Ung i 1930’erne
Vilkårene for ungdommen i 1930’erne var på mange måder forskellig fra unges vilkår og muligheder i dag. I dag er ungdomskulturen i høj grad knyttet an til de digitale sociale medier, der er med til at påvirke de unges identitetsdannelse og muligheder for at knytte netværk og venskaber. Sådan var det af gode grunde ikke for de unge i 1930’erne. De fandt primært deres identitet og netværk gennem arbejde eller studier og fritidsaktiviteter, samtidig med at de kunne finde rollemodeller i datidens biograffilm, den nye jazz-musik og i kulørte blade, ungdomsbøger osv. Derudover var langt flere unge engagerede i partipolitik end i dag.
Skolegang
Langt de fleste unge i 1930’erne gik kun i skole i syv år. Der var nemlig kun syv års undervisningspligt i Danmark helt frem til 1972, hvor den niårige undervisningspligt blev indført. Før da kom langt de fleste ud at tjene eller fik en læreplads efter 7. klassetrin. De fleste var altså ikke mere end 14-15 år, da de kom ud af skolesystemet og ud på arbejdsmarkedet. For nogle betød det, at de fra en tidlig alder (set i nutidens perspektiv) kunne forsørge sig selv, og for andre medførte det, at de nu skulle bidrage til familiens forsørgelse.
Det var med andre ord kun de færreste unge i 1930’erne, der gik videre i skolesystemet og fik en gymnasial uddannelse (STX). Statistikken nedenfor viser det ret klart: I 1930 gennemførte 2,3 % af en ungdomsårgang gymnasiet, og i 1940 var det tal steget til 3,3 %. I efterkrigstiden steg raten markant. Det sidste år i tabellen, nemlig 1995, var det ca. 29 % af en ungdomsårgang, der fuldførte gymnasiet. Og det tal er kun steget, siden grundlaget for tabellen blev lavet. I 2017 gennemførte 39 % af en ungdomsårgang en STX.
Andel af en ungdomsårgang, der fuldførte gymnasiet 1908-1995
Idræt og spejderbevægelse
De mest populære fritidsinteresser blandt unge var sporten, ligesom spejderbevægelsen var stærk i 1930’erne. Ingen af delene gik helt fri af politik eller af den militarisering, der prægede mange ungdomspartier.
Den ny musik
Jazzen bar intet spor af militarisering, tværtimod. Jazz og swing vandt for alvor fodfæste i de største danske byer i 1930’erne. En særlig forening, Dansk Jazzmusik-Forening blev stiftet i 1931. Selv om jazzen ikke kun var et stykke ungdomskultur, var det blandt andet mellem unge, at jazzen fandt sit publikum. Nogle af musikerne var også ganske unge. Violinisten Svend Asmussen var kun 17 år, da han slog igennem med sin kvartet. Andre betydelige danske jazznavne var Erik Tuxens orkester og Leo Mathisen.
Jazzen havde sit udspring blandt sorte i USA, nærmere bestemt New Orleans. Store amerikanske navn besøgte København i 1930’erne: Louis Amstrong, Coleman Hawkins, Duke Ellington m.fl. Det gjaldt også Josephine Baker, som allerede havde været i København i 1928. Dengang havde hendes optræden vakt både dyb forargelse i brede kredse og – i en noget mindre kreds - stor begejstring. Josephine Baker var kvinde, mulat – og så var hun ofte halvnøgen på scenen.
Under den tyske besættelse af Danmark ophørte importen af plader, og paradoksalt nok blev perioden 1940-1945 en guldalder for dansk jazz. Der blev for alvor plads til danske musikere. Samtidig blev jazzen i endnu højere grad et fristed for de unge. Her slap man helt for førertilbedelse, undertrykkelse og støvletramp. Jazzen var næsten et stykke modstandskultur.
