Samarbejde

DNSAP (Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti) blev det største af mange danske nationalsocialistiske partier. Partiet blev stiftet i 1930 af Cay Lembcke. Han kopierede stort set det tyske partiprogram, hvor antiparlamentarisme, antisemitisme, antikommunisme, nationalisme og førerloyalitet var centrale begreber. Programmet passede dårligt med danske forhold, og havde ikke megen appel til den danske befolkning. Ved folketingsvalget 1932 fik partiet blot 1.028 stemmer.

I 1933 overtog sønderjyden Fritz Clausen ledelsen af partiet. Det førte til lidt mere ro i partiet, til oprettelse af tidsskrifter og ungdomsafdelinger. Det betød også, at der blev lagt meget vægt på, at DNSAP var et dansk parti og at dansk selvstændighed var en væsentlig værdi. I 1939 ændrede Fritz Clausen da også partiprogrammet, så det passede bedre til danske forhold. Det forblev dog et problem for partiet, at man på den ene side stod meget fast på det dansk nationale og på den anden side havde et partiprogram, der var tydeligt inspireret af det tyske nazistpartis.

Organisation/udvikling

Mellem 1930 og 1945 nåede omkring 39.000 danskere at være medlem af DNSAP for en kortere eller længere periode. Antallet af medlemmer var meget stort i forhold til det stemmetal, som partiet nåede ved folketingsvalgene. Ved valget i 1939 opnåede partiet godt og vel 31.000 stemmer, hvilket svarede til en stemmeandel på 1,8 %. Det betød, at partiet fik 3 mandater i folketinget.

Kun i en kort årrække i 1930’erne var DNSAP det eneste danske nazistiske parti. Mellem 1928 og 1945 blev der stiftet 29 forskellige nationalsocialistiske partier. Under besættelsen virkede især Wilfred Petersen (Dansk Socialistisk Parti, senere Dansk Folkeparti) stærkt undergravende mod personen Fritz Clausen.

Nazismen vandt aldrig rigtig tilslutning blandt danskerne. Men de danskere, der stemte på partiet var forholdsvis engagerede – det ses blandt andet af medlemstallet. Partiet og ideologien havde også stor indflydelse på de unge, der meldte sig ind i NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) og til f.eks. Frikorps Danmark. De blev undervist i racelære, nazistisk ideologi, historie og ”verdensanskuelse”.

9. april

For DNSAP med Fritz Clausen i spidsen var nationalismen vigtig, vel at mærke en dansk nationalisme. Derfor var den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 mindst lige så chokerende for de fleste nazister som for andre danskere. DNSAP gav ”systemet” skylden, svage danske politikere, der ville snakke sig frem til løsninger frem for at handle. En lille gruppe i partiet så da også besættelsen som en mulighed for at komme til magten. Fritz Clausen manede til besindighed og rådede til at se tiden an.

Medlemsfremgang

Èn gevinst havde den tyske besættelse dog for NSDAP. Den økonomiske støtte fra Tyskland steg betragteligt, og det danske nazistparti kunne sætte gang i et stort agitationsapparat til fordel for den nationalsocialistiske sag. Medlemstallet steg betragteligt fra 5.000 ved krigsudbruddet til 20.000 i 1943. Agitationen var ikke den eneste grund. Så længe de tyske sejre gav tiltro til, at fremtiden stod i nazismens tegn, voksede medlemstallet. Da sejre blev erstattet af nederlag vinteren 1942/1943, blev interessen for det nationalsocialistiske medlemskab tilsvarende køligere.

Det aflyste kup

Med hurtigt voksende medlemstilslutning i 1940 og den økonomiske støtte fra Tyskland begyndte Fritz Clausen alligevel at overveje en magtovertagelse. Den blev planlagt til at finde sted den  17. november 1940. ”Kuppet” blev dog aflyst i sidste øjeblik, fordi tyskerne ikke ville støtte magtovertagelsen. Besættelsesmagten var interesseret i ro og stabilitet, og det troede man ikke på, at de danske nationalsocialister kunne sikre.

