskedigelser af personer fra kartoteket i både den offentlige og den private sektor. Bogudgivelsen blev senere gjort ulovlig, men da var skaden sket.

Kritik af retsopgøret

Der kan rejses mange kritikpunkter af retsopgøret. Èt af de vigtige punkter er skævheden: De politikere, der var ansvarlige for samarbejdspolitikken, gik helt fri. Derimod fik f.eks. de frivillige i Frikorps Danmark fængselsstraffe og blev frataget deres borgerlige rettigheder. Men overordnet foregik retsopgøret i Danmark rimeligt – ikke mindst set i forhold til mange andre lande, hvor folkedomstolen nåede at få mere magt. Udstrakt selvjustits i f.eks. den franske befolkning førte til mange drab og (endnu) mere vold end i Danmark.

Modstand

Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, blev danskerne opfordret til at forholde sig i ro. Den danske regering havde indset, at man ikke kunne stille noget op imod overmagten. Politikken var samarbejde – både fra regeringens side, men også fra befolkningens. For hvis forsøget på at begrænse de menneskelige og økonomiske omkostninger af besættelsen skulle lykkes, måtte også befolkningen “spille med”. Den tyske besættelsesmagt måtte ikke udfordres eller provokeres. 

Med få undtagelser spillede befolkningen rent faktisk med de første par år. Man samarbejdede, om end nogle under fredelig protest. De såkaldte alsangsstævner kan ses som udtryk for denne fredelige protest. Men ikke mindst blandt nogle unge blev samarbejdet betragtet som fejhed, og en noget mere konfronterende modstand tog form fra 1942. Helt frem til befrielsen var det dog et mindretal af danskere – også blandt de unge – som gik til modstand.

Blandt temaerne på Veje i krig finder du under Modstand kun former, som direkte eller indirekte vedrører en eller flere af personerne. Jernbanesabotage, hjælp til deserterede tyske soldater, hjælp til sabotører, militære ventegrupper er f.eks. ikke omtalt. 

Industrisabotage

Begyndelsen: Hærværk og drengestreger

Indtil 1942 blev ødelæggelser på virksomhederne primært forøvet af ansatte arbejdere. Når de så deres snit til det, kunne de ødelægge maskiner eller varer. Andre former for sabotage i de tidlige besættelsesår kan også bedst karakteriseres som drengestreger eller hærværk. Tyske skilte blev revet ned, elkabler kappet over.

Et vist system

I foråret 1942 iværksatte kommunisterne en systematisk sabotagekampagne i de større byer over hele landet. Med hjemmegjorte spræng- og især brandbomber og primitive tændmekanismer blev fabrikker og værksteder udsat for sabotage. Politiet kunne konstatere, at sabotagerne var udført med ensartede hjemmelavede sabotagemidler. Både tyske og danske myndigheder var oprørte: De konkluderede, at der var tale om organiseret sabotage.
I samme periode foretog flere drengegrupper rundt om i landet, som f.eks. Churchill-Klubben i Aalborg, en række sabotager og afbrændinger.

Stikkertalen

Den øgede sabotageaktivitet fik i september 1942 statsminister Vilhelm Buhl til gå i radioen. Han advarede indtrængende ungdommen mod at tage del i sådanne ulovligheder.  I samme åndedrag opfordrede han til at anmelde sabotører til politiet. Talen er da også siden blevet kendt som ”stikkertalen”.
Fra England kom reaktionen prompte. Den flygtede konservative partileder, Christmas Møller opfordrede over BBC til fortsat sabotage og støtte dertil.

Organisering

I København blev KOPA (KOmmunistiske PArtisaner) etableret. Gruppen blev siden omdøbt til BOPA (BOrgerlige PAartisaner). Navnet var ganske misvisende, da organisationen fortsat var kommunistisk styret. Den borgerlige sabotagegruppe Holger Danske dannedes i København i foråret 1943. Den voksede med tiden til den mandskabsmæssigt største sabotageorganisation i Danmark. Og rundt om i de store byer opstod større eller mindre sabotagegrupper.

Sprængstof fra England

Manglen på sprængstof var gruppernes største problem. Det blev i nogen grad afhjulpet af den britiske faldskærmsorganisation Special Operations Executive (SOE). SOE kunne levere det effektive plastiske sprængstof og ikke mindst sikre tændmidler. Det skete via nedkastninger fra luften. Hen over sommeren 1943 afstedkom de øgede leverancer en sabotagebølge, der fejede hen over landet. Sabotagebølgen optrappede sommerens demonstrationer og strejker. Sabotagen var på den måde medvirkende til, at regeringen trådte tilbage den 29. august 1943. Samarbejdspolitikken var faldet.

Med livet som indsats

Fra september 1943 indførte tyskerne dødsstraf for sabotage, men det betød ikke en nedgang i sabotagen. Tværtimod udførte sabotører i efteråret og vinteren 1943-44 aktioner mod store krigsvigtige fabrikker. Også små og mellemstore fabrikker og værksteder, der leverede til eller arbejdede for tyskerne, var eftertragtede mål. Det britiske sprængstof var så kraftigt, at det kunne beskadige eller lægge endog meget store fabriksanlæg ned. Ofte var fabrikker og virksomheder beskyttet af bevæbnede sabotagevagter. Undertiden var det blot vagtmænd med små håndvåben. Andre gange var det svært bevæbnede kamptrænede korpsfolk. Der kunne opstå heftige skudkampe mellem sabotører og sabotagevagter – med døde på begge sider.  

Undergrundshæren

Hen mod slutningen af besættelsen steg antallet af sabotager markant. Men nu var sabotagen primært rettet mod små forretninger og værksteder, der solgte eller arbejdede for tyskerne. Det var i altovervejende grad den hastigt voksende undergrundshærs fortjeneste. Undergrundshærens grupper brugte aktionerne mod de små virksomheder som træningsopgaver til det ventede slutopgør med besættelsesmagten.

Tyske reaktioner

De mange sabotager udløste tyske repressalier. Talrige biografer, teatre, stormagasiner, avisredaktioner og forlystelsessteder, bl.a. Tivoli, blev sprængt af dansk/tyske terrorgrupper – de såkaldte Schalburgtager.

Industrisabotagen var den del af det illegale arbejde, som mest ihærdigt blev efterforsket af myndighederne. I første omgang blev efterforskningen udført af dansk politi. Men især efter Gestapos ankomst til landet i september 1943 blev efterforskningen intensiveret. Den blev også i høj grad også brutaliseret. Mange sabotører blev arresteret, afhørt og mishandlet, fængslet eller deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Mange af de dødsdomme, som tyskerne eksekverede, tilfaldt sabotører. 

Nyttede det noget?

Man har i mange år diskuteret sabotagens effekt. Hvad betød de mange sprængninger og ødelæggelser af danske virksomheder? Det er aldrig undersøgt, formentlig fordi det kun yderst vanskeligt kan gøres op.
For den store krig udenfor Danmark var sabotagens effekt formentlig forholdsvis lille. Efter en sabotage blev produktionen af krigsvigtige varer som regel ret hurtigt flyttet til nye fabrikker. Godt nok førte sabotagen til et afbræk i leverancen, men den blev ikke for alvor afbrudt. Økonomisk betød ødelæggelserne ikke det store for tyskerne. Pengene til erstatninger blev hentet i Nationalbanken, hvorefter Danmark selv betalte for ødelæggelserne. Den største effekt af sabotagen lå på det propagandamæssige plan. Dels betød sabotagerne meget for Danmarks omdømme hos de allierede. Dels  gjorde de natlige eksplosioner og flammende ildskær befolkningen opmærksom på den fortsatte kamp. I sidste ende bidrog sabotagen til, at befolkningen sluttede op om modstandskampen.
Der er således en god portion sandhed i historikeren Esben Kjeldbæks vurdering: ”Sabotagen er militære aktioner mod økonomiske mål med politisk hensigt”. (Esben Kjeldbæk: ”Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945”, 1997, s. 12).

 

Industrisabotagen i tal:

1940:             2
1941:             12
1942:             59
1943:             816
1944:             988
1945:             924
I alt              2801

Kilde: Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940-1945, s. 238.

Likvideringer

Der findes ingen præcis opgørelse over, hvor mange drab modstandsbevægelsen begik mod danskere i tysk tjeneste. De mest troværdige opgørelser anslår, at ca. 400 danske blev dræbt i perioden fra efteråret 1943 til befrielsen den 5. maj 1945. Ca. 10 % var kvinder. Enkelte drab blev begået i dagene efter befrielsen.

Begyndelsen

I efteråret 1943 blev kampen skærpet. Det berygtede hemmelige politi, Gestapo, var kommet til Danmark og havde overtaget bekæmpelsen af modstandsbevægelsens illegale aktiviteter. Fra det tidspunkt spillede det danske politi ikke længere nogen rolle i modstandsbekæmpelsen.
Sabotageaktiviteten var støt stigende, og Gestapo satte ind med alle midler over for sabotørerne. Men de tyske politifolk manglede helt forudsætningerne for at kunne operere i et fremmed land. Derfor blev et af Gestapos mest effektive redskaber at hverve danske stikkere eller angivere. Mod betaling infiltrerede angiverne de illegale miljøer og opsporede illegale aktiviteter. Herefter kunne der skrides til arrestationer. Gennem tortur af fangerne skaffede man flere oplysninger, og yderligere arrestationer kunne følge.

Modstandsbevægelsen udførte enkelte likvideringer i løbet af 1943. Men det var først med Frihedsrådets proklamation i januar 1944, at likvideringerne blev en bevidst og aktiv del af modstandsbevægelsens taktik. Frihedsrådet anerkendte behovet for at likvidere danskere, der mod betaling angav modstandsfolk.

Nødværge, ikke straf

Likvidering var ikke en straf. Det var nødværge i krig – og skete for at beskytte modstandsarbejdet. Dette synspunkt stod modstandsbevægelsen vagt om under og efter besættelsen – og helt op til vore dage. 

