Det officielle Danmark

For den danske regering var det vigtigt at undgå kaos og tab af menneskeliv. Derfor udsendte regeringen allerede den 9. april 1940 en officiel meddelelse. Heri blev danskerne opfordret til at forholde sig i ro og ikke forstyrre den offentlige orden. Danskerne blev beroliget med, at de tyske tropper trådte i forbindelse med det danske militær. Danmark havde altså fortsat eget militær og var et selvstændigt land. Danskerne fik at vide, at ”enhver modstand” over for både tyske og danske tropper var strengt forbudt. Det var også skadeligt for landet. 

Også kongen udsendte en meddelelse. Kong Christian 10. opfordrede alle til at opføre sig "fuldt ud korrekt og værdigt". Ellers kunne det få alvorlige følger.

Lovgivning og håndhævelse af lovene på danske hænder

Efter tyskernes besættelse af Danmark den 9. april var Danmark officielt stadig en suveræn stat. Fra tysk side ville man ikke blande sig i landets indre forhold. Det betød, at lovgivning, håndhævelsen af loven og domstolene forblev på danske hænder. Dog ønskede tyskerne ret til at dømme i sager, som vedrørte sabotage, spionage og undergravende virksomhed.

Den 17. april 1940 lykkedes det at få tyskerne til at acceptere, at også sabotagesager m.v. blev efterforsket af dansk politi. Domme skulle afsiges af danske domstole og fængselsstraf afsones i danske fængsler. Det lykkedes bl.a. fordi en ny myndighed blev oprettet. Det var ’Statsadvokaten for særlige Anliggender’. Den nye myndighed skulle fungere som forbindelsesled mellem danske myndigheder og den tyske værnemagt.

Statsadvokaten for særlige Anliggender

Den nye politimyndighed fik en svær opgave. Den skulle gøre tyskerne tilfredse, så de ikke overtog efterforskningen af sabotagesager m.v. Den skulle samtidig gøre det på en måde, så danskere kom mindst muligt i klemme.

En stor del af statsadvokaturens sager handlede om, at tyske soldater blev fornærmet af danskeres optræden. Hovedparten af disse sager blev henlagt. Tyskerne krævede også, at alle former for nedbrydende aktivitet skulle efterforskes og retsforfølges. Det kunne være alt fra agitation til faneflugt inden for de militære værn.

Tilpasning af dansk lovgivning til tysk militær lovgivning

I december 1940 blev der vedtaget et midlertidigt straffelovstillæg. Tillægget var en tilpasning af dansk lovgivning til den tyske militære lovgivning. Herefter var det ulovligt for danskerne at tilslutte sig de allieredes kamp mod tyskerne. Tilpasningen skete bl.a. for at undgå alternativet - et tysk krav om indførelse af dødstraf.  

Aftalen smuldrer med stigende sabotage

Det lykkedes stort set at bevare retsplejen på danske hænder frem til efteråret 1942. På det tidspunkt begyndte sabotagen at tage til i styrke. Tyskerne reagerede ved at lade nogle enkelte sabotører dømme ved en tyske krigsret. Den 4. august 1943 bestemte tyskerne, at domme over 8 års fængsel skulle afsones i tysk tugthus. Den 28. august 1943 førte en tysk dødsdom til den første henrettelse af en modstandsmand, nemlig den 27–årige Paul Edvin Kjær Sørensen. Det skete under det såkaldte augustoprør, der førte til samarbejdspolitikkens fald og regeringens afgang.

Aktionen mod det danske politi

Dansk politi og Statsadvokaten for særlige anliggender fungerede fortsat. Tyskerne havde brug for det danske politi til at opholde lov og orden. Men sabotagerne tog yderligere til, og det sled på tilliden. Tyskerne var også nervøse for, om det danske politi ville falde tyskerne i ryggen. Det var sket i Paris efter invasionen i Normandiet i juni 1944. Den 19. september 1944 gennemførte tyskerne den såkaldte aktion Möwe. Politiet blev sat ud af kraft og ca. 2.000 ud af en politistyrke på 10.000 blev arresteret og sendt i tysk koncentrationslejr. Hensigten var at sætte politiet "på plads", men det lykkedes ikke. Langt hovedparten af de resterende ca. 8.000 politifolk nægtede at indgå i et reorganiseret politikorps. I stedet gik mange politifolk under jorden og ind i modstandsbevægelsen. Den politiløse tid fra september 1944 til maj 1945 blev præget af meget høj kriminalitet.

I september 1943 blev Frihedsrådet stiftet. Rådet bestod af repræsentanter fra de vigtigste illegale organisationer. Rådet skulle koordinere modstandskampen, men det satte sig også for at forberede tiden efter krigen. I pjecen ”Når Danmark atter er frit” fra november 1943 fremlagde Frihedsrådet et program. For det første skulle demokratiet genindføres. For det andet skulle der tages et retsligt opgør med alle, der havde samarbejdet med tyskerne (kollaboratører).