Ikke desto mindre var det bekvemt for besættelsesmagten at have NSDAP i ”baghånden”. For makkede de folkevalgte danske politikere ikke ret, kunne konsekvensen altid blive, at tyskerne i stedet satte NSDAP i spidsen for en regering. Eller det ville man i hvert fald gerne have den danske regering til at tro.

Fritz Clausen og Frikorps Danmark

Uanset hvor dansksindet Fritz Clausen var, så blev han og hans partifæller i befolkningen opfattet som landsforrædere. Og til den modsatte side var manglende tillid fra besættelsesmagtens side frustrerende. Da Tyskland den 22. juni 1941 angreb Sovjetunionen var Fritz Clausen en drivende kraft i oprettelsen af Frikorps Danmark, et korps af danske frivillige, der kunne bidrage i kampen mod ærkefjenden kommunisterne. Derved skaffede Fritz Clausen sig noget goodwill hos Heinrich Himmler, der altid kunne bruge flere soldater til sine SS-tropper. I den danske befolkning blev Frikorps Danmark dog ikke nær så populær, som Fritz Clausen havde håbet, tværtimod.

Valget marts 1943

Skulle besættelsesmagten for alvor have tillid til Fritz Clausen og DNSAP, var det afgørende vigtigt at partiet vandt større tilslutning end de 1,8 % af stemmerne, der i 1939 havde givet partiet 3 mandater i folketinget. Men på trods af agitation og medlemstilgang lykkedes det ikke DNSAP at forøge mandattallet ved folketingsvalget i marts 1943. Folketingsvalget gjorde det endegyldigt klart for såvel besættelsesmagten som for Fritz Clausen selv, at der ikke var nogen fremtid for ham som ”ministerpræsident” sådan som National Samlings leder i Norge, Vidkun Quisling, var blevet det i 1942.

I sin skuffelse meldte Fritz Clausen sig i efteråret 1943 til Waffen SS, hvor han gjorde tjeneste som læge. Han var reelt ikke længere af leder af DNSAP, og DNSAP var for alvor et parti under opløsning.

Fra dansk nazisme til germansk nazisme

For såvel den rigsfuldbemægtigede i Danmark, dr. Werner Best som for chefen for SS, Heinrich Himmler stod det helt klart i foråret 1943, at tyskerne ikke kunne drage nogen fordel af DNSAP. Partiet ville aldrig slå rod i befolkningen og kunne derfor heller ikke bane vejen for et nationalsocialistisk Denmark, en loyal provins i det stortyske rige, som især Heinrich Himmler drømte om. Derfor tog Himmler i marts 1943 initiativ til oprettelsen af ”Germansk Korps” med egen partiafdeling. Partiet fik ingen betydning, men korpset blev i efteråret 1943 omdannet til ”Schalburgkorpset” (se evt. temaet om dette).   

Retsopgøret

DNSAP forblev et lovligt parti – også efter befrielsen. I Danmark blev medlemmer af partiet heller ikke som sådan retsforfulgt. Men mange nazister blev dømt for handlinger, de havde begået under besættelsen. Fritz Clausen selv blev arresteret 5. maj 1945 og stod anklaget for sin deltagelse i Waffen SS, forsøg på magtovertagelse ved fremmed hjælp og for antisemitisk agitation. Clausen nåede aldrig at få en dom, da han i 1947 døde af et hjertetilfælde i fængslet.

Straks efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 tog Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (DNSAP) initiativ til at oprettelsen af Frikorps Danmark. Frikorpset skulle være en dansk militær enhed, der kunne gå ind i kampen mod bolsjevismen.  Den danske regering accepterede oprettelsen - bl.a. for at undgå, at tyskerne begyndte at indkalde danskere til den tyske hær med tvang.