Volden eskalerer i krigens sidste måneder

Hovedparten af likvideringerne fandt sted i besættelsens sidste tid. Alene i april 1945 blev mere end 100 personer dræbt - eller ¼ af alle likvideringer. De dansk/tyske terrorgrupper svarede igen med nedskydninger af danskere, der var kendt for deres nationale sindelag. Disse hævndrab fik betegnelsen Clearingdrab. Den borgerkrigslignende tilstand var et udtryk for den stigende forråelse af modstandskampen.

Hvem besluttede drabene?

Der fandtes under besættelsen ingen samlet instans, som tog stilling til de enkelte likvideringer. Det har ellers heddet sig, at ”Frihedsrådets Likvideringsudvalg” og ”Den jyske Domstol” på forhånd godkendte likvideringerne. Men sådanne udvalg eller domstole har aldrig eksisteret. De blev opfundet til lejligheden i sommeren 1945, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved likvideringerne. Beslutningerne om likvideringer blev taget på alle niveauer inden for modstandsbevægelsen, fra gruppeniveau til den absolutte top. 

Drabsmændene

De mest kendte likvidatorer var "Flammen" (Bent Faurschou-Hviid) og "Citronen" (Jørgen Haagen Schmith). De var begge medlemmer af Holger Danske. I de fleste tilfælde var likvidatorerne helt almindelige unge mænd, som var medlem af en sabotagegruppe. I København stod BOPA og Holger Danskes sabotagegrupper for likvideringerne. I Jylland blev der derimod etableret specielle likvideringsgrupper. 

De likviderede

Under og efter krigen hed det sig, at de likviderede alle var ”storstikkere”, som for penge havde angivet modstandsfolk. Senere historiske undersøgelser har vist, at egentlige stikkere og angivere kun udgjorde en mindre del af de dræbte. Langt størstedelen var ansatte i den tyske modstandsbekæmpelse. Det kunne være i Gestapo, i et af de dansk/tyske terrorkorps eller i et af de mange uniformerede vagtkorps. Likvideringerne kunne ramme alle personer, der blev opfattet som en sikkerhedsrisiko.

Der blev begået fejl. En forveksling kunne betyde, at en forkert person blev dræbt. Eller det viste sig, at en person ikke havde begået de forbrydelser, som han/hun var mistænkt for. Officielt blev drabene på 9 personer efter krigen erkendt som fejltagelser, og de dræbte fik oprejsning. Andre fik fjernet stikkeranklagen, men fik ikke oprejsning, da de med deres opførsel havde givet anledning til mistanken. Ligeledes skete det, at en person utilsigtet blev dræbt under en såkaldt ”våbenaktion”, hvor modstandsfolk forsøgte at afvæbne en dansker i tysk uniformeret tjeneste.

De kriminelle

Under dække af modstandsbevægelsen blev der foretaget flere kriminelle drab under besættelsen. De blev begået af personer med tilknytning til både modstandsbevægelsen og til det kriminelle miljø. Det var kriminelle, som begik røverier og mord for egen vindings skyld. Efter krigen blev flere kriminelle bander dømt for disse forbrydelser.

Metode

Typisk overvågede modstandsgruppen i nogen tid den person, der var udset til likvidering. Derpå blev likvideringen foretaget på åben gade eller i offerets hjem med skud på helt tæt hold med pistol. Undertiden blev personen holdt op og afhørt om sin forbindelse med tyskerne og siden likvideret. Andre gange var det en nedskydning uden varsel. Der er også eksempler på likvideringer, hvor offeret blev forsøgt forgivet, kvalt eller stukket ned med kniv – eller blev udsat for et bombeattentat. Det hørte dog til sjældenhederne.
Enkelte gange foretog modstandsgrupper direkte angreb mod grupper af uniformerede korpsfolk for at dræbe så mange som muligt.

Efter krigen

Modstandsbevægelsens drab på danskere i tysk tjeneste var længe nærmest et tabu. Allerede under besættelsen var stikkerlikvideringerne, som de blev kaldt, ikke noget man talte om. Og efter krigen søgte man fra modstandsbevægelsens side at nedtone emnet og forhindre en egentlig politiefterforskning.

Under et radiointerview i august 1945 kaldte den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch modstandsbevægelsens likvideringer for ”mord”. Han satte også spørgsmålstegn ved selve likvideringernes berettigelse. Det rystede de tidligere modstandsfolk – og umuliggjorde enhver form for fornuftig debat.

Mange pårørende til en likvideret person søgte efter krigen at få opklaret, hvorfor den pågældende var blevet dræbt. Men typisk havde de meget svært ved at trænge igennem hos myndighederne. Det lykkedes enkelte at få fjernet stikkerprædikatet fra et drab, men kun ganske få likvideringer blev anerkendt som egentlige fejltagelser.

Men det var ikke kun de pårørende til en likvideret, der var påvirket af drabet. Mange af likvidatorerne udviklede efter krigen søvnløshed, mareridt og opfarenhed. Mange tyede til alkohol for at klare dagligdagen. De udviklede det, som vi i dag kalder Posttraumatisk Stress Syndrom (PTSD). Et ukendt antal tidligere modstandsfolk begik selvmord.

Illegale blade

I alle de tyskbesatte lande opstod der en illegal presse. Der var behov for at formidle nyheder, budskaber og synspunkter, som ikke kunne bringes i de legale aviser.

Starten

Også i Danmark opstod der en illegal nyhedsformidling, men vejen hertil var forholdsvis lang.
De første skriftlige meddelelser i 1940-41 var små pamfletter, løbesedler og klistermærker. De indeholdt anti-tyske slogans og nedsættende bemærkninger om samarbejdsregeringen. Løbesedlerne blev fremstillet og udsendt af enkeltpersoner uden tilknytning til nogen organisationer. Til trods for det ret harmløse indhold efterforskede dansk politi sagerne med stor iver, og det danske retsvæsen afsagde hårde domme.

Bladene

En egentlig nyhedsformidling opstod først langt hen i 1941. Den blev startet af kommunisterne.

Da Tyskland i sommeren 1941 angreb Sovjetunionen, blev ledende kommunister arresteret af danske politi. Det øvrige partiapparat gik under jorden. Partiet havde forberedt sig, så snart efter kunne man udsende de første massetryksager rettet mod tyskerne og samarbejdsregeringen. Fra oktober 1941 udsendte partiet det illegale blad, Politiske Månedsbreve, som siden blev omdøbt til Land og Folk. Kommunisterne stod således for den første større organiserede modstand i Danmark. Deres ønske var at samle alle nationale kræfter i en fælles enhedsfront imod de fascistiske undertrykkere.

De nationalt-borgerlige illegale blade kom senere i gang end de kommunistiske. Det var forskellige aktivistiske grupperinger på den politiske højrefløj og i forsvarsvenlige kredse, der tog initiativet.  Det første illegale landsdækkende borgerlige blad var De Frie Danske, som udkom fra december 1941. Siden kom andre konservativt-orienterede blade til, bl.a. Studenternes Efterretningstjeneste, som blev udgivet af kræfter i Konservativ Ungdom (KU).

Det lykkedes i foråret 1942 at forene konservative og kommunister i en fælles illegal organisation ”Frit Danmark”, som udgav et blad af samme navn. De unge KU’ere var aktive, men også særdeles skeptiske over for kommunisternes motiver.

Det lille højreorienterede parti Dansk Samling (DS) var i sit udgangspunkt antiparlamentarisk og kristen-nationalt, men kritisk over for nazismen. I 1941-42 markerede partiet sig som et protestparti, som udgav halv-illegale pjecer.  Fra november 1943 udsendte DS det illegale Morgenbladet som et dagblad frem til befrielsen.

Indhold og formål

De tidlige illegale blade agiterede primært for at slutte op om modstanden mod både besættelsesmagten og samarbejdspolitikken.  Deres formål var altså at påvirke folks holdninger. Efter august 1943 var bladenes primære funktion at formidle nyheder, der pga. af censuren ikke kunne bringes i de legale aviser. Et andet formål var at sætte ”ansigt” på fjenderne. Nazister, østfrontsfrivillige, stikkere, værnemagere og tyskerpiger blev hængt ud med navns nævnelse. Endelig bakkede bladene op om sabotagen og likvideringerne.

Nyhedsindsamlingen var et stort problem for mange illegale redaktioner. Nyheder kunne ikke indsamles på legal vis – det krævede et stort netværk at skaffe sikre informationer. Det hjalp lidt, da det illegale Information i august 1943 begyndte at udsende en daglig nyhedstjeneste, som redaktionerne kunne skrive af efter.

Stigende omfang og bedre layout

I de første år var antallet af udsendte illegale blade ret begrænset. Men efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 steg antallet af illegale blade markant. I begyndelsen af 1945 blev der udsendt mere end 250 selvstændige illegale blade i hele landet. Nogle få udkom i oplag på mere end 145.000 eksemplarer pr. gang, andre blot i nogle få hundrede. Det anslås, at der udkom 20-30 mio. eksemplarer under besættelsen, med Land og Folk og Frit Danmark som de mest udbredte.

De første illegale blade var duplikeret og på ganske få sider, men siden gik mange grupper over til at fremstille bladene i bogtrykt form. Enkelte, bl.a. De Frie Danske, udkom endda med fotos og i farver. Hvor ofte bladene udkom varierede meget. Nogle udkom en gang om måneden, andre hver 14. dag eller ugentligt og nogle enkelte dagligt.

Flere af de illegale blade fortsatte efter besættelsen som legale aviser: Land og Folk, Frit Danmark, Morgenbladet og Information.