Et retsligt opgør var nødvendigt, fordi der var risiko for, at den danske befolkning ellers selv tog affære. Had og hævnfølelse kunne få danskerne til at gribe til selvtægt og jagte alle dem, de anså for at være forrædere. Frygten var velbegrundet. Under urolighederne få måneder før, i august 1943, var vreden ikke kun vendt mod tyske soldater.  Had og vold blev også vendt mod danskere, der samarbejdede med tyskerne: Nazister, forretningsdrivende, der handlede med tyskerne - og kvinder, der havde fået en tysk kæreste.

I løbet af 1944 fik Frihedsrådet større og større opbakning i befolkningen. Det indså politikerne, og i august 1944 blev der oprettet et kontaktudvalg mellem frihedsrådet og politikerne. Tankerne fra ”Når Danmark atter er frit” blev modnet af Frihedsrådet og politikerne i fællesskab. Og da befrielsen kom, fandtes der allerede et grundlag for et retsopgør. Det blev befrielsesregeringens opgave at skrive lovteksten. Regeringen var sammensat af ni ministre fra de politiske partier og ni ministre fra Frihedsrådet.

Lovene

Den såkaldte forræderilov blev vedtaget af et stort set enigt folketing den 31. maj 1945. Loven var vendt mod angiveri (stikkervirksomhed), tysk krigs- og polititjeneste samt deltagelse i terrorkorps som Schiølergruppen og Schalburgkorpset. Værnemagerloven, der blev vedtaget tre måneder senere, var vendt mod personer, der havde tjent på at handle med tyskerne.

Begge love brød med det retsprincip, at kun forbrydelser, der er ulovlige i gerningsøjeblikket, kan straffes. Lovene fik med andre ord tilbagevirkende kraft. Loven genindførte også dødsstraf, dog kun for personer, der var fyldt 18 år, da de begik forbrydelsen.

Under besættelsen havde de danske politikeres samarbejdspolitik udstukket uklare retningslinjer for befolkningen. Danskerne var fra starten blevet opfordret til at holde sig på så tilpas god fod med de tyske soldater, at disse ikke blev provokeret. Man skulle finde sig i soldaternes tilstedeværelse og på den måde bidrage til ro og orden. Et par eksempler: I 1941, da Frikorps Danmark blev oprettet, havde danske soldater fået mulighed for at tage orlov – og kæmpe for tyskerne på Østfronten. I 1942 havde den danske statsminister appelleret til, at befolkningen hjalp med at opklare sabotagesager og –planer i den såkaldte stikkertale.

Denne uklarhed forsøgte lovene at tage højde for på to punkter. Dels skulle samarbejde, der var foregået før 29. august 1943, ikke straffes, hvis det var sket efter lov, ordre eller anvisning af danske myndigheder. Dels blev straframmen sat højt – til minimum 4 år. Dermed ville det kun være de alvorligste former for kollaboration, der blev straffet. Hvad det sidste angår, blev resultatet noget anderledes. Mange såkaldte små fisk blev hurtigt indfanget af modstandsbevægelse og politi. De kom også for retten ret hurtigt, mens befolkningen var særlig sultne efter at se nogle landsforrædere dømt. Der blev derfor gjort udstrakt brug af muligheden for at nedsætte straffen på grund af formildende omstændigheder.

De alvorligste former for kollaboration

Hvad anså lovgiverne så for ”alvorlig kollaboration”?

Loven skulle straffe personer, der havde gjort noget strafbart for at fremme tyske interesser eller udøvet anden landsskadelig virksomhed.

Mere specifikt nævnte loven personer i tysk uniform eller personer, der havde samarbejdet med tyske organisationer. Det gjaldt også personer, der havde ladet sig hverve til tysk krigstjeneste. Og det gjaldt korps, der havde ydet en politimæssig indsats for tyskerne. Var man efter det danske politis arrestation gået ind i f.eks. HIPO-korpset kunne der idømmes dødstraf, og fængselsstraffen var mindst 10 år.

En anden gruppe var ”stikkerne”, altså personer der havde angivet landsfæller til tyskerne. Havde angiveriet ført til, at nogen havde mistet livet, lidt alvorlig fysisk skade eller var endt i f.eks. KZ-lejr, kunne også angivere idømmes dødsstraf.

Nedenfor følger en lille beskrivelse af de grupper, man finder repræsenteret på Veje i krig.

Nazister og ”tyskerpiger”

To grupper, som har særlig interesse her på Veje i krig, de såkaldte tyskerpiger og nazisterne, blev ikke nævnt i loven. Det var ikke strafbart at være medlem af et politisk parti eller at have et forhold til en tysk soldat. DNSAP blev ikke forbudt (heller ikke med tilbagevirkende kraft). At have et seksuelt forhold til en tysk soldat blev ikke (af lovgiverne) opfattet som ”alvorlig kollaboration”.

Alligevel kan man sige, at nogle af disse kvinder blev straffet juridisk. Havde de nemlig giftet sig med deres kæreste (som den tids moral jo foreskrev), så blev de frataget deres danske indfødsret. Det skete ved en midlertidig lov, der blev vedtaget i 1946, men som gjaldt ægteskaber indgået fra 1940 til udgangen af 1947.