Siden krigen er det blevet diskuteret, om den danske regering gav anvisninger til at melde sig til Frikorps Danmark. Mange frikorpsmænd argumenterede under og efter retsopgøret med, at regeringen havde givet tilladelse til at melde sig. Sagen er, at regeringen tillod oberstløjtnant C.P. Kryssing at overtage kommandoen i korpset ved dets oprettelse. I et cirkulære fra Krigsministeriet den 8.juli 1941 fik danske soldater også tilladelse til at melde sig. En opfordring var der dog ikke tale om. Men regeringen gjorde ikke meget for at vise, at den ikke støttede det. De østfrontfrivillige forstod ud fra situationen, at de havde det officielle Danmarks støtte.

Frikorps Danmark skulle være en dansk enhed med danske uniformer og dansk kommandosprog. Men hurtigt blev de danske uniformer skiftet ud med tyske og kommandoerne lød på tysk. I det tidlige efterår 1941 kom der også tyske officerer ind i korpset. Og al træning og undervisning viste sig at være gennemnazificeret.

Rekruttiden i Tyskland og tyskbesatte lande

Den første gruppe af kommende Frikorpsmænd rejste fra Hellerup Station den 19. juli 1941. Flere hundrede folk kom og fejrede de frivillige. De viftede med Dannebrogs- og hagekorsflag og råbte hurra.  Togturen gik til Langenhorn Kaserne ved Hamborg. I Langenhorn begyndte rekruttræningen, og det viste sig, at de frivillige her skulle aflægge faneed til Hitler. Med faneeden var de optaget i Waffen-SS, og Frikorps Danmark underlagt Hitlers elitekorps. I eden lovede de danske frivillige at tjene Hitler loyalt og ofre deres liv i Tysklands tjeneste.

Den 13. september 1941 blev Frikorps Danmark flyttet til Treskau i Polen. Her blev soldaterne indkvarteret på et gammelt sindssygehospital. Hospitalet var blevet ryddet for sindssyge to år tidligere. De blev ofre for nazisternes eutanasiprogram T4, dvs. såkaldte medlidenhedsdrab på mennesker, som efter nazistisk målestok ikke var værdige til at være i live. Ved kasernen i Treskau blev de frivillige for alvor klargjort til de nærtforestående kampe ved og bag fronten. Her lærte de bl.a. via øvelser om krigsførelse og at slås.

Under deres rekruttid og igennem hele deres krigstid blev de frivillige udsat for konstant ideologisk påvirkning. Ideologien var hele tiden til stede i form af radio, læsestof, omgangstonen m.m., og på officersuddannelsen fik man ideologisk undervisning i form af faget Verdensanskuelse. Det var umuligt at være del af Waffen-SS uden at blive udsat for ideologisk indoktrinering.

Ved fronten

Den 8. maj 1942 var uddannelsen af de første soldater i Frikorps Danmark endelig overstået. De blev fløjet til et område syd for Ilmen-søen i Rusland, den såkaldte Demjansk-kedel. Det var en lomme med tyske tropper, stort set omringet af russiske styrker. Men det var lykkedes den tyske hær at etablere en forbindelsesvej ind i kedlen. Frikorps Danmark skulle være med til at beskytte forbindelsesvejen. Deres første møde med fronten var i et sumpområde, hvor fjenden lå tæt på. Det var under hårde kampe her, at de frivillige for alvor fik brug for deres kamptræning.

Frikorps Danmark opløses i 1943

Efter at have været udstationeret ved Demjansk og Velikie Luki blev Frikorps Danmark trukket tilbage til Nürnberg, Tyskland. De overlevende soldater havde deltaget i brutale kampe, og korpset havde mistet store dele af enheden.

Det blev besluttet af overordnede i Waffen-SS, at Frikorps Danmark skulle opløses. Det skete officielt den 6. juni 1943. De frivillige blev opfordret til at kæmpe videre i det nye 24. SS Pansergrenaderregiment Danmark og fortsætte kampen på tysk side. Selv den danske gesandt i Berlin O.C. Mohr kom til Nürnberg og opfordrede dem til at blive i Waffen-SS. Mange besluttede at forsætte kampen. Få besluttede ikke at kæmpe videre. Da de vendte hjem til Danmark blev mange hvervet til tyske og danske korps. Andre tog arbejde som sabotagevagter, hvor de stadig hjalp den tyske besættelsesmagt.

