Om kilder

Under venstremenuen finder du tekster om de forskellige kildetyper, hvad de indeholder og kan bruges til. Her dog først lidt generelt om udvalget af kilder, som er begrænset af forskellige forhold. 

Tilgængelighed begrænser udvalget

Arkivloven bestemmer, at arkivalier/kilder om enkeltpersoner først er almindeligt tilgængelige efter 75 år. Det er en lovgivning, der er begrundet i hensynet til privatlivets fred. Ønsker man at benytte yngre arkivalier, skal man søge tilladelse og må underskrive nogle vilkår for benyttelsen af de pågældende kilder. Når kilder, som her på Veje i krig, ligger offentligt tilgængelige, skal de derfor være "almindeligt tilgængelige". Så her på siden findes kilder fra selve besættelsestiden (75 år gamle eller ældre), men ikke fra retsopgøret efter besættelsen. Retsopgørets straffesager fra sidste halvdel af 1940'erne om de såkaldte landssvigere (personer, der samarbejdede med tyskerne på den ene eller anden måde), ville ellers også kunne kaste lys over forhold under besættelsen.

Besættelsestidens særlige kildesituation

Megen administration (og dermed dannelse af kilder) fortsatte som det hidtil havde gjort, men inden for især politi- og retsvæsen er kilderne fra besættelsestiden specielle. Kilderne er derfor her opdelt i en "officiel" og en "uofficiel" del. 

Den officielle del omfatter bl.a. kilder, der er skabt af Statsadvokaten for særlige Anliggender. Statsadvokaten for særlige Anliggender var en anklage- og politimyndighed, som blev oprettet som en følge af samarbejdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt. Statsadvokaten skulle tage sig af den form for kriminalitet, der modarbejdede tyskerne. Det er også under den officielle del, at man finder den almindelige dagspresse, aviserne. 

Den uofficielle del omfatter modstandsbevægelsens indsamling af materiale om landssvigere. Det uofficielle i materialet ligger altså i, at det blev indsamlet af en organisation, som ikke var anerkendt af hverken danske eller tyske myndigheder, men tværtimod var ulovlig (så længe besættelsen varede). En del af det uofficielle Danmark var også udgivelsen af illegale blade.

En tredje type kilder, der kunne have været nok så interessant, er besættelsesmagtens egne arkiver. Men de blev enten brændt, da tyskerne kapitulerede den 4. maj, eller også var det gået til grunde allerede i forbindelse med engelske bombeangreb på det tyske Geheime Staats Polizei (Gestapo)s hovedkvarterer i Århus og København (hhv. 1944 og 1945).

 

Det officielle Danmark

UK-sager

Dansk politi var i aktiv tjeneste på næsten normal vis frem til 19. september 1944, hvor tyskerne opløste politiet og internerede ca. 2.000 af i alt 9.000 politibetjente.

Arkivskaberen Statsadvokaten for særlige anliggender

En særlig række af sager (i udgangspunktet: AS-sagerne) endte dog hos Statsadvokaten for særlige Anliggender, som blev oprettet den 15. april 1940. Statsadvokaten var en særlig anklage- og politimyndighed, der skulle tage sig af sager vedrørende forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske befolkning. Sagerne omhandlede primært politiske forbrydelser, dvs. spionage, sabotage og andre former for handlinger, der modarbejdede besættelsesmagten. Provokationer, verbalt eller ved f.eks. at have et engelsk flag siddende som badge på trøjen, opfattedes som modarbejdelse af besættelsesmagten. Fra sommeren omfattede det også sager om vold og forulempelser, der var begået af eller imod personer fra værnemagten.

Det var det lokale danske politi, der efterforskede og arresterede mistænkte danskere, og det var Statsadvokaten, der virkede som anklager. Det betød, at de anklagede blev dømt ved dansk ret og afsonede i danske fængsler frem for at blive sendt til Tyskland.

Hvis der blev rejst sigtelse i en AS-sag, blev den ved statsadvokaten overført til rækken af UK-sager. UK-sager er altså AS-sager, hvor der blev rejst sigtelse, og UK-sagerne kan være ret omfattende.

UK-sagens indhold

UK-sagen indeholder såvel det lokale politis materiale (f.eks. politirapporter, notitser, afhøringer) som statsadvokatens anklageskrift og evt. brevveksling med tyske politi- og retsinstanser. Der vil i en UK-sag være en udskrift af dommen, hvis der er faldet en sådan. Så man kan følge sagen fra politiets første undersøgelse til en evt. dom.

En UK-sag indeholder altså ret beset flere kildetyper, som man hver for sig skal forholde sig kildekritisk til.

Udvikling

Som sabotagen tog fart i 1942-1943 overtog tyskerne i stigende grad selv efterforskning og arrestationer. Når det var tilfældet, blev de sigtede dømt ved tysk krigsret og kom som oftest til at afsone straffen i Tyskland.

Ligesom det øvrige danske politi ophørte Statsadvokaten for særlige anliggender sin virksomhed den 19. september 1944. Al efterforskning af sabotage m.v. blev nu efterforsket af tysk politi med hjælp fra et lille korps af danskere, det såkaldte HIPO.