Plads i modstandskampen

Det illegale bladarbejde regnes generelt til den lettere ende af modstandsarbejdet, hvor sabotage og likvideringer hørte til den absolut hårde ende. Men både dansk og senere tysk politi efterforskede sager vedrørende illegalt bladarbejde med stor ildhu. Selv om der aldrig blev indført dødsstraf for bladarbejde, fik mange lange fængselsstraffe eller blev sendt i koncentrationslejr.
For mange blev det illegale bladarbejde indgangen til de hårdere modstandsformer. Arbejdet med illegale blade rekrutterede til arbejdet med både sabotage og likvideringer.

 

Flugthjælp

Efter at samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, kunne danske myndigheder ikke længere indgå i forhandlinger og derved forsøge at beskytte de danske jøder. Natten mellem den 1. og 2. oktober indledte tyskerne deres jødeaktion. Alle jøder skulle fjernes. Det vakte bestyrtelse og harme i befolkningen. Også det officielle Danmark reagerede i solidaritet med sine jødiske medborgere. Kongen og politikerne, arbejdsgiverne og fagbevægelsen protesterede. På universiteterne blev undervisningen nedlagt. I landets kirker læste præsterne et brev op med opfordring til at hjælpe jøderne.

I Danmark havde det tyske politi truffet den principielle beslutning, at arrestationerne ikke skulle omfatte såkaldte halvjøder og jøder, der var gift med ikke-jøder. Nogle mennesker, der på den måde befandt sig i en gråzone, flygtede alligevel, andre blev arresteret og senere frigivet - og andre igen arresteret og trods bestemmelsen deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt.

Flugthjælp til de danske jøder

I løbet af de første par uger af oktober foregik der en masseflugt over Øresund, som store dele af befolkningen bakkede op om.
I begyndelsen sørgede jødiske familier for deres egen flugt og transporterede sig i små overfyldte robåde over sundet. Men da mange jøder havde søgt ud mod Øresundskysten, trådte danske fiskere til med deres kuttere. 

Hospitaler, institutioner og private hjem blev snart overfyldte opsamlingssteder for de mere end 7.000 mennesker, som skulle holdes skjult, før de kunne blive transporteret over Øresund. En del modstandsgrupper kastede sig ud i hjælpearbejdet. Men mange af hjælperne var almindelige danskere, der kom i kontakt med de jødiske flygtninge.

Der blev samlet penge ind.  Lægeforeningen, fagforeningerne og Arbejdsgiverforeningen samt private virksomheder og personer stillede store beløb til rådighed. Opsamlingen, transporten til kysten og sejladsen kostede mange penge. Især er fiskernes krav om høj betaling pr. person blevet fremhævet. Der er eksempler på grådighed, hvor jøderne skulle betale endog meget store beløb for at komme ombord på kutteren. Typisk kostede det 1.000 kr. for en person (ca. 20.000 kr. i 2020), men der er eksempler på, at der blev krævet op til 50.000 kr. (ca. 1.000.000 kr. i 2020). Men mere bemidlede jøder betalte for de mindrebemidlede, eller pengene blev taget af de indsamlede midler. Ingen jøde blev efterladt på kysten pga. pengemangel.

Ofte foregik sejladsen fra små havne eller direkte fra stranden. Jøderne blev ført i små grupper frem til afsejlingsstedet i nattens mulm og mørke, hvor de gik om bord og sejlet til Sverige. Masseflugten lod sig kun gøre, fordi den danske kystbevogtning var ophørt efter 29. august 1943. Den tyske marine udførte kun lemfældig kystovervågning, og den tyske værnemagt forholdt sig helt passivt. Forfølgelsen var i al væsentlig overladt til nogle relativt få Gestapofolk og deres danske håndlangere, assisteret af rekvirerede tyske politisoldater.

De fleste transporter foregik uden uheld, men en katastrofal hændelse fandt sted i Gilleleje den 6. oktober. 80 jøder, der var gemt væk på kirkeloftet, blev angivet og arresteret af Gestapo. I alt blev 197 jøder arresteret under flugten i dagene og ugerne efter aktionen. De blev interneret i Horserødlejren, hvorfra de siden blev deporteret til Theresienstadt. I alt blev 481 danske jøder sendt til Theresienstadt, og 52 døde under opholdet.

Mindst 47 mennesker mistede livet som en direkte følge af aktionen mod de danske jøder. Heraf begik 16 selvmord, 23 mennesker druknede og fem døde af udmattelse eller sygdom, de havde pådraget sig under flugten. Tre mennesker blev skudt.

Et særligt tema var de efterladte børn.  Af frygt for hvad der kunne ske under transporten til Sverige blev mindst 148 jødiske børn efterladt i Danmark enten i pleje hos kristne familier eller på børnehjem. Det var mere end 10 % af alle jødiske børn, der blev i Danmark.  Ingen af dem blev afsløret, selv om det ofte var almindelig viden i lokalsamfundet, hvis et jødisk barn var i pleje.

Der blev i alt reddet 7056 jøder og 686 ikke-jødiske slægtninge til Sverige i de hektiske uger efter jødeaktionen. Dermed undslap 95 % af de danske jøder den nazistiske forfølgelse.

Flugthjælp til modstandsfolk

Når modstandsfolk var kommet i Gestapos søgelys kunne det være nødvendigt at flygte ud af landet. Arbejdet med at etablere flugtruter tog fart og blev organiseret efter jødernes flugt. Indtil oktober 1943 var 1.000 mennesker flygtet til Sverige. I krigens sidste 1½ år kom 20.000 mennesker illegalt over Øresund og Kattegat. Bagved lå et professionelt organiseret arbejde, som f.eks. Dansk-Svensk Flygtningetjeneste stod for. Tjenesten havde såvel skibe som lønnet mandskab. Udskibningen foregik fra Sjælland og Jylland, og på den svenske side støttede myndighederne flugtruterne. Også engelske flyvere og tyske desertører blev hjulpet til Sverige. På turen tilbage til Danmark medbragte skibene illegale kurerer, post og våben.

Folkeligt oprør og strejke

Stemningsskifte

I krigens første år smittede regeringens samarbejdspolitik af på stemningen i befolkningen. I det store og hele forsøgte man at affinde sig med tingenes tilstand. Det var jo, hvad man havde fået besked på. Men i 1943 var stemningen begyndt at skifte. For krigslykken var for alvor vendt. Nazi-Tyskland fremstod ikke længere som uovervindelig. Sommeren 1943 rykkede russerne frem på Østfronten. I syd gik briter og amerikanere i land på Sicilien. Tyskernes nederlag ved fronterne gav energi til modstandsbevægelsen, som fik mere og mere sympati fra befolkningen.

Augustoprøret 1943

I juli 1943 førte flere sabotageaktioner til, at besættelsesmagten indførte udgangsforbud. Tyskernes reaktion fik danske arbejdere til at gå i strejke i byer som Odense og Esbjerg. I Aalborg opstod urolighederne i forbindelse med begravelsen af modstandsbevægelsens første dødsoffer, Niels Erik Vangsted, den 23. august. I løbet af den 23. og 24. august 1943 blev syv aalborgensere skudt og dræbt under urolighederne. Men også tyske soldater fik bank (f.eks. i Frederikshavn), danske nazister og såkaldte tyskerpiger blev overfaldet, butikker, der handlede med tyskerne blev raseret, ruder blev knust.

Den danske regering kom under pres fra tyskerne for at standse oprøret, men selv om fagforeninger og arbejdsgivere støttede regeringen, faldt befolkningen ikke til ro. Tyskernes øverste repræsentant i Danmark, Werner Best, blev kaldt til Berlin og måtte modtage en skideballe fra Adolf Hitler. Da Best kom tilbage til Danmark, præsenterede han den 28. august et ultimatum til den danske regering. Ifølge dette ultimatum skulle den danske regering blandt andet indføre undtagelsestilstand, forbyde strejker og indføre dødsstraf. Den danske regering og folketing sagde nej, og samarbejdspolitikken var ophørt. Den 29. august indførte den tyske besættelsesmagt militær undtagelsestilstand og gennemførte på den måde strejkeforbud, dødsstraf m.m.

Seks uger senere afblæste tyskerne undtagelsestilstanden, og det såkaldte departementschefstyre blev indført. Embedsmænd centralt og lokalt fortsatte deres arbejde og forsøgte at komme overens med tyskerne.

Frihedsrådet

I september 1943 dannede forskellige modstandsorganisationer Frihedsrådet, som blandt andet skulle koordinere modstanden mod tyskerne. Selv om Frihedsrådets medlemmer af gode grunde måtte være anonyme i offentligheden, vandt rådet efterhånden stor opbakning i befolkningen. Den opbakning viste sig ikke mindst sommeren 1944.

Folkestrejken i København 1944

Siden 1943 var antallet af sabotageaktioner steget støt, og Werner Best var igen under pres fra Hitler. Den 25. juni 1944 udstedte Best et udgangsforbud i København. Det betød, at københavnerne skulle holde sig hjemme fra tidlig aften kl. 20 til tidlig morgen kl. 5. Arbejderne på B&W forlod dagen efter deres arbejde allerede kl. 14. Deres påskud var, at de skulle ud og passe deres kolonihaver inden kl. 20. Rygterne om denne gå-tidligt-hjem aktion bredte sig hurtigt. Samme aften trodsede beboerne navnlig på Vesterbro spærretiden og gik ud på gaderne. Allerede den første aften kom det til konfrontation mellem tyske soldater og københavnere. 10 københavnere blev dræbt og mere end 40 såret.

Også de følgende dage var der uro. Da tyskerne den 29. juni valgte at henrette otte modstandsfolk fra Hvidstengruppen, udløste det en egentlig folkestrejke. Den 30. juni lukkede arbejdspladserne ned én for én, og København gik i stå. På Vesterbro, Nørrebro og Amagerbrogade blev der bygget høje barrikader. Hærværk og plyndringer af butikker, som var ejet af (eller mentes ejet af) nazister, tog til. Et flere etagers varehus, Bulldog på Nørrebro, endte med at brænde ned til grunden.