 

For at sikre nok mandskab ved fronterne hvervede Nazi-Tyskland udenlandske mænd til Waffen-SS. Officielt begyndte rekrutteringen af danskere først med oprettelsen af Frikorps Danmark den 29. juni 1941. Nogle havde dog allerede meldt sig i det skjulte. I alt meldte ca. 12.000 danske mænd sig til tysk krigstjeneste, men kun ca. 6.000 blev accepteret og sendt i krig - af disse omkom ca. 2.000.

Det var hovedsageligt unge mænd, som meldte sig – størstedelen var mellem 16-25 år på hvervningstidspunktet. De var vokset op i et samfund, der var påvirket af økonomisk krise og høj arbejdsløshed. Politisk var yderfløjene i 1930'erne præget af mistro til demokratiet og den danske regering. For mange blev mistroen forstærket, da Danmark stort set uden kamp blev besat den 9. april 1940.

Nogle af de frivillige var officerer og soldater i den danske hær. Størstedelen var dog civile og uden militærerfaring, da de meldte sig. De tilhørte oftest de lavere klasser i samfundet - ca. 68% af frikorpsfolkene tilhørte arbejderklassen og 11% arbejdede i landbruget på hvervningstidspunktet.

Hvorfor meldte de sig?

Ifølge de frivillige selv - udtrykt gennem breve, nedskrevne erindringer, interviews og undersøgelser – var motivationen mangfoldig. De var drevet af økonomiske problemer, ønsket om en militærkarriere, problemer derhjemme, eventyrlyst, antikommunisme, nazisme og overbevisningen om at de gjorde noget godt for Danmark. 

Der er foretaget adskillige studier, som prøver at forklare, hvorfor unge danske mænd valgte at gå i krig for besættelsesmagten. Psykologen Thomas Sigsgaard skriver i sit studie fra 1954, at de frivillige var påvirket af problemer skabt i deres barndom. Aggressioner imod det danske samfund og behov for anerkendelse, social sikkerhed og social kontakt vakte flugtmekanismer i mange af de frivillige. De flygtede ind i Nazismen og Waffen-SS for det fællesskab og anerkendelse, det kunne give dem.

De østfrontfrivillige var også påvirket af nazisme, antikommunisme, racisme og nationalisme. Mange var nazister, inden de meldte sig. Ideologien blev underbygget med teoretisk undervisning på rekrutuddannelsen. Ved fronten fortsatte den nazistiske indoktrinering gennem omgangstone og adgang til læsestof. Ca. 75% af de frivillige var nazister og hele 50% af dem var medlemmer af DNSAP, da de meldte sig til krigstjeneste. Denne kendsgerning var der mange frivillige, som valgte ikke at stå ved efter krigen. 

Konstruerede fortællinger

Mange af de frivillige valgte først at fortælle om deres oplevelser flere årtier senere. De fortalte om deres motivation og om personlige oplevelser. Derimod tav de om krigsforbrydelser, massemord og jødeforfølgelser. Tydeligt er det, at de frivillige konstruerede fortællinger, der ikke satte dem i dårligt lys. Disse historier genfortalte de igen og igen, når de mødtes f.eks. i Danske Frontkæmper Forening eller til udeforstående, som ville lytte. Deres fortællinger blev på den måde sammenblandinger af egne og andres oplevelser.  Den måde eftertiden så på nazisternes massemord og krigsforbrydelser har også påvirket de østfrontsfrivilliges fortællinger.

Svend Jensens fortælling kan kategoriseres som en heltefortælling. De østfrontfrivillige var heltene, der kæmpede for Danmark. Dens positive synspunkter på det skete er altså Svend Jensens synspunkter. Men ikke alle østfrontfrivillige, portrætterede dem selv som helte. Der er fortællinger, hvor de frivillige var ofre for regeringens luner. I enkelte er de frivillige syndere, som havde fortjent deres straf.