AS-sager

Dansk politi var i aktiv tjeneste på næsten normal vis frem til 19. september 1944, hvor tyskerne opløste politiet og internerede ca. 2.000 af i alt 9.000 politibetjente.

Arkivskaberen Statsadvokaten for særlige Anliggender

En særlig række af sager, AS-sagerne, endte dog hos Statsadvokaten for særlige Anliggender, som blev oprettet den 15. april 1940. Statsadvokaten var en særlig anklage- og politimyndighed, der skulle tage sig af sager vedrørende forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske befolkning. Sagerne omhandlede primært politiske forbrydelser, dvs. spionage, sabotage og andre former for handlinger, der modarbejdede besættelsesmagten. Provokationer, verbalt eller ved f.eks. at have et engelsk flag siddende som badge på trøjen, opfattedes som modarbejdelse af besættelsesmagten. Fra sommeren omfattede det også sager om vold og forulempelser, der var begået af eller imod personer fra værnemagten.

Det var det lokale danske politi, der efterforskede og arresterede mistænkte danskere, og det var Statsadvokaten, der virkede som anklager. Det betød, at de anklagede blev dømt ved dansk ret og afsonede i danske fængsler frem for at blive sendt til Tyskland.

Hvis der blev rejst sigtelse i en AS-sag, blev den ved statsadvokaten overført til rækken af UK-sager. AS-sagerne er altså sager, hvor ingen endte med at blive anklaget for noget.

AS-sagens indhold

AS-sagen indeholder først og fremmest det lokale politis materiale – f.eks. politirapporter, notitser, afhøringer.

En AS-sag indeholder altså ret beset flere kildetyper, som man hver for sig skal forholde sig kildekritisk til.

Udvikling

Som sabotagen tog fart i 1942-1943 overtog tyskerne i stigende grad selv efterforskning og arrestationer. Blev der rejst sigtelse, blev de sigtede dømt ved tysk krigsret og kom som oftest til at afsone straffen i Tyskland.

Ligesom det øvrige danske politi ophørte Statsadvokaten for særlige anliggender sin virksomhed den 19. september 1944. Al efterforskning af sabotage m.v. blev nu efterforsket af tysk politi med hjælp fra et lille korps af danskere, det såkaldte HIPO.

Aviser

Type

Indholdet i en avis dækker over mange forskellige typer avisstof, og før man kan vurdere indholdet kildekritisk er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken type der er tale om.

Reportager, nyheds- og baggrundsartikler vil i avisen fremstå mere eller mindre ”objektive”, men selv om journalisten ikke direkte udtrykker en holdning, kan han eller hun være ”farvet” af sin politiske holdning og have taget mange valg i forhold til f.eks. kilder og tilgangsvinkel. Denne farve eller tendens er sværere at afgøre i dag, hvor journalisterne faktisk tilstræber objektivitet, end under besættelsen, hvor de fleste aviser stadig havde et tilhørsforhold til et politisk parti (se næste afsnit).

I andre typer som f.eks. i ledere udtrykker avisen netop sin holdning til forskellige samfundsforhold. Ledere er altså som regel gode kilder til at beskrive en avis’ holdning, men mindre gode kilder til at beskrive konkrete forhold og begivenheder.

En tredje type avisstof, som man ikke mindst under besættelsen kan støde på, er en slags ”Pligtstof”: Bekendtgørelser fra tyske og danske myndigheder, som aviserne var forpligtede til at indrykke. Her er afsenderen altså ikke avisen, men en myndighed. Hvilken myndighed, der er tale om, fremgår af bekendtgørelsen.

Avisens tilhørsforhold til et politisk parti

Mange aviser har fra deres begyndelse haft en nær tilknytning til et politisk parti. Den nære tilknytning mellem avis og parti var stadig meget almindelig under besættelsen. Tilhørsforholdet afspejlede sig tit ikke kun i avisernes ledere, men også i mange af de andre typer af artikler. Partiets ideologi kunne så at sige være de briller, som journalisten så på verden med, og der blev ikke nødvendigvis tilstræbt nogen objektivitet. Derfor er det faktisk lige så vigtigt som at fastslå type at fastslå hvilket parti avisen (evt.) var tilknyttet.

Hvis ikke partitilhørsforholdet direkte fremgår af navnet (som det jo gør i ”Social-Demokraten”), vil det fremgå på Veje i Krig, hvilket parti den anvendte avis var tilknyttet. I øvrigt kan henvises til Jette D. Søllinge og Niels Thomsens trebindsværk ”De danske aviser 1634-1991”, som ser ud til at blive søgbar på Det kongelige Biblioteks hjemmeside: https://www.statsbiblioteket.dk/nationalbibliotek/adgang-til-samlingerne/aviser/de-danske-aviser

Censur

Straks den 9. april 1940 indførte den tyske besættelsesmagt censur over for den danske presse (aviser, radio). Besættelsesmagtens militære forhold i Danmark måtte ikke omtales og anti-tysk propaganda var forbudt.