Siden samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 havde regering og folketing ikke været i arbejde. Den 30. juni 1944 mødtes danske politikere dog for at få sat en stopper for strejken.  De vurderede, at der var risiko for, at tyskerne ville bombe København. Arbejderne blev opfordret til at gå i arbejde igen.  Men opfordringen havde ikke stor effekt. For næsten samtidig udsendte Frihedsrådet en løbeseddel. Her opfordrede modstandsbevægelsens ledere arbejderne til at strejke videre. Kravet var, at spærretiden helt skulle ophæves og det forhadte Schalburgkorps sendes ud af landet.

Konflikten blev trappet op. Kampvogne rullede ind i København, og maskingeværer blev suppleret med kanoner. Tyskerne lukkede også ned for elektricitet, vand og gas, så københavnerne måtte hente vand i søerne og lave mad over bål. Den 1. juli trængte bevæbnede tyske soldater op i ejendomme og ind i lejligheder. Beboerne blev gennet ned for at rydde gaderne for barrikader. Et fly kredsede rundt over København og skød ned på befolkningen. Rundt om i byen var der posteret tyske snigskytter. Alene denne dag steg dødstallet med 23.

Igen forsøgte Werner Best og politikerne at finde en løsning på strejkerne. Men Frihedsrådet opfordrede befolkningen til at stå fast, og ude omkring i landet udbrød der strejker i sympati med hovedstaden.

Først den 4. juli, da Werner Best havde lovet at fjerne spærretiden helt og at trække Schalburgkorpset ud af København, sendte Frihedsrådet en opfordring ud om at genoptage arbejdet. Det skete i løbet af de næste dage. Folkestrejken havde da kostet 97 menneskeliv. 600 var sårede.

Alligevel blev folkestrejken betragtet som en sejr for københavnerne – og som en sejr for Frihedsrådet. Befolkningen lyttede mere til modstandsbevægelsens øverste organ end til politikerne. Tilmed vakte folkestrejken genklang i udlandet og var med til at sikre Danmark en plads mellem de allierede. Efter folkestrejken begyndte politikerne at samarbejde med modstandsbevægelsen.

 

Kommunisterne

I 1930’erne var kommunisterne meget stærke kritikere af fascisme og nazisme. De danske kommunister var del af en international bevægelse, som langt hen ad vejen blev styret af det kommunistisk ledede Sovjetunionen. Derfor standsede også danske kommunister deres kritik af nazismen, da Tyskland og Sovjetunionen indgik en såkaldt ikke-angrebspagt i 1939.

Men nazisterne var mindst lige så store kritikere af kommunismen som kommunisterne af nazismen.  Dertil kom, at Hitler anså folkeslagene i Øst for at være mindreværdige. Sovjetunionen skulle nedkæmpes for at give plads (”Lebensraum”) for den ariske  race. Så ikke-angrebspagten fik ingen lang levetid. Den 22. juni 1941 overskred millioner af tyske soldater grænsen til Sovjetunionen. Krigen på Østfronten var for alvor en realitet.

I Danmark fik det tyske angreb to væsentlige effekter for kommunisterne. På den ene side blev de danske myndigheder pålagt af besættelsesmagten at arrestere de ledende kommunister. På den anden side kunne kommunisterne uden loyalitetskonflikt gå ind i kampen mod de fascistiske undertrykkere. Det gjorde de.

Kommunistisk modstandskamp

Kommunisterne stod i spidsen for den første organiserede modstandskamp i Danmark. Det skete i første omgang ved at organisere en egentlig illegal presse. I løbet af 1942 indledte kommunisterne også egentlig sabotagevirksomhed gennem organisationen KOPA – Kommunistiske Partisaner. KOPA blev senere omdøbt til BOPA – Borgerlige Partisaner. Organisationen var stadig ledet og domineret af kommunister. Partifarve var dog ikke afgørende for deltagelse i kampen mod den tyske besættelsesmagt. BOPA kom først og fremmest til at gennemføre en lang række større og mindre industrisabotager. Se evt. også temaerne Illegale blade og Industrisabotage)

Kriminaliseringen af politisk aktivitet

Samtidig var det reelt blevet ulovligt at være (aktiv) kommunist. Allerede samme dag som Tyskland indledte invasionen i Sovjetunionen, blev de danske myndigheder stillet over for nogle krav. Blandt andet krævede besættelsesmagten, at 72 ledende kommunister blev arresteret. Listen over kommunister var blevet udarbejdet af dansk politi før krigen i forbindelse med registrering af både den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj.

Det danske politi gik straks i gang med at eftersøge og arrestere kommunisterne. 195 personer blev arresteret i løbet af den første aktion, herunder to kommunistiske folketingsmedlemmer. Frem til august 1941 blev 339 arresteret og fængslet uden grundlovsforhør. I fredstid ville det have været et klart brud på grundloven at anholde personer alene for deres politiske overbevisning – og tilmed gøre det uden et grundlovsforhør i løbet af 24 timer. I krigstid kunne politikerne henvise til nødret. Alligevel forsøgte folketinget i august 1941 at gøre fængslingerne lovlige. Der blev vedtaget en lov, der forbød kommunistiske foreninger og kommunistisk aktivitet.

De arresterede kommunister

Mange af de arresterede blev løsladt igen, mens de fleste andre blev indsat i Horserødlejren. I august 1943 befandt der sig omkring 240 kommunister i lejren. Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august, besatte tyske tropper lejren. 90 kommunister nåede at flygte, men de resterende ca. 150 blev sendt til den tyske koncentrationslejr Stutthof i det tyskbesatte Polen.

Da Sovjetunionens røde hær mod krigens slutning nærmede sig Stutthof, blev alle lejrens fanger beordret på march mod andre lejre i Tyskland. Fangerne var udmarvede og syge, og mange døde undervejs. Derfor blev marcherne kaldt dødsmarcher. Af de 150 deporterede danske kommunister døde i alt 22. Seks døde i Stutthof, ni døde på marchen, mens syv omkom af følgesygdomme efter befrielsen.

Efter krigen

Efter besættelsen blev det igen lovligt at være kommunist i Danmark. Partiet nød endda stor opbakning i befolkningen i det første efterkrigsår. Kommunisterne havde jo spillet en meget aktiv rolle i modstandsbevægelsen.  Ved folketingsvalget i 1945 opnåede partiet 18 mandater mod de tre, partiet havde fået ved valget i 1939.

Samarbejde

Efter krigen blev mere end 13.000 danskere dømt for at have samarbejdet med tyskerne under besættelsen. Forinden var et noget højere antal, 22.000 personer, i befrielsesdagene blevet interneret – mistænkt for samarbejde. 

Under ét betegnes gruppen af samarbejdende danskere som landssvigere. Det er oprindelig et norsk udtryk, som dækker det samme som landsforræder eller kollaboratør: Én, der samarbejder med fjenden.

Typer af samarbejde

Den 1. juni 1945 fik straffeloven et tillæg, så man kunne straffe landssvigerne med tilbagevirkende kraft. De typer af samarbejder, der blev omfattet af straffelovstillægget, var:

  • Tysk krigstjeneste (mere end 50 % af de domfældte). Tysk krigstjeneste dækkede både over frivillige i krigen på Østfronten og vagtmænd i forskellige uniformerede korps, der gjorde tjeneste i Danmark. Blandt andre temaerne om Frikorps Danmark og De østfrontfrivillige handler om denne form for samarbejde. 
  • Tysk polititjeneste eller lignende. Det kunne være medlemmer af HIPO (Hilfs-Polizei) eller Schalburgkorpset/Efterretningstjenesten. Det kunne også være mere eller mindre selvbestaltede terrorkorps, som bekæmpede modstandsbevægelsen. Denne type samarbejde kan du læse mere om i temaerne Schalburgkorpset og ET samt Schiølergruppen.
  • Angiveri. Danskere, som angav landsmænd fra modstandsbevægelsen til tyskerne.
  • Propanda for Tyskland eller nazismen.
  • Værnemageri – det vil sige danskere, som tjente penge på at handle med tyskerne.

Der var også former for samarbejder, som straffelovstillægget ikke kom til at omfatte. Det betød dog ikke, at disse grupper gik fri af “folkedomstolen”.

  • Nazister. I modsætning til, hvad der var tilfældet i Norge, blev det ikke gjort ulovligt at have været medlem af det danske nazistparti. I dagene umiddelbart efter befrielsen (og før straffelovstillægget) blev dog mange nazister anholdt og interneret. Læs om DNSAP, det største danske nazistparti i temaet DNSAP.
  • De mange kvinder, der havde haft en tysk kæreste under krigen. Disse kvinder fik ofte en meget hård medfart i dagene efter befrielsen, f.eks. kunne de opleve at få håret klippet af. Ligesom nazisterne blev mange anholdt og interneret. Læs mere i temaet Køn, krig og kærlighed.
  • Tysklandsarbejderne – den største gruppe: Ca. 100.000 danskere tog under krigen til Tyskland for at arbejde. Det skete med den danske regerings opbakning og med trussel om at få frataget arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis de ikke tog afsted.

Den store gruppe af Tysklandsarbejdere er ikke repræsenteret på Veje i Krig. Værnemagerne heller ikke – ligesom der ikke er nogle af de syv hovedpersoner, der direkte propaganderede for Tyskland.

Et tema under ”Det officielle Danmark” behandler retsopgøret efter besættelsen.

DNSAP

DNSAP (Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti) blev det største af mange danske nationalsocialistiske partier. Partiet blev stiftet i 1930 af Cay Lembcke. Han kopierede stort set det tyske partiprogram, hvor antiparlamentarisme, antisemitisme, antikommunisme, nationalisme og førerloyalitet var centrale begreber. Programmet passede dårligt med danske forhold, og havde ikke megen appel til den danske befolkning. Ved folketingsvalget 1932 fik partiet blot 1.028 stemmer.