 

Efter voldsomme kampe ved Demjansk fik Frikorps Danmark bevilget orlov i Danmark. Orloven strakte sig fra september til oktober 1942. Fra frikorpset side troede man, at de frivillige ville blive hyldet som helte, og at det ville skabe begejstring både for nazismen og for krigen. Det kom til at gå modsat.

De første dage i København

Den 8. september 1942 ankom ca. 850 frikorpssoldater til København med tog. Ved hovedbanegården var sympatisørerne mødt op, og de hyldede som forventet de frivillige. Men allerede under marchen igennem København blev det tydeligt, at flere danskere havde en anden mening. Der blev råbt skældsord langs ruten. Nogle af de frivillige brød ud af marchen og enkelte overfaldt de formodede provokatører.

Modviljen viste sig ved flere lejligheder. Aftenen efter hjemkomsten til København var Frikorps Danmark forsamlet til et møde i KB-hallen. I løbet af mødet forsamlede en stor gruppe civile sig ude foran. Både ved mødet og senere på aftenen kom det til sammenstød mellem civile grupper og frivillige. Nogle frikorpsfolk affyrede endda skud.

Overfald og slåskampe

Under hele orloven kom det til slåskampe i København og i provinsen. Politiet havde travlt med at forhindre uroligheder.  Adskillige politirapporter beretter om sammenstød med voldelige konsekvenser. Beværtningssteder blev hærget. Flere skyldige og uskyldige blev indlagt efter kvæstelser fra vold samt skud og stiksår fra bajonetter.

Frontsoldater i det besatte Danmark

Forinden var frikorpsfolkene blevet advaret om den negative stemning imod dem. De havde fået ordre til ikke at være bevæbnet eller lade sig provokere. Men de fulgte ikke ordren. De bar våben og svarede igen på provokokationer ved at starte slåskampe. 

De frivillige mente, at de kæmpede og ofrede sig for at beskytte Danmark og deres landsmænd. Det blev så besvaret med chikane og udelukkelse af fællesskabet og lokalsamfundet af dem og deres familie. I deres frustration tydede de til vold og våbenbrug.

Slagsmål og skyderier var dog gerninger gjort af de få. Størstedelen af de frivillige tog hjem og tilbragte orloven sammen med deres familie.

Men efter orloven var stemningen for alvor vendt mod de frivillige. De negative følelser fortsatte til krigens afslutning og i årene efter.

 

Den 22. juni 1941 begyndte Nazi-Tyskland invasionen af Sovjetunionen. Med Operation Barbarossa blev den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt brudt. Nazi-tyskland ville skaffe "Lebensraum" ved at overtage magten, udnytte eller udrydde befolkningen og på sigt kolonisere landet. Befolkningen blev betragtet som undermennesker og Sovjetunionen som tilbagestående. Derfor troede Hitler, at krigen - som han kaldte en Blitzkrieg - ville være hurtigt overstået. Men russerne ydede uventet modstand, og Hitler var gennem resten af krigen nødsaget til at kæmpe på to fronter. Én i øst og én i vest. Hurtigt opstod der mangel på ressourcer og mandskab i den tyske hær. Man søgte at afbøde problemet blandt andet ved at hverve frivillige fra besatte lande til Waffen SS.

Ideologiers sammenstød

Østfronten var det blodigste sted under hele 2. verdenskrig. Ca. to tredjedele af alle militære og menneskelige tab skete her. Sammenstødet mellem de to ideologiske magter førte til en brutal krig. 

Tyskernes krig i øst var i særlig grad præget af den nazistiske ideologis mål. Kommunisterne og den jødiske befolkning skulle bekæmpes, da de var en trussel imod målene. For bl.a. at sikre Lebensraum til den tyske befolkning, skulle det slaviske folkeslag og jøderne i øst fordrives, slås ihjel eller udnyttes. At skaffe områder, ressourcer og arbejdskraft var et mål, der i nazisternes øjne retfærdiggjorde grusomme midler.