Ungdomspartier
Mange unge var politisk aktive i 1930’erne. De deltog ikke i græsrodsbevægelser som nutidens klimakamp, men i politiske partier.
Ungdomspartierne stod langt fra hinanden i 1930’erne. Det viste sig ikke kun i ord, men også i voldelige konfrontationer. Flere ungdomspartier havde i den første del af årtiet udviklet en slags uniform. Uniformerne blev af regeringen anset for at medvirke til en optrapning af den politiske uro. I 1933 blev det forbudt at bære uniform. Året efter fulgte et forbud mod militært organiserede korps og sammenslutninger.
Situationen ude i verden var en del af regeringens bekymring. I Sovjetunionen, Tyskland og Italien havde totalitære regimer overtaget magten og frembød et "alternativ" til demokrati. Også i relativt brede kredse i Danmark blev der sat spørgsmålstegn ved, om demokrati nu også var den rigtige styreform.
Nogle af de unge var også parate til at gå i krig for deres synspunkter. 1930’ernes ”fremmedkrigere” var på den ene side unge på venstrefløjen, der rejste til Spanien. Her deltog de i kampen mod general Francisco Franco, der stod i spidsen for det fascistiske parti Falangen. På den anden side var det unge på højrefløjen (især), der i de første måneder af 1940 rejste til Finland. Finland var blevet invaderet af Sovjetunionen. Nogle af de finlandsfrivillige meldte sig senere til tysk krigstjeneste i kampen mod kommunisme.
Linjerne var trukket hårdt op: For eller imod fascisme og nazisme. For eller imod kommunisme. Her følger en kort gennemgang af nogle af ungdomspartierne med særlig vægt på kommunisterne, de konservative og nationalsocialisterne (nazisterne).
DKU - Danmarks Kommunistiske Ungdom
Danmarks Kommunistiske Parti – DKP – var tilsluttet Komintern. Komintern var en international sammenslutning af kommunistpartier under sovjetisk ledelse. Da Komintern i 1935 formulerede folkefrontspolitikken, blev det derfor også retningslinjen for både DKP og DKU. Folkefrontspolitikken var rettet mod den antidemokratiske højrefløj i Europa, særlig den tyske nazisme. Kommunisterne ønskede en samlet front mod fascisme og nazisme – i et samarbejde med f.eks. socialdemokrater og medlemmer af det radikale venstre. Som et led i kampen mod nazismen etablerede DKP et uniformeret arbejderværn, der blev skolet i kommando og kamptræning.
DKU fik en kvindelig formand i 1936, Alvilda Larsen, som formulerede en bred ungdomspolitik. Den handlede ikke om revolution, men om uddannelse, arbejde og boligforhold. DKU ønskede på linje med folkefrontstanken en ungdommens enhed mod fascisme og for fred. Det lykkedes ikke. Kommunistforskrækkelsen blandt socialdemokrater og radikale blev næppe mindsket af, at DKU til tider udtrykte sig i moskva-tro vendinger.
Såvel DKU som DKP opnåede dog medlemsfremgang i 1930’erne. Den fremgang vendte brat, da Sovjetunionen og Tyskland den 23. august 1939 underskrev en ikke-angrebspagt, hvilket gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen i september. Den uskønne alliance mellem kommunister og nazister fik dog kort levetid. Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941, og ligesom i andre tyskbesatte lande blev det danske kommunistparti forbudt. Ledende medlemmer blev arresteret og nogle også sendt i koncentrationslejr. Under "Modstand" findes et særligt tema om arrestationen af kommunisterne i 1941.
KU - Konservativ Ungdom
I første halvdel af 1930’erne fulgte Konservativ Ungdom begejstret med i udviklingen i Tyskland. Også for KU spillede det nationale en meget vigtig rolle. En stærk mand, der kunne bringe fædrelandet på fode, anså de for et godt alternativ til demokrati.