I 1933 overtog sønderjyden Fritz Clausen ledelsen af partiet. Det førte til lidt mere ro i partiet, til oprettelse af tidsskrifter og ungdomsafdelinger. Det betød også, at der blev lagt meget vægt på, at DNSAP var et dansk parti og at dansk selvstændighed var en væsentlig værdi. I 1939 ændrede Fritz Clausen da også partiprogrammet, så det passede bedre til danske forhold. Det forblev dog et problem for partiet, at man på den ene side stod meget fast på det dansk nationale og på den anden side havde et partiprogram, der var tydeligt inspireret af det tyske nazistpartis.

Organisation/udvikling

Mellem 1930 og 1945 nåede omkring 39.000 danskere at være medlem af DNSAP for en kortere eller længere periode. Antallet af medlemmer var meget stort i forhold til det stemmetal, som partiet nåede ved folketingsvalgene. Ved valget i 1939 opnåede partiet godt og vel 31.000 stemmer, hvilket svarede til en stemmeandel på 1,8 %. Det betød, at partiet fik 3 mandater i folketinget.

Kun i en kort årrække i 1930’erne var DNSAP det eneste danske nazistiske parti. Mellem 1928 og 1945 blev der stiftet 29 forskellige nationalsocialistiske partier. Under besættelsen virkede især Wilfred Petersen (Dansk Socialistisk Parti, senere Dansk Folkeparti) stærkt undergravende mod personen Fritz Clausen.

Nazismen vandt aldrig rigtig tilslutning blandt danskerne. Men de danskere, der stemte på partiet var forholdsvis engagerede – det ses blandt andet af medlemstallet. Partiet og ideologien havde også stor indflydelse på de unge, der meldte sig ind i NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) og til f.eks. Frikorps Danmark. De blev undervist i racelære, nazistisk ideologi, historie og ”verdensanskuelse”.

9. april

For DNSAP med Fritz Clausen i spidsen var nationalismen vigtig, vel at mærke en dansk nationalisme. Derfor var den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 mindst lige så chokerende for de fleste nazister som for andre danskere. DNSAP gav ”systemet” skylden, svage danske politikere, der ville snakke sig frem til løsninger frem for at handle. En lille gruppe i partiet så da også besættelsen som en mulighed for at komme til magten. Fritz Clausen manede til besindighed og rådede til at se tiden an.

Medlemsfremgang

Èn gevinst havde den tyske besættelse dog for NSDAP. Den økonomiske støtte fra Tyskland steg betragteligt, og det danske nazistparti kunne sætte gang i et stort agitationsapparat til fordel for den nationalsocialistiske sag. Medlemstallet steg betragteligt fra 5.000 ved krigsudbruddet til 20.000 i 1943. Agitationen var ikke den eneste grund. Så længe de tyske sejre gav tiltro til, at fremtiden stod i nazismens tegn, voksede medlemstallet. Da sejre blev erstattet af nederlag vinteren 1942/1943, blev interessen for det nationalsocialistiske medlemskab tilsvarende køligere.

Det aflyste kup

Med hurtigt voksende medlemstilslutning i 1940 og den økonomiske støtte fra Tyskland begyndte Fritz Clausen alligevel at overveje en magtovertagelse. Den blev planlagt til at finde sted den  17. november 1940. ”Kuppet” blev dog aflyst i sidste øjeblik, fordi tyskerne ikke ville støtte magtovertagelsen. Besættelsesmagten var interesseret i ro og stabilitet, og det troede man ikke på, at de danske nationalsocialister kunne sikre.

Ikke desto mindre var det bekvemt for besættelsesmagten at have NSDAP i ”baghånden”. For makkede de folkevalgte danske politikere ikke ret, kunne konsekvensen altid blive, at tyskerne i stedet satte NSDAP i spidsen for en regering. Eller det ville man i hvert fald gerne have den danske regering til at tro.

Fritz Clausen og Frikorps Danmark

Uanset hvor dansksindet Fritz Clausen var, så blev han og hans partifæller i befolkningen opfattet som landsforrædere. Og til den modsatte side var manglende tillid fra besættelsesmagtens side frustrerende. Da Tyskland den 22. juni 1941 angreb Sovjetunionen var Fritz Clausen en drivende kraft i oprettelsen af Frikorps Danmark, et korps af danske frivillige, der kunne bidrage i kampen mod ærkefjenden kommunisterne. Derved skaffede Fritz Clausen sig noget goodwill hos Heinrich Himmler, der altid kunne bruge flere soldater til sine SS-tropper. I den danske befolkning blev Frikorps Danmark dog ikke nær så populær, som Fritz Clausen havde håbet, tværtimod.

Satire vendt mod Frits Clausen i Raketten 1942. Rigsarkivet. Teksten under billedet: Frk. Ministerium: Kære FRITZEMAND, det er ikke nok at have Viljen, man maa ogsaa have Evnen.

Satire vendt mod Frits Clausen i Raketten 1942. Rigsarkivet. Teksten under billedet: Frk. Ministerium: Kære FRITZEMAND, det er ikke nok at have Viljen, man maa ogsaa have Evnen.

Valget marts 1943

Skulle besættelsesmagten for alvor have tillid til Fritz Clausen og DNSAP, var det afgørende vigtigt at partiet vandt større tilslutning end de 1,8 % af stemmerne, der i 1939 havde givet partiet 3 mandater i folketinget. Men på trods af agitation og medlemstilgang lykkedes det ikke DNSAP at forøge mandattallet ved folketingsvalget i marts 1943. Folketingsvalget gjorde det endegyldigt klart for såvel besættelsesmagten som for Fritz Clausen selv, at der ikke var nogen fremtid for ham som ”ministerpræsident” sådan som National Samlings leder i Norge, Vidkun Quisling, var blevet det i 1942.

I sin skuffelse meldte Fritz Clausen sig i efteråret 1943 til Waffen SS, hvor han gjorde tjeneste som læge. Han var reelt ikke længere af leder af DNSAP, og DNSAP var for alvor et parti under opløsning.

Fra dansk nazisme til germansk nazisme

For såvel den rigsfuldbemægtigede i Danmark, dr. Werner Best som for chefen for SS, Heinrich Himmler stod det helt klart i foråret 1943, at tyskerne ikke kunne drage nogen fordel af DNSAP. Partiet ville aldrig slå rod i befolkningen og kunne derfor heller ikke bane vejen for et nationalsocialistisk Denmark, en loyal provins i det stortyske rige, som især Heinrich Himmler drømte om. Derfor tog Himmler i marts 1943 initiativ til oprettelsen af ”Germansk Korps” med egen partiafdeling. Partiet fik ingen betydning, men korpset blev i efteråret 1943 omdannet til ”Schalburgkorpset” (se evt. temaet om dette).   

Retsopgøret

DNSAP forblev et lovligt parti – også efter befrielsen. I Danmark blev medlemmer af partiet heller ikke som sådan retsforfulgt. Men mange nazister blev dømt for handlinger, de havde begået under besættelsen. Fritz Clausen selv blev arresteret 5. maj 1945 og stod anklaget for sin deltagelse i Waffen SS, forsøg på magtovertagelse ved fremmed hjælp og for antisemitisk agitation. Clausen nåede aldrig at få en dom, da han i 1947 døde af et hjertetilfælde i fængslet.

Frikorps Danmark

Løbeseddel med opfordring til at melde sig til Frikorps Danmark. Fædrelandet var en avis udgivet af det danske nationalsocialistiske parti DNSAP. Fra: Politiets Efterretningstjeneste: Frikorps Danmark, scrapbøger, 'scrap-9' - 13. marts 1941-15. oktober 1942.

Straks efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 tog Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (DNSAP) initiativ til at oprettelsen af Frikorps Danmark. Frikorpset skulle være en dansk militær enhed, der kunne gå ind i kampen mod bolsjevismen.  Den danske regering accepterede oprettelsen - bl.a. for at undgå, at tyskerne begyndte at indkalde danskere til den tyske hær med tvang.

Siden krigen er det blevet diskuteret, om den danske regering gav anvisninger til at melde sig til Frikorps Danmark. Mange frikorpsmænd argumenterede under og efter retsopgøret med, at regeringen havde givet tilladelse til at melde sig. Sagen er, at regeringen tillod oberstløjtnant C.P. Kryssing at overtage kommandoen i korpset ved dets oprettelse. I et cirkulære fra Krigsministeriet den 8.juli 1941 fik danske soldater også tilladelse til at melde sig. En opfordring var der dog ikke tale om. Men regeringen gjorde ikke meget for at vise, at den ikke støttede det. De østfrontfrivillige forstod ud fra situationen, at de havde det officielle Danmarks støtte.

Frikorps Danmark skulle være en dansk enhed med danske uniformer og dansk kommandosprog. Men hurtigt blev de danske uniformer skiftet ud med tyske og kommandoerne lød på tysk. I det tidlige efterår 1941 kom der også tyske officerer ind i korpset. Og al træning og undervisning viste sig at være gennemnazificeret.

Rekruttiden i Tyskland og tyskbesatte lande

Den første gruppe af kommende Frikorpsmænd rejste fra Hellerup Station den 19. juli 1941. Flere hundrede folk kom og fejrede de frivillige. De viftede med Dannebrogs- og hagekorsflag og råbte hurra.  Togturen gik til Langenhorn Kaserne ved Hamborg. I Langenhorn begyndte rekruttræningen, og det viste sig, at de frivillige her skulle aflægge faneed til Hitler. Med faneeden var de optaget i Waffen-SS, og Frikorps Danmark underlagt Hitlers elitekorps. I eden lovede de danske frivillige at tjene Hitler loyalt og ofre deres liv i Tysklands tjeneste.