Systematiske grusomheder

Krigen i øst indbefattede systematiske massemord på den jødiske befolkning, massakrer på civile og brutal bekæmpelse af modstandsbevægelsen i de besatte områder, den såkaldte partisanbekæmpelse. De tyske soldater var her i overensstemmelse med to militærbefalinger. Befalingerne tillod blandt andet at skyde modstandsfolk og russiske kommisærer samt at udøve kollektiv afstraffelse på civilbefolkningen.

Begge sider brugte den brændte jords taktik, så hverken den fremrykkende hær eller de civile kunne leve af jorden. De sovjetiske ledere opfordrede civilbefolkningen at støtte den røde hær ved at gå til modstand i partisangrupper. Som sine fjender gjorde den Røde Hær sig også skyldig i krigsforbrydelser. En tilfangetaget krigsfange risikerede omgående henrettelse. Sandsynligheden for at dø i russisk fangenskab var stor. Sovjetunionen havde ikke ressourcer til at understøtte hverken sit eget folk eller krigsfangerne.

Krigen i øst var præget af, at de folkeretlige regler for krigsførelse ikke blev fulgt. Reglerne, som var blevet fastsat med Haagerkonventionerne i 1899 og 1907 samt Genévekonventionerne i 1864, 1906 og 1929, beskyttede også kun soldater. 2. verdenskrig introducerede for alvor krig mod civilbefolkningen, og først efter krigen blev der lavet regler for krig imod civile.

I 1943 kom det tyske hemmelige politi, Gestapo, til Danmark og overtog modstandsbekæmpelsen fra det danske politi. De tyske politifolk fra Gestapo kunne ikke arbejde sig ind i de illegale miljøer.  De kunne ikke sproget tilstrækkeligt og havde intet lokalkendskab. Derfor begyndte Gestapo hurtigt at hverve danske stikkere eller angivere. Mod betaling infiltrerede angiverne de illegale miljøer og opsporede illegale aktiviteter.

Nogle angivere arbejdede enkeltvist. For dem var det økonomiske motiv mere eller mindre dominerende. Nogle udførte et enkelt "job". Andre, som "storstikkersken" Grethe Bartram havde så at sige "fast arbejde" hos Gestapo. 

Andre angivere gik videre og organiserede sig i en form for terrorgrupper. Terrorgrupperne infiltrerede modstandsgrupper, og de anholdt, afhørte og torturerede sabotører. Eller de likviderede dem. Schiølergruppen, Lorenzengruppen, Petergruppen og Ib Birkedal Hansen-gruppen var de mest aktive. Nogle af grupperne gennemførte også gengældelsesaktioner, som f.eks. Petergruppens sprængning af Tivoli i 1944 som var gengæld for modstandsbevægelsens industrisabotage.

Endelig var der danskere, der indgik i regulære korps, Schalburgkorpset, Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipo-korpset. 

Schalburgkorpset blev oprettet i april 1943 af chefen for SS, Heinrich Himmler. Korpsets formål var at skaffe medlemmer til Frikorps Danmark. Det blev dog også forsøgt at give korpset et politisk sigte.I første omgang havde korpset fået navnet Germansk Korps. Fra tysk side havde man erkendt, at det danske nazistparti ikke formåede at samle danskerne om den nazistiske tanke. En politisk afdeling af Schalburgkorpset skulle råde bod på det - og forsøge at germanisere danskerne. Afdelingen fik dog ingen betydning. 

Korpset skiftede navn fra Germansk Korps til Schalburgkorpset i september 1943. Korpset var opkaldt efter den tidligere leder af Frikorps Danmark, Christian Frederik von Schalburg, der var faldet på østfronten i 1942.