I øvrigt fulgte pressecensuren samme linje som resten af samarbejdspolitikken. For at opnå så stor ”frihed” som muligt for pressen gik en dansk myndighed – Udenrigsministeriets Pressebureau – ind og forhåndscensurerede, hvad der måtte skrives i de danske aviser. Udenrigsministeriets Pressebureau kom under stadig større pres fra den medarbejder på den tyske ambassade, der havde kontakten med pressen. Så som krigen gik bleb pressens råderum mindre og mindre. Stadig var der dog flere ting, aviserne godt kunne bringe:

  • Indenrigspolitiske danske spørgsmål
  • Kritik af det danske nazistparti
  • Politiske debatter i de allierede lande

Derimod ikke:

  • Kritik af besættelsesmagten eller af relationen mellem regering og besættelsesmagt
  • Positiv omtale af modstandsbevægelsen

Selv om aviser fandt måder at omgå censuren – f.eks. ved at kritisere besættelsesmagten i billedsprog (som et skadedyrsangreb på danske planter) – så kunne de lovlige aviser ikke opfylde det stigende behov i befolkningen de sidste krigsår til netop at høre om modstandsbevægelsens succeser og de allierede troppers fremrykning ude i verden. Derfor blev de danske aviser (incl. radioavisen) suppleret med nyheder fra svensk og engelsk radio og efterhånden også illegale (danske) blade.

Folketællinger

Folketællinger er mere end blot en optælling af befolkningen. Det er en registrering af hvert enkelt menneske, husstand for husstand på en bestemt dag.

Den første folketælling i Danmark blev foretaget i 1769. Det enevældige styre havde interesse for befolkningsudviklingen. Voksede antallet af danskere, kunne det betyde en stigning af produktion og skattegrundlag. Efter den første  optælling i 1769 foretog man optællinger i 1787, 1801, 1834 og 1840. Herefter lavede man folketællinger hvert femte år. Med undtagelse af den første optælling benyttedes fortrykte optællingsskemaer. Det gør kildetypen overskuelig.

Folketællingernes indhold og opbygning

I optællingerne fra 1787 til 1970 er følgende kategorier med i hvert år:

  • navn
  • køn
  • adresse
  • alder
  • erhverv
  • ægteskabelig stilling (f.eks. gift eller ugift)
  • stilling i husstanden (husfader, husmoder osv.)

Gennem tiden er der både tilføjet og fjernet forskellige kategorier. F.eks. tog man i 1845 fødested med, 1855 kom trosretningen ind, 1901 kom arbejdsplads og tidligere bopæl, mens 1916 tællingen viser personlig indkomst, mens man til gengæld fjernede fødestedet.

Anvendelse og troværdighed

Folketællingernes mange oplysninger om enkelte personer og husstande er et enestående og vigtigt materiale. Det er hovedkilden til at beskrive befolkningens sammensætning. Der er tale om et "snapshot" - et øjebliksbillede - fra den dag, befolkningen skulle tælles. Slægtsforskere bruger også folketællinger meget.

Optællingen foregik ved, at en optællingskommissær, ofte husets eller ejendommens ejer, talte og registrerede personerne i huset. Den største nøjagtighed kan man forvente af registreringen af tællingskommissærens egen familie. For de øvrige har der sikkert været et og andet, han ikke har kendt til. F.eks. alderen eller fødested. Så har han måttet spørge sig frem. I denne dialog, sikkert med manden i huset, har der været oplysninger, der kunne misforstås, og navne blev af og til stavet forkert. Disse fejlkilder kan det være en fordel at have i baghovedet, når man bruger folketællingerne.

Inspiration til at arbejde videre med folketællinger

Alle folketællinger frem til og med 1940 findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline under Folketællinger.  Efterhånden er mange folketællinger også indtastet i Dansk Demografisk Database. Det betyder, at man kan lave søgninger på bestemte personer eller husstande. Man kan også fremfinde alle med f.eks. en bestemt alder eller et bestemt erhverv i et sogn eller på en gade i en købstad. 

Kirkebøger

I midten af 1600-tallet blev det pålagt landets præster at føre protokol over befolkningen i de enkelte sogne. Præsterne var altså mere end blot formidlere af den kristne tro. De var i mindst lige så høj grad statens repræsentant, og den embedsmand, som befolkningen var tættest på. Registreringen af den danske befolkning er stadig en opgave, som præsterne udfører for den danske stat. 

Med religionsfriheden i 1849 fik ikke-folkekirke menigheder mulighed for selv at føre kirkebøger. Dog skulle fødsler stadig indføres i den folke-kirkelige kirkebog.

Kirkebøgernes indhold og opbygning

Fra 1812 begyndte brugen af fortrykte skemaer, hvilket er en stor gevinst ved brugen af kirkebøgerne. Herefter fulgte kirkebøgerne en fast struktur. For hver type kirkelig handling (fordelt på køn) indføres begivenhederne efter dato

  • fødte, med datoer for både fødsel og dåb, informationer om forældrene, fadderne og eventuelle anmærkninger
  • konfirmerede, med dato for konfirmation samt forældrenes navne og bopæl, konfirmandens fødested, fødselsår og dato
  • ægteskaber med brudens og gommens navne, alder, stilling og opholdssted, forlovernes navne samt dato for vielsen
  • døde med dato for henholdsvis dødsfald og begravelse, navn og alder på den døde

Kirkebøger for store sogne kan sommetider være beregnet kun på én type kirkelig handling. Kirkebøger for mindre sogne vil næsten altid indeholde alle kategorier.