Den 13. september 1941 blev Frikorps Danmark flyttet til Treskau i Polen. Her blev soldaterne indkvarteret på et gammelt sindssygehospital. Hospitalet var blevet ryddet for sindssyge to år tidligere. De blev ofre for nazisternes eutanasiprogram T4, dvs. såkaldte medlidenhedsdrab på mennesker, som efter nazistisk målestok ikke var værdige til at være i live. Ved kasernen i Treskau blev de frivillige for alvor klargjort til de nærtforestående kampe ved og bag fronten. Her lærte de bl.a. via øvelser om krigsførelse og at slås.

Under deres rekruttid og igennem hele deres krigstid blev de frivillige udsat for konstant ideologisk påvirkning. Ideologien var hele tiden til stede i form af radio, læsestof, omgangstonen m.m., og på officersuddannelsen fik man ideologisk undervisning i form af faget Verdensanskuelse. Det var umuligt at være del af Waffen-SS uden at blive udsat for ideologisk indoktrinering.

Ved fronten

Den 8. maj 1942 var uddannelsen af de første soldater i Frikorps Danmark endelig overstået. De blev fløjet til et område syd for Ilmen-søen i Rusland, den såkaldte Demjansk-kedel. Det var en lomme med tyske tropper, stort set omringet af russiske styrker. Men det var lykkedes den tyske hær at etablere en forbindelsesvej ind i kedlen. Frikorps Danmark skulle være med til at beskytte forbindelsesvejen. Deres første møde med fronten var i et sumpområde, hvor fjenden lå tæt på. Det var under hårde kampe her, at de frivillige for alvor fik brug for deres kamptræning.

Frikorps Danmark opløses i 1943

Efter at have været udstationeret ved Demjansk og Velikie Luki blev Frikorps Danmark trukket tilbage til Nürnberg, Tyskland. De overlevende soldater havde deltaget i brutale kampe, og korpset havde mistet store dele af enheden.

Det blev besluttet af overordnede i Waffen-SS, at Frikorps Danmark skulle opløses. Det skete officielt den 6. juni 1943. De frivillige blev opfordret til at kæmpe videre i det nye 24. SS Pansergrenaderregiment Danmark og fortsætte kampen på tysk side. Selv den danske gesandt i Berlin O.C. Mohr kom til Nürnberg og opfordrede dem til at blive i Waffen-SS. Mange besluttede at forsætte kampen. Få besluttede ikke at kæmpe videre. Da de vendte hjem til Danmark blev mange hvervet til tyske og danske korps. Andre tog arbejde som sabotagevagter, hvor de stadig hjalp den tyske besættelsesmagt.

 

De danske østfrontfrivillige

For at sikre nok mandskab ved fronterne hvervede Nazi-Tyskland udenlandske mænd til Waffen-SS. Officielt begyndte rekrutteringen af danskere først med oprettelsen af Frikorps Danmark den 29. juni 1941. Nogle havde dog allerede meldt sig i det skjulte. I alt meldte ca. 12.000 danske mænd sig til tysk krigstjeneste, men kun ca. 6.000 blev accepteret og sendt i krig - af disse omkom ca. 2.000.

Det var hovedsageligt unge mænd, som meldte sig – størstedelen var mellem 16-25 år på hvervningstidspunktet. De var vokset op i et samfund, der var påvirket af økonomisk krise og høj arbejdsløshed. Politisk var yderfløjene i 1930'erne præget af mistro til demokratiet og den danske regering. For mange blev mistroen forstærket, da Danmark stort set uden kamp blev besat den 9. april 1940.

Nogle af de frivillige var officerer og soldater i den danske hær. Størstedelen var dog civile og uden militærerfaring, da de meldte sig. De tilhørte oftest de lavere klasser i samfundet - ca. 68% af frikorpsfolkene tilhørte arbejderklassen og 11% arbejdede i landbruget på hvervningstidspunktet.

Hvorfor meldte de sig?

Ifølge de frivillige selv - udtrykt gennem breve, nedskrevne erindringer, interviews og undersøgelser – var motivationen mangfoldig. De var drevet af økonomiske problemer, ønsket om en militærkarriere, problemer derhjemme, eventyrlyst, antikommunisme, nazisme og overbevisningen om at de gjorde noget godt for Danmark. 

Der er foretaget adskillige studier, som prøver at forklare, hvorfor unge danske mænd valgte at gå i krig for besættelsesmagten. Psykologen Thomas Sigsgaard skriver i sit studie fra 1954, at de frivillige var påvirket af problemer skabt i deres barndom. Aggressioner imod det danske samfund og behov for anerkendelse, social sikkerhed og social kontakt vakte flugtmekanismer i mange af de frivillige. De flygtede ind i Nazismen og Waffen-SS for det fællesskab og anerkendelse, det kunne give dem.

De østfrontfrivillige var også påvirket af nazisme, antikommunisme, racisme og nationalisme. Mange var nazister, inden de meldte sig. Ideologien blev underbygget med teoretisk undervisning på rekrutuddannelsen. Ved fronten fortsatte den nazistiske indoktrinering gennem omgangstone og adgang til læsestof. Ca. 75% af de frivillige var nazister og hele 50% af dem var medlemmer af DNSAP, da de meldte sig til krigstjeneste. Denne kendsgerning var der mange frivillige, som valgte ikke at stå ved efter krigen. 

Konstruerede fortællinger

Mange af de frivillige valgte først at fortælle om deres oplevelser flere årtier senere. De fortalte om deres motivation og om personlige oplevelser. Derimod tav de om krigsforbrydelser, massemord og jødeforfølgelser. Tydeligt er det, at de frivillige konstruerede fortællinger, der ikke satte dem i dårligt lys. Disse historier genfortalte de igen og igen, når de mødtes f.eks. i Danske Frontkæmper Forening eller til udeforstående, som ville lytte. Deres fortællinger blev på den måde sammenblandinger af egne og andres oplevelser.  Den måde eftertiden så på nazisternes massemord og krigsforbrydelser har også påvirket de østfrontsfrivilliges fortællinger.

Svend Jensens fortælling kan kategoriseres som en heltefortælling. De østfrontfrivillige var heltene, der kæmpede for Danmark. Dens positive synspunkter på det skete er altså Svend Jensens synspunkter. Men ikke alle østfrontfrivillige, portrætterede dem selv som helte. Der er fortællinger, hvor de frivillige var ofre for regeringens luner. I enkelte er de frivillige syndere, som havde fortjent deres straf.

 

Den store orlov

Efter voldsomme kampe ved Demjansk fik Frikorps Danmark bevilget orlov i Danmark. Orloven strakte sig fra september til oktober 1942. Fra frikorpset side troede man, at de frivillige ville blive hyldet som helte, og at det ville skabe begejstring både for nazismen og for krigen. Det kom til at gå modsat.

De første dage i København

Den 8. september 1942 ankom ca. 850 frikorpssoldater til København med tog. Ved hovedbanegården var sympatisørerne mødt op, og de hyldede som forventet de frivillige. Men allerede under marchen igennem København blev det tydeligt, at flere danskere havde en anden mening. Der blev råbt skældsord langs ruten. Nogle af de frivillige brød ud af marchen og enkelte overfaldt de formodede provokatører.

Modviljen viste sig ved flere lejligheder. Aftenen efter hjemkomsten til København var Frikorps Danmark forsamlet til et møde i KB-hallen. I løbet af mødet forsamlede en stor gruppe civile sig ude foran. Både ved mødet og senere på aftenen kom det til sammenstød mellem civile grupper og frivillige. Nogle frikorpsfolk affyrede endda skud.

Overfald og slåskampe

Under hele orloven kom det til slåskampe i København og i provinsen. Politiet havde travlt med at forhindre uroligheder.  Adskillige politirapporter beretter om sammenstød med voldelige konsekvenser. Beværtningssteder blev hærget. Flere skyldige og uskyldige blev indlagt efter kvæstelser fra vold samt skud og stiksår fra bajonetter.

Frontsoldater i det besatte Danmark

Forinden var frikorpsfolkene blevet advaret om den negative stemning imod dem. De havde fået ordre til ikke at være bevæbnet eller lade sig provokere. Men de fulgte ikke ordren. De bar våben og svarede igen på provokokationer ved at starte slåskampe. 

De frivillige mente, at de kæmpede og ofrede sig for at beskytte Danmark og deres landsmænd. Det blev så besvaret med chikane og udelukkelse af fællesskabet og lokalsamfundet af dem og deres familie. I deres frustration tydede de til vold og våbenbrug.

Slagsmål og skyderier var dog gerninger gjort af de få. Størstedelen af de frivillige tog hjem og tilbragte orloven sammen med deres familie.

Men efter orloven var stemningen for alvor vendt mod de frivillige. De negative følelser fortsatte til krigens afslutning og i årene efter.

 

Krigen i Øst

Den 22. juni 1941 begyndte Nazi-Tyskland invasionen af Sovjetunionen. Med Operation Barbarossa blev den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt brudt. Nazi-tyskland ville skaffe "Lebensraum" ved at overtage magten, udnytte eller udrydde befolkningen og på sigt kolonisere landet. Befolkningen blev betragtet som undermennesker og Sovjetunionen som tilbagestående. Derfor troede Hitler, at krigen - som han kaldte en Blitzkrieg - ville være hurtigt overstået. Men russerne ydede uventet modstand, og Hitler var gennem resten af krigen nødsaget til at kæmpe på to fronter. Én i øst og én i vest. Hurtigt opstod der mangel på ressourcer og mandskab i den tyske hær. Man søgte at afbøde problemet blandt andet ved at hverve frivillige fra besatte lande til Waffen SS.

Ideologiers sammenstød

Østfronten var det blodigste sted under hele 2. verdenskrig. Ca. to tredjedele af alle militære og menneskelige tab skete her. Sammenstødet mellem de to ideologiske magter førte til en brutal krig. 