Uddannelse til Schalburgmand

En vigtig del af organisationen var Schalburgskolen på Høveltegård. Det første hold på 50-70 rekrutter startede 1. maj 1943. I løbet af et seks ugers kursus gennemgik de både praktiske og teoretiske øvelser. Den praktiske del bestod af sport, eksercits og våbenbrug. Den teoretiske del var et fag, man kaldte Politisk verdensanskuelse. Schalburgskolen lignede meget de SS-forskoler, som de østfrontfrivillige gennemgik, før de blev sendt til fronten. Begge uddannelser havde til formål at opdrage en slags ideologisk soldat. Soldaten skulle se på krigen som en kulturel, historisk og racemæssig nødvendighed. SS-uniform var dog kun en af tre muligheder efter de seks uger. Den uddannede unge mand kunne vælge mellem 1) fronttjeneste, 2) en 1-årig kontrakt under Schalburgkorpset og forrette vagttjeneste - eller 3) træde ud af korpset enten som passivt medlem eller helt ud af korpset. Ca. halvdelen valgte mulighed nr. 3.

Schalburgkorpsets virksomhed

Schalburgmændenes opgaver indskrænkede sig ikke til front- og vagttjeneste. En del af korpset arbejdede med at optrævle den danske modstandsbevægelse. Men især blev korpset en central del af den tyske "modterror". På Hitlers ordre skulle modstandsbevægelsens aktioner hævnes ved sprængning af danske mål. Det blev i folkemunde kaldt schalburgtage. På samme måde skulle likvideringer af stikkere og danske og tyske nazister hævnes med mord på uskyldige danskere. Det blev kaldt clearingdrab. 

I januar 1945 blev korpset opløst. Herefter indgik medlemmerne typisk i arbejde som sabotagevagter ved virksomheder, der producerede varer for tyskerne.

ET - (Schalburgkorpsets) Efterretningstjeneste

I efteråret 1943 blev ET oprettet som en afdeling af Schalburgkorpset. Det oprindelige formål med ET var at undersøge, om korpsets aspiranter havde den rette ideologiske overbevisning. Det blev dog også med tiden i ET, at den tyske modterror blev organiseret. I april 1944 blev ET løsrevet fra Schalburgkorpset og direkte underlagt det tyske sikkerhedspoliti. ET blev et vigtigt redskab i tyskernes efterforskning af modstandsbevægelsen. I september 1944 blev ET omorganiseret med et væld af underafdelinger. Én afdeling organiserede de civile rapportører, der gik rundt på gaderne og derefter afgav stemningsrapporter. Andre afdelinger organiserede terrorgrupper som Lorenzen-gruppen, Lille Jørgen-gruppen og Schiøler-gruppen. ET stod også i spidsen for de såkaldte clearing-drab. 

Hilfspolizei -Hipo

Efter det danske politis arrestation i september 1944 blev et uniformeret korps, Hipo, oprettet under ET. Hipo-folkene var med deres uniformer iøjnefaldende i det københavnske gadebillede.

Terrorgruppen, der var opkaldt efter lederens dæknavn, Ernst Schiøler, udsprang fra Irmergruppen.

Irmergruppen

Irmergruppen var ikke en terrorgruppe, men en del af den tyske efterretningstjeneste.  Medlemmerne blev hvervet i dansk nazistiske miljøer i løbet af vinteren og foråret 1944. Hvad deres opgave var, fandt de formentlig først ud af i forbindelse med en rejse til Frankrig i juni 1944. Her blev de udstyret med uniform og blev oplært i sprængstoffer og våbenbrug. Ved en eventuel allieret invasion i Jylland skulle gruppen arbejde bag fjendens linjer. De skulle sprænge forbindelseslinjer og yde anden form for sabotage. Som gruppens leder blev Ib Gerner Ibsen udpeget. Hans dæknavn her var Irmer.