Anvendelse og troværdighed

Kirkebøgerne kan anvendes ved undersøgelser af befolkningens sammensætning og struktur. De benyttes ved undersøgelser om enkeltpersoner og derudover slægtsforskerens vigtigste værktøj.

De t,ing som står i kirkebogen om hovedpersonen, har retsgyldighed: F.eks. er ens navn netop det, kirkebogen viser under fødte. Ændrer man sit navn, skal ændringen indføres i kirkebogen. Derfor føres kirkebøger i dag og omkring 1900 omhyggeligt. Det betyder ikke, at der ikke sker fejl (f.eks. kan en præst eller kordegn glemme at indføre en ændring), men generelt kan man tro på kirkebogens faktuelle oplysninger,. I hvert fald når det gælder den person eller de personer som er døbt, konfirmeret, viet eller døde.

Inspiration til at arbejde videre med kirkebøger

Kirkebøgerne frem til og med 1960 kan findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under kirkebøger.  Man kan starte med at vælge amt (men behøver det ikke) og dernæst  - under "Arkiv" - sogn.

Domme

Domme kan man finde i dombøger eller som udskrifter i straffesager. 

Indholdet

Domme indeholder ikke kun af afgørelsen af skyldsspørgsmålet og en eventuel strafudmåling, men også en opsummering af sagen: Hvad den tiltalte har gjort, hvilke love han eller hun har forbrudt sig imod samt (indirekte) en begrundelse for straffens udmåling (hvis den tiltalte er skyldig).

Anvendelse og troværdighed

Domme kan bruges til mange kultur-, rets- og mentalitetshistoriske undersøgelser: Hvilke forbrydelser blev der begået, hvad var baggrunden for forbrydelserne, hvordan så omverdenen på denne type kriminalitet og hvor hårdt dømte man?

At den anklagede er blevet dømt, som der står i domprotokollen, kan man godt stole på. En højere ret kan ganske vist senere afsige en anden dom.

Det indholdsmæssige i sagen, præmisserne, er dommerens tolkning af vidneudsagn og det fremlagte bevismateriale. Det er på sin vis det nærmeste man kommer en neutral fremstilling af en sag. For i princippet bør en dommer være uvildig. Men også en dommer er farvet af sin tid (og sin tids retsopfattelse).

Hvor findes kilden

Domme kan som nævnt findes i dombøger i retternes arkiver. Eller de kan findes som udskrifter i straffesager (som regel politiets arkivet). Alt efter retskredsens/politikredsens geografiske område er arkivet afleveret til Rigsarkivet i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.

Straffesager

En straffesag er en samling af det materiale, der ligger til grund for opklaringen af en forbrydelse og domfældelsen af en kriminel.

Indhold og anvendelse

En straffesag indeholder (i princippet) alle akter fra opklaringen af en forbrydelse, lige fra politirapporterne fra gerningsstedet til afhøringer af vidner og mistænkte. Dog vil kun den straffesag, der handler om den dømte kriminelle, blive bevaret. Blindgyder i opklaringsarbejdet er med andre ord mindre godt beskrevet. Når sagen fra politiets side er opklaret, indeholder straffesagen også forberedelserne til retssagen, forsvarerens og anklagerens indlæg og som regel også kopi af alle afhøringer under retssagen og endelig en kopi af selve dommen.

Foruden en beskrivelse af den enkelte sag er straffesager hovedkilden til alle former for kriminalitetshistorie.

Troværdighed

Straffesagens eksistens vidner dels om den forbrydelse, der er begået, og dels den sag, der har kørt ved politi og ret. Sagens hele formål er at lede frem til en afklaring af, hvilken forbrydelse der er foregået, og hvem der har gjort det. Som man ser det i krimierne, er det vigtigt for politiet, at sagen også "holder i retten", hvor en forsvarer vil forsøge at udnytte de svage punkter i politiets undersøgelse.

I retten er det dommerens opgave at afveje de forskellige udsagn og nå frem til en konklusion. Dommeren er i princippet uvildig, men vil være farvet af sin tid og tidens retsopfattelse.

Læs evt. også om "domme".

Hvor findes kilden

Straffesager findes som regel i politiets arkiv, dvs. den politikreds, hvor forbrydelsen er begået, evt. ved den ret, hvor dommen er afsagt. Politi- og retskredse har afleveret arkivalier til Rigsarkivet i hhv. København, Odense, Aabenraa og Viborg. 

DK-sager

Den 22. juni 1941 indledte Hitler felttoget mod Sovjetunionen. I den forbindelse krævede den tyske besættelsesmagt i Danmark, at det danske politi skulle iværksætte anholdelse og fængsling af ledende danske kommunister. Der blev udleveret en liste med 72 navne. Listen havde tyskerne i forvejen fået af dansk politi, som i mellemkrigstiden havde registreret politisk aktive personer på den yderste højre- og venstrefløj.

Arrestationerne af danske kommunister blev ført ud i livet med det samme og frem til august 1941 blev 339 personer anholdt. I august 1941 vedtog det danske folketing en lov, der forbød al kommunistisk virksomhed, og denne lov skulle retfærdiggøre arrestationerne. Læs eventuelt også temaet Danske kommunister.