De østfrontfrivillige og retsopgøret

Forræderiloven nævnte udtrykkeligt de personer, der havde ladet sig hverve til tysk krigstjeneste. Ca. 3.300 østfrontfrivillige blev dømt efter loven. De frivillige fik typisk en fængselstraf på 1½-2 år. For de danske frikorpsmænd virkede straffen uretfærdig. De mente, at de havde meldt sig til Frikorps Danmark efter anvisning fra regeringen – og at de derfor burde være straffri. Det var rigtigt, at de danske myndigheder havde givet soldaterne orlov. Senere donerede regeringen også køretøjer til korpset. Derfor kunne unge mænd i 1941 med nogen ret have den oplevelse, at de havde regeringen i ryggen. Retsopgørets historiker dr. Phil. Ditlev Tamm har dog slået fast, at der var ikke nogen ”anvisning” fra regeringen om deltagelse. På den anden side var regeringens accept af frikorpsets oprettelse en del af samarbejdspolitikken. Og accepten kan have medvirket til, at besættelsesmagten ikke tvangsindkaldte mænd til f.eks. Waffen SS.

Anden krigstjeneste

Ifølge en statistik fra 1958 blev i alt ca. 6.900 alene dømt for tysk krigstjeneste efter forræderilovens § 10, stk. 1. Det var den største enkeltgruppe af dømte. Foruden de 3.300 østfrontfrivillige var det f.eks. uniformerede vagter, der var ansat af tyskerne. Vagttjenesten kunne bestå i at bevogte marinedepoter, deraf betegnelsen marinevægter. Andre var trukket i tysk uniform f.eks. for at deltage i et våbenkursus, der skulle uddanne deltagerne i sabotage (vendt mod en allieret invasion). Det gjaldt den såkaldte varulve-organisation, ”Werwolf”, og i lighed med den, Irmer-gruppen.

Angivere

Gruppen af angivere var noget mindre. Ca. 650 blev dømt alene for angiveri. Men dertil kommer 700, der blev dømt både for angiveri og f.eks. tysk tjeneste af politimæssig karakter eller krigstjeneste. Som noget specielt for gruppen var en relativt stor andel af kvinder. Kvinderne udgjorde lidt over 50 % af dem, der alene blev dømt for angiveri. De udgjorde 15 % af dem, der blev dømt for angiveri i sammenhæng med andre forbrydelser. I alt 13.500 blev dømt ved retsopgøret, af dem var 644 kvinder. To af de 78 dødsdømte var kvinder. Begge blev ligesom 30 mænd senere  benådet. Den ene var ”storstikkersken” Grethe Bartram.

Folkedomstolen

Lovgivningen bag retsopgøret blev til under en hadsk folkestemning. Berlingske Tidende bragte den 15. juni 1945 resultaterne af en Gallup-undersøgelse, der viste, at regeringen havde massiv opbakning til genindførelsen af dødsstraf. 91% af befolkningen ønskede, at angiverne (”stikkerne”) fik dødsstraf. Berlingske Tidende konkluderede, at danskerne anså angiveri for at være den værste og mest modbydelige forbrydelse. Næsten lige så mange (89 %) ønskede dødsstraf for deltagelse i tysk politi- og efterretningstjeneste. Dødsstraf mente de færreste (1 %), at kvinder med tyske kærester skulle idømmes. Men straffes skulle de: En femtedel (ca. 20 %) mente, at de skulle idømmes fængselsstraf. Andre mente, at de skulle mærkes, boycottes eller udvises af landet. Nogle anså fratagelse af borgerlige rettigheder (stemmeret etc.) som den rigtige straf. 25 % mente, at kvinderne skulle slippe for straf.

Netop ”tyskerpigerne” blev i særlig grad udsat for folkedomstolens straf. Kvinderne blev overfaldet på gaden eller hentet ud af deres hjem eller fra deres arbejdsplads. Den gængse straf var klipningen af håret. Det foregik på åben gade, ofte i store menneskemængder, og blev ledsaget af både spot og spyt. Det var i alle tilfælde den ”mærkning”, som mange mente var en retfærdig straf.

Også nazisterne blev i for sig straffet uden dom. Ikke alle i modstandsbevægelsen mente, at et medlemskab af partiet burde være straffri. Derfor valgte de at udgive DNSAP’s medlemslister, så partitilhørsforholdet blev offentligt for enhver. Offentliggørelsen førte til en lang række afskedigelser af personer fra kartoteket i både den offentlige og den private sektor. Bogudgivelsen blev senere gjort ulovlig, men da var skaden sket.

Kritik af retsopgøret

Der kan rejses mange kritikpunkter af retsopgøret. Èt af de vigtige punkter er skævheden: De politikere, der var ansvarlige for samarbejdspolitikken, gik helt fri. Derimod fik f.eks. de frivillige i Frikorps Danmark fængselsstraffe og blev frataget deres borgerlige rettigheder. Men overordnet foregik retsopgøret i Danmark rimeligt – ikke mindst set i forhold til mange andre lande, hvor folkedomstolen nåede at få mere magt. Udstrakt selvjustits i f.eks. den franske befolkning førte til mange drab og (endnu) mere vold end i Danmark.