KU'erne efterlignede på flere måder de tyske nazister. I KU's regi blev der oprettet stormtropper, som blev trænet i eksercits og terrænøvelser. KU’erne iførte sig lange støvler og skrårem, når de var ude at demonstrere. De hævede også højre arm til hilsen, sådan som de havde set de tyske nazister hilse på deres fører, Adolf Hitler.
Stormtropper og uniform blev gjort ulovlige i 1933-1934, men den hævede højre arm kunne ikke stoppes.
Også i moderpartiet – Det konservative Folkeparti – var der kræfter, der ønskede at gøre op med den parlamentariske linje. Men i 1932 fik partiet en ny formand, John Christmas Møller. Han var demokrat. John Christmas Møller blandede sig i 1936 også i den politiske linje i KU. Han allierede sig med den unge demokrat, Aksel Møller og tog et opgør med ungdomspartiets leder, Jack Westergaard. Opgøret førte til formandsskifte i KU, et mere demokratisk funderet ungdomsparti – men også en væsentlig medlemsflugt.
Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev oplevet som et nedværdigende og forsmædeligt nederlag – ikke mindst blandt unge konservative. Nogle reagerede ved at gå ind i modstandskampen, da den blev en realitet. Andre meldte sig ind i det danske nazistparti. Enkelte meldte sig som frivillige i kampen på østfronten.
NSU - National-Socialistisk Ungdom
Set med nutidens briller er det misvisende at kalde NSU et ungdomsparti. Man satte nærmest en ære i ikke at diskutere politik. Diskussion og debat var et kendetegn for det demokrati, som man hadede. NSU skulle opdrage til fædrelandskærlighed, disciplin og offervilje. Forbilledet var det tyske Hitlerjugend og Bund Deutsche Mädel - og formålet det samme: At skabe et helt nyt, stærkt og gennem-nazificeret menneske. Mænd og kvinder, der var parate til at ofre sig for fædrelandet. Derfor var det vigtigt at få fat på de unge.
Det gik trægt med at skaffe medlemmer i Danmark. Først efter 2 år - i 1934 - nåede medlemstallet op på 45. Organisationen hed på det tidspunkt Danske Drenge. Piger blev der først plads til i 1939. Det var også først fra januar 1939 med en ny fører, Christian Frederik von Schalburg, at organiseringen tog fart. Det lettede arbejdet, at man fra april 1940 fik økonomisk bistand fra Tyskland. I oktober 1940 tog von Schalburg orlov og rejste som frivillig til Østfronten (på tysk side). Under en ny fører, Erik Lærum, nåede medlemstallet op på små 2.000.
Skolingen af de unge i NSU skulle (ligesom i Hitlerjugend) bestå af 1/3 teoretisk undervisning og 2/3 praktiske aktiviteter. Den teoretiske undervisning bestod af racelære, verdensanskuelse og historie. De praktiske aktiviteter bestod for drengenes vedkommende af leg, idræt, eksercits, lejrture og felt- og terrænsport – samt skydetræning. Når drengen i NSU fyldte 18, blev han automatisk overført til partiet. Her kom han enten i SA (Storm-/Sportsafdelingen) eller i LAT (Landsarbejdstjenesten).
En del NSU'ere meldte sig i løbet af krigen som frivillige til Waffen SS. Her gjorde de tjeneste i f.eks. Frikorps Danmark på Østfronten.
DSU - Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Det socialdemokratiske ungdomsparti nåede op på mellem 30 og 40.000 medlemmer i 1930’erne. Til sammenligning var det samlede medlemstal for alle danske politiske ungdomspartier i 2019 ca. 10.000. Af disse var 2.000 medlemmer af DSU. I 1930'erne var DSU's medlemstal altså mellem 15 og 20 gange så stort som i 2019.
DSU arbejdede i 1930’erne ihærdigt på at lægge afstand til såvel kommunister som nazister. Også DSU havde dog en overgang en slags uniform. De optrådte i blå bluse og med DSU-emblem.