Indhold

DK-sagerne er det danske politis akter om eftersøgning og arrestation af kommunisterne. Sagerne er personsager. Det betyder, at alt politimæssigt materiale vedrørende den enkelte eftersøgte og/eller arresterede persons tilhørsforhold til det kommunistiske parti er samlet i én sag. Her er afhøringer og politirapporter vedrørende den pågældende (formodede) kommunist. For de personer, der blev pågrebet og stillet for retten efter den nye kommunistlov, indeholder sagerne også udskrifter fra retten.

Hvor finder man sagerne?

Sagerne findes under Statsadvokaten for særlige Anliggender, som har afleveret materialet til Rigsarkivet i København. Sagerne ligger alfabetisk efter navn.

Faderskabssager

Siden 1763 havde faderen til et uægte barn været pålagt at bidrage til forsørgelsen af barnet. 

Politiet (herreds- eller byfogden) skulle finde ud af, hvem faderen til barnet var. Var der tvivl om faderskabet, blev sagen behandlet ved retten. Derefter var det så amtets (i København Overpræsidiets) opgave at fastsætte det bidrag, som faderen skulle betale.

Indhold

Amtet modtog, evt. i kopi, de breve, rapporter og udskrifter fra retten, som var produceret under politiets og rettens arbejde. Sammen med amtets sagsbehandling udgjorde dokumenterne faderskabssagen. Også ved retten og politiet kan der være en faderskabssag, men det er som regel amtets, der er den fyldigste.

Anvendelse og troværdighed

Faderskabssager er en unik kilde til beskrivelse af en skiftende kønsmoral. Barnets mor måtte ofte gøre rede for, hvem hun havde været i seng med, hvor og hvor ofte.

Sagerne giver også mulighed for undersøgelser af de sociale vilkår, som det enkelte barn blev født ind i.  Derimod giver faderskabssagerne ikke et generelt indblik i børnenes sociale vilkår, for var penge ikke noget problem for moderen, kunne hun og hendes familie vælge at undlade at rejse sag mod faderen.

Faderskabssager benyttes også ved slægtsforskning og i personalhistoriske undersøgelser.

Akterne i en faderskabssag er meget forskellige med hver deres ophavssituation. F.eks. er det ikke helt så forpligtende at stå over for en politibetjent og forklare situationen, som når man står i en retssal, hvor man faktisk er forpligtet til at tale sandt. Er man i gang med at undersøge, hvad der rent faktisk skete, så er referatet fra retssalen det mest troværdige. Men er man snarere nysgerrig efter at vide, hvad parterne tænkte om hinanden, så vil en eventuel afhøringsrapport ved politiet sikkert være den mest sigende.

Foruden ophavssituationen er der parternes forskellige interesser at tage hensyn til. Moderen har som regel brug for at få sit barn forsørget. En fader (eller formodet fader) kan omvendt have en økonomisk interesse i at slippe fri og benægte kendskabet, eller i hvert fald underspille forholdet, til moderen. I faderskabssagen har man mulighed for at veje de forskellige oplysninger op imod hinanden - sådan som dommeren har gjort ud fra sit udgangspunkt.

Anmeldelsesjournaler

Fra midten af 1800-tallet og frem til ca. 1970’erne har de enkelte politikredse ført anmeldelsesjournaler (nogle gange omtalt som anmeldelsesprotokoller) med oplysninger om anmeldte sager.

Indtil 2007 var politiet i hovedtræk delt i to afdelinger: Ordenspolitiet og Kriminalpolitiet, og derfor kan man ofte finde anmeldelsesjournaler fra begge afdelinger i arkiverne fra de enkelte politikredse. Ordenspolitiets anmeldelsesjournaler rummer typisk oplysninger om anmeldelser vedr. husspektakler, gadeuorden, løse hunde osv. – dvs. mulige overtrædelser af politivedtægten. De mere alvorlige sager finder man i Kriminalpolitiets anmeldelsesjournaler, der rummer anmeldelser om indbrud, ulovlig våbenbesiddelse, vold, mord osv. – dvs. mulige overtrædelse af våbenloven, straffeloven m.m.

Anmeldelsesjournalerne blev ført i kronologisk orden – dvs. sagerne blev indført i journalen i den rækkefølge, som politiet fik kendskab til sagerne. De er blevet ført forskelligt gennem historien og ofte med lokale variationer, men de rummer typisk oplysninger om:

  • Dato for anmeldelsen
  • Anmelderens navn og evt. vedkommendes adresse og stillingsbetegnelse
  • Årsag til anmeldelsen (”Sagen og dens genstand”)
  • Navn på den anmeldte (mistænkte) person, hvis anmelderen havde kendskab til navnet
  • Korrespondance (der typisk beskriver, hvem der er blevet informeret om sagen)

Det vil som regel fremgå, om anmeldelsen førte til videre undersøgelser (f.eks. om sagen gik videre fra Ordenspolitiet til Kriminalpolitiet i den pågældende politikreds), eller om den blev sendt videre til ”PM” – dvs. Politimesteren – der formelt set afgjorde, om en sag skulle undersøges nærmere, og om den mistænkte skulle retsforfølges. Hvis en anmeldelsesjournal nævner, at en sag er blevet henlagt (f.eks. fordi der ikke var beviser mod den mistænkte), vil det som hovedregel fremgå ved, at der står ”henlagt” (sommetider forkortet til ”Henl.”) samt dato for henlæggelsen.