Tyskernes krig i øst var i særlig grad præget af den nazistiske ideologis mål. Kommunisterne og den jødiske befolkning skulle bekæmpes, da de var en trussel imod målene. For bl.a. at sikre Lebensraum til den tyske befolkning, skulle det slaviske folkeslag og jøderne i øst fordrives, slås ihjel eller udnyttes. At skaffe områder, ressourcer og arbejdskraft var et mål, der i nazisternes øjne retfærdiggjorde grusomme midler.

Systematiske grusomheder

Krigen i øst indbefattede systematiske massemord på den jødiske befolkning, massakrer på civile og brutal bekæmpelse af modstandsbevægelsen i de besatte områder, den såkaldte partisanbekæmpelse. De tyske soldater var her i overensstemmelse med to militærbefalinger. Befalingerne tillod blandt andet at skyde modstandsfolk og russiske kommisærer samt at udøve kollektiv afstraffelse på civilbefolkningen.

Begge sider brugte den brændte jords taktik, så hverken den fremrykkende hær eller de civile kunne leve af jorden. De sovjetiske ledere opfordrede civilbefolkningen at støtte den røde hær ved at gå til modstand i partisangrupper. Som sine fjender gjorde den Røde Hær sig også skyldig i krigsforbrydelser. En tilfangetaget krigsfange risikerede omgående henrettelse. Sandsynligheden for at dø i russisk fangenskab var stor. Sovjetunionen havde ikke ressourcer til at understøtte hverken sit eget folk eller krigsfangerne.

Krigen i øst var præget af, at de folkeretlige regler for krigsførelse ikke blev fulgt. Reglerne, som var blevet fastsat med Haagerkonventionerne i 1899 og 1907 samt Genévekonventionerne i 1864, 1906 og 1929, beskyttede også kun soldater. 2. verdenskrig introducerede for alvor krig mod civilbefolkningen, og først efter krigen blev der lavet regler for krig imod civile.

Tyskernes håndlangere i Danmark

I 1943 kom det tyske hemmelige politi, Gestapo, til Danmark og overtog modstandsbekæmpelsen fra det danske politi. De tyske politifolk fra Gestapo kunne ikke arbejde sig ind i de illegale miljøer.  De kunne ikke sproget tilstrækkeligt og havde intet lokalkendskab. Derfor begyndte Gestapo hurtigt at hverve danske stikkere eller angivere. Mod betaling infiltrerede angiverne de illegale miljøer og opsporede illegale aktiviteter.

Nogle angivere arbejdede enkeltvist. For dem var det økonomiske motiv mere eller mindre dominerende. Nogle udførte et enkelt "job". Andre, som "storstikkersken" Grethe Bartram havde så at sige "fast arbejde" hos Gestapo. 

Andre angivere gik videre og organiserede sig i en form for terrorgrupper. Terrorgrupperne infiltrerede modstandsgrupper, og de anholdt, afhørte og torturerede sabotører. Eller de likviderede dem. Schiølergruppen, Lorenzengruppen, Petergruppen og Ib Birkedal Hansen-gruppen var de mest aktive. Nogle af grupperne gennemførte også gengældelsesaktioner, som f.eks. Petergruppens sprængning af Tivoli i 1944 som var gengæld for modstandsbevægelsens industrisabotage.

Endelig var der danskere, der indgik i regulære korps, Schalburgkorpset, Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipo-korpset. 

Schalburgkorpset og ET

Schalburgkorpset blev oprettet i april 1943 af chefen for SS, Heinrich Himmler. Korpsets formål var at skaffe medlemmer til Frikorps Danmark. Det blev dog også forsøgt at give korpset et politisk sigte.I første omgang havde korpset fået navnet Germansk Korps. Fra tysk side havde man erkendt, at det danske nazistparti ikke formåede at samle danskerne om den nazistiske tanke. En politisk afdeling af Schalburgkorpset skulle råde bod på det - og forsøge at germanisere danskerne. Afdelingen fik dog ingen betydning. 

Korpset skiftede navn fra Germansk Korps til Schalburgkorpset i september 1943. Korpset var opkaldt efter den tidligere leder af Frikorps Danmark, Christian Frederik von Schalburg, der var faldet på østfronten i 1942.

Uddannelse til Schalburgmand

En vigtig del af organisationen var Schalburgskolen på Høveltegård. Det første hold på 50-70 rekrutter startede 1. maj 1943. I løbet af et seks ugers kursus gennemgik de både praktiske og teoretiske øvelser. Den praktiske del bestod af sport, eksercits og våbenbrug. Den teoretiske del var et fag, man kaldte Politisk verdensanskuelse. Schalburgskolen lignede meget de SS-forskoler, som de østfrontfrivillige gennemgik, før de blev sendt til fronten. Begge uddannelser havde til formål at opdrage en slags ideologisk soldat. Soldaten skulle se på krigen som en kulturel, historisk og racemæssig nødvendighed. SS-uniform var dog kun en af tre muligheder efter de seks uger. Den uddannede unge mand kunne vælge mellem 1) fronttjeneste, 2) en 1-årig kontrakt under Schalburgkorpset og forrette vagttjeneste - eller 3) træde ud af korpset enten som passivt medlem eller helt ud af korpset. Ca. halvdelen valgte mulighed nr. 3.

Schalburgkorpsets virksomhed

Schalburgmændenes opgaver indskrænkede sig ikke til front- og vagttjeneste. En del af korpset arbejdede med at optrævle den danske modstandsbevægelse. Men især blev korpset en central del af den tyske "modterror". På Hitlers ordre skulle modstandsbevægelsens aktioner hævnes ved sprængning af danske mål. Det blev i folkemunde kaldt schalburgtage. På samme måde skulle likvideringer af stikkere og danske og tyske nazister hævnes med mord på uskyldige danskere. Det blev kaldt clearingdrab. 

I januar 1945 blev korpset opløst. Herefter indgik medlemmerne typisk i arbejde som sabotagevagter ved virksomheder, der producerede varer for tyskerne.

ET - (Schalburgkorpsets) Efterretningstjeneste

I efteråret 1943 blev ET oprettet som en afdeling af Schalburgkorpset. Det oprindelige formål med ET var at undersøge, om korpsets aspiranter havde den rette ideologiske overbevisning. Det blev dog også med tiden i ET, at den tyske modterror blev organiseret. I april 1944 blev ET løsrevet fra Schalburgkorpset og direkte underlagt det tyske sikkerhedspoliti. ET blev et vigtigt redskab i tyskernes efterforskning af modstandsbevægelsen. I september 1944 blev ET omorganiseret med et væld af underafdelinger. Én afdeling organiserede de civile rapportører, der gik rundt på gaderne og derefter afgav stemningsrapporter. Andre afdelinger organiserede terrorgrupper som Lorenzen-gruppen, Lille Jørgen-gruppen og Schiøler-gruppen. ET stod også i spidsen for de såkaldte clearing-drab. 

Hilfspolizei -Hipo

Efter det danske politis arrestation i september 1944 blev et uniformeret korps, Hipo, oprettet under ET. Hipo-folkene var med deres uniformer iøjnefaldende i det københavnske gadebillede.

Schiølergruppen

Terrorgruppen, der var opkaldt efter lederens dæknavn, Ernst Schiøler, udsprang fra Irmergruppen.

Irmergruppen

Irmergruppen var ikke en terrorgruppe, men en del af den tyske efterretningstjeneste.  Medlemmerne blev hvervet i dansk nazistiske miljøer i løbet af vinteren og foråret 1944. Hvad deres opgave var, fandt de formentlig først ud af i forbindelse med en rejse til Frankrig i juni 1944. Her blev de udstyret med uniform og blev oplært i sprængstoffer og våbenbrug. Ved en eventuel allieret invasion i Jylland skulle gruppen arbejde bag fjendens linjer. De skulle sprænge forbindelseslinjer og yde anden form for sabotage. Som gruppens leder blev Ib Gerner Ibsen udpeget. Hans dæknavn her var Irmer.

Tilbage i Danmark blev Irmergruppens opgave at grave sprængstofdepoter ned. Men i øvrigt skulle de holde lav profil, indtil der blev brug for gruppen. I første omgang søgte gruppens medlemmer derfor civilt arbejde i Jylland. Ventepositionen gav dem en fast månedsløn fra den tyske efterretningstjeneste på 500 kr. De havde også fået udleveret en pistol. I løbet af sensommeren/efteråret 1944 anså tyskerne det for mere og mere sandsynligt, at en allieret invasion ville ske via Sjælland.  En del af Irmergruppen, herunder Ib Gerner Ibsen, blev derfor sendt til København.

Schiølergruppen

I København blev flere af Irmergruppens nazistiske medlemmer utålmodige over blot at være i venteposition. De oplevede, at venner og meningsfæller blev chikaneret eller endda likvideret af modstandsbevægelsen. Hævnmotivet var væsentligt hos de medlemmer af Irmergruppen, der efterhånden blev grundstammen i Schiølergruppen. Ib Gerner Ibsens dæknavn var her Schiøler. Gruppen bestod desuden af 8 medlemmer.  Hovedparten var unge mænd, der tidligere havde været i tysk tjeneste enten i et vagtværn eller i Schalburgkorpset. Omtrent halvdelen var tidligere østfrontfrivillige. Kort tid efter gruppens dannelse blev den underlagt den dansk-tyske politiorganisation og efterretningstjeneste ET.  Gruppen kom til at stå bag adskillige drab, bombesprængninger, anholdelser af mistænkte og mishandlinger. Men til forskel fra Peter-gruppen likviderede Schiølergruppen ingen, som de anså for uskyldige. Som det generelt var tilfældet, eskalerede Schiølergruppens brutalitet henover vinteren og foråret 1945. 

I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen blev to af gruppens medlemmer dømt til døden. Den ene var Ib Gerner Ibsen. Han blev henrettet 25. november 1949.