Anmeldelsesjournalerne beskriver således de anmeldelser, som politiet har valgt at notere. Det var dog ikke alle henvendelser, der blev noteret i journalen – ligesom det heller ikke var alle hændelser, der blev anmeldt til politiet. Anmeldelsesjournalerne rummer derfor ikke spor efter samtlige kriminelle episoder i en retskreds. I stedet må man regne med, at der er et ikke helt ubetydeligt ”mørketal”, når det gælder kriminelle sager

Ægteskabsbøger

Først i 1922 blev det muligt for alle at blive borgerligt viet. I byerne var det borgmesteren og på landet sognefogden, der foretog vielsen.

Kildens indhold

De borgerlige vielser blev fra 1922 indført i ægteskabsbøger. Her skrev man navn, fødested og –dato og bopæl for bruden og gommen, og to vidner skrev under på, at vielsen var blevet gennemført. Til sidst skrev den person, der havde foretaget vielsen, under.

Kildens anvendelighed

Ægteskabsbogens oplysninger fortæller en del om det par, der bliver gift.  Men man kan også bruge ægteskabsbøgerne til for eksempel at lave undersøgelse af, om det var nogle særlige mennesker, der valgte at blive borgerligt viet. Var det folk fra bunden af samfundet, som ikke havde råd til en kirkelig vielse, var det folk, der var blevet skilt eller tilhørte særlige trossamfund, eller var det mennesker hvis politiske overbevisning ikke stemte overens med folkekirkelig gudstro?

Oplysningerne i en ægteskabsbog har retsgyldighed ligesom kirkebogen. Betragtningerne om troværdighed gælder derfor også ægteskabsbogen.

Det uofficielle Danmark

Registreret kildemateriale

I forbindelse med modstandsbevægelsens aktioner fik bevægelsen af og til også fat i arkivmateriale. Det skete således i august 1944, hvor man skaffede sig et omfattende materiale om Stormafdelingen (SA) i det danske nazistparti, NSDAP.

Oprettelsen af Centralkartoteket

Herefter begyndte et systematisk arbejde under ledelse af Carsten Høeg, der var professor på Københavns Universitet. Der blev udarbejdet kartotekskort på alle navne i det materiale, som modstandsbevægelsen skaffede. Materialet blev suppleret af lange rækker af nationalsocialistiske aviser og blade. Det var starten på Centralkartoteket, som stadig i dag er nøglen til det meget forskelligartede "Registreret kildemateriale". Centralkartoteket kom til at bestå af ca. 40.000 kartotekskort over mulige landsforrædere. Kartoteket var en væsentlig del af forberedelsen af retsopgøret. I første omgang blev det brugt ved arrestationen af de formodede landssvigere i dagene efter befrielsen. 

Ophavssituationerne bag det registrerede kildemateriale

Ved politiets opløsning i september 1944 fortsatte en del politifolk direkte over i modstandsbevægelsen. Selv om de nu levede i illegalitet, kunne politifolkene drage nytte af deres politimæssige erfaringer. Det kunne være i forhold til at afsløre og opspore stikkere eller andre danskere, som modstandsbevægelsen skulle tage sig i agt for. Derfor kan materialet, der ellers blev indsamlet illegalt under krigen, undertiden have et skær af noget formelt over sig. Politifolk udfærdigede og underskrev rapporter, som de altid havde gjort. Andet materiale bærer mere præg af den illegale status: Små lapper med mere eller mindre løse rygter om stikkere.

Der er også lange lister over danskere, der havde meldt sig til Frikorps Danmark helt tilbage til juli 1941. Listerne var oprindelig havnet hos dansk politi (mens det var lovligt), fordi tyskerne ville sikre sig, at der ikke var kriminelle imellem soldaterne. Alligevel er listerne endt som "registreret kildemateriale". Måske udleverede en højtstående politimand listerne til modstandsbevægelsen før arrestationen den 19. september 1944. 

Et andet stort, men meget forskelligartet materiale, er indsamlet af bl.a. modstandsorganisationerne DKP, Ringen, Dansk Samling, Information og Holger Danske. Materialet indeholder oplysninger om danskere i alle mulige former for tysk tjeneste. Ligesom Finansministeriet leverede lister over østfrontsfrivillige.

Endelig forestod gruppen bag Centralkartoteket en gennemgang af den nazistiske avis Fædrelandet og et utal af andre nazistiske blade og tidsskrifter – på jagt efter oplysninger om ”unationale” personer.

Den store variation og usikkerhed omkring tilblivelsen illustrerer udfordringen ved det registrerede kildemateriale. Hver enkelt kilde har sin særlige historie, før det er endt som ”registreret kildemateriale”. Den historie ligger i et helt anderledes mørke end andet kildemateriale, der er skabt "legalt". F.eks. er forretningsgange og rutiner kendte hos de fleste myndigheder. Sådan var det i sagens natur ikke i modstandsbevægelsen. 

Hvert enkelt kilde kræver en overvejelse: Hvorfor og hvordan kan den konkrete kilde være endt i modstandsbevægelsens hænder? Spørgsmålet har sjældent noget entydigt svar, men overvejelsen vil ofte være en væsentlig forudsætning for, at man kan forholde sig kritisk til kilden. Til gengæld afslører det indirekte også noget om modstandsbevægelsens arbejdsforhold.

Hvor findes kilden

Det registrerede kildemateriale fik som nævnt en central rolle, da der efter krigen skulle rejses sag mod landssvigerne. Materialet findes nu i arkivet, som er afleveret til Rigsarkivet i København fra Politiets Efterretningstjeneste.

Illegale blade

Som i andre tyskbesatte lande opstod der i Danmark en illegal presse. Der var behov for at formidle nyheder, budskaber og synspunkter, som aviserne ikke kunne bringe på grund af censuren. Den illegale presse var en væsentlig del af modstandsbevægelsen, og dansk politi efterforskede virksomheden med ildhu.

De første illegale blade var små foldere, løbesedler og klistermærker. Først et stykke hen i 1941 opstod en egentlig nyhedsformidling. I første omgang var hovedformålet at vende befolkningen mod samarbejdspolitikken og i stedet støtte op omkring modstandsbevægelsen.  Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 var hovedformålet at bringe nyheder, som de legale aviser ikke kunne bringe. Sabotager og likvideringer blev behandlet ud fra modstandsbevægelsens synspunkt. Bladene satte også "ansigt" på fjenderne, ikke mindst de danske medløbere og tyskernes medhjælpere.

Tendens og ophavssituation

Når man bruger de illegale blade som kilde, er det vigtigt at holde sig formålet for øje. Bladene var på modstandsbevægelsens side og havde ingen intention om at skildre begivenheder og personer ud fra et neutralt synspunkt. Sabotører var helte, samarbejdsregeringen, tyskerne og deres danske håndlangere var fjenden.

Man skal også gøre sig klart, at medarbejderen på et illegalt blad havde begrænsede muligheder for at undersøge de ting, der blev skrevet om. Medarbejderen  virkede i det skjulte, ligesom hans kilder også ofte gjorde. Ikke alene havde de illegale blade ingen intention om at skildre sagen fra begge sider. De kunne heller ikke indhente "den anden sides" synspunkter. 

Udgivernes arbejdsforhold betød, at de illegale blade indeholdt flere fejl, end aviser normalt gør (i fredstid). Blev bladets redaktion klar over en fejl - det kunne være, at man uretmæssigt havde hængt en person ud som stikker, "tyskertøs" eller værnemager - forsøgte den i et dementi at rette op på fejlen i en senere udgivelse. Ofte var skaden dog sket, og rygtet klæbede til personen.

Hvor findes kilden?

De lettest tilgængelige illegale blade findes på www.illegalpresse.dk. Her har Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg udgivet tre af de største illegale blade digitalt: Frit Danmark, De frie Danske og Det illegale Information.

Breve

Breve er en central kildetype og en af de ældste, der findes. Breve kan være en del af myndighedernes sagsbehandling - breve vekslet mellem myndigheder, breve fra privatpersoner til myndigheden eller kopier af breve fra myndigheden. Breve kan også være sendt mellem privatpersoner og findes i f.eks. private personers arkiver.

Breve fra private

Breve har to store fortrin frem for erindringerne. Det ene er, at brevskriveren som oftest er tættere på begivenhederne i tid. Hvor dem, der skriver erindringer, som regel skal huske mange år tilbage, skal brevskriveren måske blot tænke nogle få dage tilbage. Brevskriveren ved måske ikke, hvordan "det hele ender" og kan ikke efterrationalisere i lige så høj grad som den, der skriver erindringer. Det andet fortrin er, at man i et brev, der ikke er beregnet på offentliggørelse, kan være mere ærlig og beskrive ting uden at tænke over, hvordan det tar' sig ud i offentlighedens øjne.

Vejer man sit spørgsmål til kilden op imod brevets ophavssituation og brevskriverens motiv, vil breve normalt vurderes til at have høj kildeværdi, også som berettende kilde.

Anonyme breve

I sagens natur kender man ikke brevskriveren bag et anonymt brev. Her må man prøve at danne sig et indtryk ud fra det, vedkommende skriver og det formål med brevet, som brevskriveren synes at have.

En anonym brevskriver har i sin samtid ikke gjort det muligt at rette opklarende spørgsmål til sig. Det har været et problem for den myndighed, som har modtaget brevet, og for historikeren er det også et problem: Brevskriveren har tilsyneladende ikke helt villet stå ved, hvad han eller hun skriver. Hvor meget kan man så stole på indholdet? Det er lidt ligesom med sladder: Et anonymt brev siger fortrinsvis noget om brevskriveren selv, mindre om det, han/hun skriver. 

Hvor findes kilden

Breve findes i modtagerens arkiv, uanset om modtageren er en privat person eller en myndighed eller institution. Rigsarkivet har modtaget arkivalier både fra myndigheder, institutioner og private personer. Men private personers arkiver kan også være bevaret privat eller på lokale arkiver eller f.eks. Det kongelige Bibliotek.