Køn, krig og kærlighed

Kønsrollerne i familien

Kønsrollerne stod knivskarpt, da 2. Verdenskrig brød ud: Far gik på arbejde og tjente penge til familien. Mor var hjemmegående, og som husmor klarede hun alt fra pasning af børn, madlavning og til rengøring af hjemmet. Denne rollefordeling var idealbilledet på den ”gode” familie.

Kigger vi på Danmarks Statistiks opgørelse over befolkningens fordeling efter erhverv i 1940, blev flertallet (helt præcist ¾) af de gifte kvinder betegnet som ”husmødre”. Tallene skal dog læses med en vis skepsis. Det er nemlig ikke usandsynligt, at flere kvinder blot står anført som husmødre i statistikken, selvom de rent faktisk hjalp til i f.eks. landbruget eller havde udearbejde. Det var dog først fra 1960’erne og frem, at kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet og tjente deres egne penge.

Kvindelig og mandlig seksualitet

Kønsrollerne var også meget klare, når det handlede om seksualitet. Ganske vist var der sket meget i årtierne inden besættelsen. Flere fremtrædende personer havde i 1920’erne og 1930’erne talt varmt for, at kvinder f.eks. selv burde kunne vælge moderskabet til og fra ved hjælp af prævention. Ikke desto mindre klare grænser for, hvordan man som kvinde burde opføre sig.

Først og fremmest skulle hun undgå at optræde som en ”løsagtig” kvinde. Det vil sige, at hun skulle sørge for ikke at have (haft) for mange kærester eller optræde seksuelt udfordrende i det offentlige rum. Var hun udfordrende i opførsel, sprog eller påklædning kunne hun mistænkes for at være prostitueret – eller i hvert fald at have en dårlig moral. Den ”pæne pige” passede på sin ”dyd”.

Den gifte kvinde var sikret en større social anseelse end den enlige kvinde. Måske var det en af grundene til, at vielsesalderen var noget lavere end i dag. I 1940 var gennemsnitsalderen for førstegangsviede ca. 25 år for kvinder og ca. 27 år for mænd. I dag er den ca. 33 år for kvinder og ca. 35 år for mænd. Den lave gennemsnitlige vielsesalder i 1940 hang dog utvivlsomt også sammen med boligmanglen. Det var tit et krav, at man var gift, hvis man skulle leje en lejlighed. 

Der var ikke samme snævre grænser for mænds seksualitet. At mænd havde mange seksualpartnere gav dem ikke et negativt stempel på samme måde som for kvindernes vedkommende. Mænd blev bedømt ud fra, om de var i stand til at forsørge deres familie. Manden skulle kunne passe et arbejde, ikke drikke ugelønnen op, men sørge for konens og børnenes forsørgelse.

Ægte og uægte børn

Kernefamilien var i samtidens øjne den ideelle familieform. Derfor var det ikke udtryk for ”god” moral at få børn uden for ægteskabet. Moren og faren skulle være gift (med hinanden) når de fik et barn. Et barn, der ikke var født i ægteskab, blev nedsættende omtalt som ”uægte".

Modviljen mod, at enlige kvinder fik børn, handlede både om moral og økonomi:

Det moralske element bestod i, at ”kernefamilien” mentes at være den ”rigtige” familieform. Ikke alene sikrede kernefamilien social stabilitet til "samfundets bedste". Kernefamilien var også til kvindernes fordel, fordi ægteskabet bl.a. gav kvinden (og barnet) social anseelse.

Det økonomiske element handlede om en frygt for, at samfundet (sognekommunen) måtte betale for opfostringen af de uægte børn. Som kønsrollerne var, kunne en enlig kvinde have vanskeligt ved at forsørge et barn. Vuggestuer og børnehaver var stadig meget få, og på arbejdsmarkedet fik kvinderne ofte en lavere løn end mændene.

Tyskerpiger

Da Danmark blev besat af tyskerne under 2. Verdenskrig, var der som sagt allerede klare grænser for, hvordan en kvinde burde opføre sig. Med besættelsen blev der tilføjet et nyt ”krav” for ”anstændig” opførsel. At være kæreste med en tysk soldat blev ikke alene opfattet som udtryk for dårlig moral, men også som en unational optræden. Det handlede altså først og fremmest om overtrædelse af de kulturelle normer. Det var nemlig ikke ulovligt i juridisk forstand at være kæreste med en tysk soldat.

Tyskerpigernes sociale profil

Under krigen blev tyskerpigerne ofte fremstillet som unge, løsagtige, grimme, naive – hvis ikke ligefrem ubegavede – kvinder. Nyere forskning viser imidlertid, at kvinderne var vidt forskellige. Historiker Anette Warring beskriver dem bl.a. sådan her:

”Tyskerpigerne kom fra alle lag i samfundet. Der var både sinker og intelligente tyskerpiger. Grimme og smukke. Nazistiske, kommunistiske og upolitiske. Ludere og kvinder, der kun kendte én tysk soldat. Kvinder der åbenlyst gik med tyske soldater, og kvinder som holdt det fuldstændigt hemmeligt og skjult. Mindreårige, unge og ældre. Ugifte, gifte, skilte og enker.” [Warring, 1994, s. 37-38]

Nogle af kvinderne arbejdede for tyskerne og lærte herigennem deres tyske kæreste at kende. Andre af kvinderne kunne ikke drømme om, som Anette Warring skriver, at arbejde for tyskerne. Man kan med andre ord ikke tegne en entydig profil af tyskerpigerne. De var vidt forskellige, både når det gjaldt deres sociale baggrund, politiske ståsted, civilstand, alder m.m.

Reaktionerne mod tyskerpigerne

Gennem hele besættelsen blev kvinder, der mentes at stå i forhold til tyske soldater, udsat for forskellige former for chikaner. Nogle oplevede, at der blev råbt skældsord efter dem på gaden. Det kunne være ord som ”feltmadras”, ”tyskertøs”, ”tøjte” og ”luder”. En hel del af udtrykkene var med til at dehumanisere (umenneskeliggøre) kvinderne. Det gjaldt for eksempel udtryk som ”feltso”, ”tyske svineso”, ligesom de kunne omtales som en ”fugl, der ”besudler” (tilsviner) sin rede”. Man beskrev altså kvinderne som primitive væsener med dyriske instinkter og adfærd.

Nogle af kvinderne blev udsat for overfald i form af afklipninger af deres hår. De første klippeaktioner fandt sted allerede i september 1940, ligesom de også spillede en rolle under augustoprøret i 1943. Det var mindre farligt at lade vreden over besættelsesmagten komme til udtryk over for tyskerpiger end over for tyskerne selv.

Hverdagens chikaner kunne også være tavshed eller social isolering. Kvinderne kunne blive ekskluderet fra sociale sammenhænge. De blev nægtet servering på en restaurant, eller de blev afskediget fra deres job.

Endelig blev en del af kvinderne hængt ud med navns nævnelse i den illegale presse. Her blev det synligt for enhver, hvem der mentes at stå i forhold til de tyske soldater. Det var en form for offentlig ydmygelse, som udstillede kvinderne og gjorde dem til nemme ofre for chikaner af enhver slags.

Chikanerne var ikke lovlige ifølge dansk lovgivning, og den tyske værnemagt var da heller ikke tilfredse med behandlingen af de pågældende kvinder. Den tyske værnemagt så det som en fornærmelse af værnemagten og pressede på for, at personerne bag chikanerne skulle straffes for deres handlinger.

Årsagerne til fordømmelsen af tyskerpigerne

Hvorfor var der danske mænd og kvinder, der havde behov for at kritisere og sågar overfalde tyskerpigerne verbalt eller ligefrem fysisk? Overordnet set gav ophavsmændene tre forskellige forklaringer på, hvorfor de havde chikaneret tyskerpigerne:

A.      Modvilje mod kvindernes moralske optræden: Nogle angav, at de var blevet provokeret over, at kvinderne åbenlyst havde udstillet deres ”løsagtighed” ved at være sammen med tyske soldater.

B.      Modvilje mod, at kvinderne havde valgt danske mænd fra til fordel for tyske soldater: Nogle gav således udtryk for en form for jalousi, fordi de mente, at danske kvinder burde vælge danske mænd.

C.      Modvilje mod kvindernes unationale optræden: Nogle forklarede chikanerne med, at de opfattede kvindernes forhold til tyske soldater som udtryk for forræderi. Kvinderne gik i seng med fjenden og viste ikke loyalitet med deres land. Men faktisk var det kun de færreste, der gav dette som begrundelse – langt de fleste forklarede som under A og B.

Internering og retsopgør

Da krigen sluttede, blev mange tyskerpiger arresteret af modstandsbevægelsen. De blev interneret (tilbageholdt) i f.eks. nedlagte skoler under bevogtning af modstandsbevægelsens medlemmer.

Fra Modstandsbevægelsens side blev interneringen begrundet med, at det var for at sikre kvinderne mod overfald. Hverken tyskerne (der havde tabt krigen) eller det danske politi (der var blevet opløst i september 1944) kunne yde kvinderne beskyttelse. Man var med andre ord bange for selvtægt – dvs. at nogle danskere ville lade deres vrede mod tyskerpigerne løbe løbsk og selv foretage straffeaktioner.

For mange af tyskerpigerne har interneringen givetvis været følt som en straf eller en offentlig stempling. De blev stemplet ”tyskerpiger”, uden at der i hver enkelt sag blev fremlagt bevis for, at de havde stået i forhold til en tysk soldat. Omvendt kan en del af tyskerpigerne også have følt interneringen som en beskyttelse mod at blive overfaldet. Her kunne de være i fred, indtil den hævngerrige stemning havde lagt sig.

Interneringen kunne vare lige fra få dage til mange uger. Det afhang af, om der var mistanke om, at kvinderne havde begået noget strafbart under krigen, der således skulle undersøges.