Erindringer

Erindringer er personers gengivelse af (fortrinsvis) deres egen rolle i begivenheder m.v., de har oplevet, eller beskrivelser af mennesker, som har mødt. Erindringer kan godt være førstehåndskilder til begivenheder - selv om de sjældent er "dugfriske" i forhold til, hvornår begivenheden fandt sted. Først og fremmest fortæller erindringer noget om, hvordan en begivenhed, et vilkår eller et menneske er blevet oplevet af den, der skriver erindringerne - og vel at mærke set gennem erfaringens og hukommelsens filter.

Hvordan bruges erindringer?

Erindringer bygger på menneskelig hukommelse. Og hukommelsen er præget af den afstand i tid, der er mellem begivenheden finder sted og det tidspunkt, erindringen bliver nedskrevet. Jo længere tid, der går, jo sværere er det at huske. Desuden vil erindringen blive farvet af de erfaringer, som forfatteren i øvrigt har gjort sig i løbet af sit liv. En erindring kan også være farvet af det pågældende menneskes ideologi eller overbevisning.

Skriver forfatteren noget, der går imod f.eks. hans eller hendes ideologi, vil man normalt nære større tillid til netop dette udsagn. Hvorimod udsagn om fortiden, der passer vældig godt med forfatterens egen ideologiske eller politisk ståsted, vil være mindre troværdige.

En kildekritisk vurdering af en erindring forudsætter også her en analyse af ophavssituationen: Hvem er forfatteren? Hvad er han eller hun for en person? Hvor i forhold til begivenhederne var personen, da begivenhederne fandt sted? I hvilken situation var forfatteren, da begivenhederne fandt sted og i hvilken situation var forfatteren på det tidspunkt, hvor erindringerne blev nedskrevet? Her finder man ofte nogle spor af det motiv, forfatteren havde for at skrive erindringerne.

Hvor findes erindringer?

Erindringer kan være trykte og utrykte - eller publiceret på nettet. En trykt (dansk) erindring vil kunne findes via Det kongelige Bibliotek - enten som en bog eller som en artikel.

Utrykte erindringer kan f.eks. findes i privatarkiver på alle former for arkivinstitutioner.  

 

Bovrup-arkivet

Den 5. maj 1945 beslaglagde modstandsbevægelsen DNSAP's arkiv, også kaldet Bovrup-arkivet. I den sønderjyske by Bovrup boede lederen Fritz Clausen og her havde det største danske nazistparti sit hovedkvarter.  

I Bovrup-arkivet findes blandt andet en lang række medlemslister eller -kartoteker. 

Kartotek over annullerede medlemskaber

Kartoteket består af medlemskort, der er taget ud af det almindelige medlemskartotek i forbindelse med, at medlemskabet er annulleret. Kildemæssigt indeholder kartoteket altså de samme oplysninger som et almindeligt kartotek over medlemmer - plus oplysningen om, at og hvornår det enkelte medlemskab er ophævet.

Anmodninger om slettelse af partiet

Anmodningerne om slettelse af partiet havde ikke medlemmer som direkte afsendere. Derimod kunne det være lokale formænd, der formidlede et ønske, enten sit eget eller medlemmets, om slettelse. Det kunne også være kontingentopkrævere, der blev trætte af at gå forgæves.

Årsagen til slettelsen fremgår mere eller mindre direkte af disse anmodninger.

Troværdighed

I forhold til spørgsmål om medlemsdata, er et kartotekets oplysninger som regel troværdige: Organisationen er afhængig af, at disse data er ajourførte og troværdige - i hvert fald så længe medlemskabet består. I forhold til annullerede medlemskaber vil oplysningerne næppe være ajourførte, siden medlemskabet ophørte. Her kan adresseoplysninger og andre ting, som er ændret siden medlemskabet ophørte, altså være forældede.

Hvor findes kildematerialet

Bovrup-arkivet blev konfiskeret af modstandsbevægelsen og siden afleveret til politiet/Politiets Efterretningstjeneste. I dag er arkivet bevaret på Rigsarkivet og findes i København.  

Fotos

Et fotografi er et øjebliksbillede af en given situation. Et fotografi ses ofte som en sand gengivelse af en scene fra det virkelige liv.  Men selvom vi umiddelbart vil anse et foto som en virkelighedstro gengivelse af fortiden, er der altid grund til at analysere ophavssituationen. Vi må søge at gøre det klart, på hvilken måde et foto forholder sig til den virkelighed, der berettes om.

Forfalskninger

De mest grelle eksempler er når et billede bevidst bliver manipuleret. Det klassiske eksempel er billedet af Lenin, der taler til folkemængden på den røde Plads i Moskva i 1920. Til højre for talerstolen står Lenins kampfælde Trotsky og Lev Kamenev. Efter Lenins død og Stalins magtovertagelse faldt de i umåde og begge blev fjernet fra det officielle fotografi.

Fotos og billedtekster

Et foto kan forsynes med en billedtekst der beskriver en anden situation end billedet viser – det kan både forekomme som en bevidst handlingen eller det kan være at tale om en fejlfortolkning af hvad billedet viser.

Brug af fotos

En anvendelse af et troværdigt billede bruges historiske fremstillinger til at klargøre pointer i teksten eller til at supplerer teksten. Ikke uden grund hedder det at et billede kan sige mere end tusind ord.

Hvor findes kilden?

Udover fotos i bøger er det bedste sted at søge historiske fotos som regel lokalhistoriske arkiver.