Tilbage i Danmark blev Irmergruppens opgave at grave sprængstofdepoter ned. Men i øvrigt skulle de holde lav profil, indtil der blev brug for gruppen. I første omgang søgte gruppens medlemmer derfor civilt arbejde i Jylland. Ventepositionen gav dem en fast månedsløn fra den tyske efterretningstjeneste på 500 kr. De havde også fået udleveret en pistol. I løbet af sensommeren/efteråret 1944 anså tyskerne det for mere og mere sandsynligt, at en allieret invasion ville ske via Sjælland.  En del af Irmergruppen, herunder Ib Gerner Ibsen, blev derfor sendt til København.

Schiølergruppen

I København blev flere af Irmergruppens nazistiske medlemmer utålmodige over blot at være i venteposition. De oplevede, at venner og meningsfæller blev chikaneret eller endda likvideret af modstandsbevægelsen. Hævnmotivet var væsentligt hos de medlemmer af Irmergruppen, der efterhånden blev grundstammen i Schiølergruppen. Ib Gerner Ibsens dæknavn var her Schiøler. Gruppen bestod desuden af 8 medlemmer.  Hovedparten var unge mænd, der tidligere havde været i tysk tjeneste enten i et vagtværn eller i Schalburgkorpset. Omtrent halvdelen var tidligere østfrontfrivillige. Kort tid efter gruppens dannelse blev den underlagt den dansk-tyske politiorganisation og efterretningstjeneste ET.  Gruppen kom til at stå bag adskillige drab, bombesprængninger, anholdelser af mistænkte og mishandlinger. Men til forskel fra Peter-gruppen likviderede Schiølergruppen ingen, som de anså for uskyldige. Som det generelt var tilfældet, eskalerede Schiølergruppens brutalitet henover vinteren og foråret 1945. 

I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen blev to af gruppens medlemmer dømt til døden. Den ene var Ib Gerner Ibsen. Han blev henrettet 25. november 1949.

Kønsrollerne i familien

Kønsrollerne stod knivskarpt, da 2. Verdenskrig brød ud: Far gik på arbejde og tjente penge til familien. Mor var hjemmegående, og som husmor klarede hun alt fra pasning af børn, madlavning og til rengøring af hjemmet. Denne rollefordeling var idealbilledet på den ”gode” familie.

Kigger vi på Danmarks Statistiks opgørelse over befolkningens fordeling efter erhverv i 1940, blev flertallet (helt præcist ¾) af de gifte kvinder betegnet som ”husmødre”. Tallene skal dog læses med en vis skepsis. Det er nemlig ikke usandsynligt, at flere kvinder blot står anført som husmødre i statistikken, selvom de rent faktisk hjalp til i f.eks. landbruget eller havde udearbejde. Det var dog først fra 1960’erne og frem, at kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet og tjente deres egne penge.

Kvindelig og mandlig seksualitet

Kønsrollerne var også meget klare, når det handlede om seksualitet. Ganske vist var der sket meget i årtierne inden besættelsen. Flere fremtrædende personer havde i 1920’erne og 1930’erne talt varmt for, at kvinder f.eks. selv burde kunne vælge moderskabet til og fra ved hjælp af prævention. Ikke desto mindre klare grænser for, hvordan man som kvinde burde opføre sig.

Først og fremmest skulle hun undgå at optræde som en ”løsagtig” kvinde. Det vil sige, at hun skulle sørge for ikke at have (haft) for mange kærester eller optræde seksuelt udfordrende i det offentlige rum. Var hun udfordrende i opførsel, sprog eller påklædning kunne hun mistænkes for at være prostitueret – eller i hvert fald at have en dårlig moral. Den ”pæne pige” passede på sin ”dyd”.

Den gifte kvinde var sikret en større social anseelse end den enlige kvinde. Måske var det en af grundene til, at vielsesalderen var noget lavere end i dag. I 1940 var gennemsnitsalderen for førstegangsviede ca. 25 år for kvinder og ca. 27 år for mænd. I dag er den ca. 33 år for kvinder og ca. 35 år for mænd. Den lave gennemsnitlige vielsesalder i 1940 hang dog utvivlsomt også sammen med boligmanglen. Det var tit et krav, at man var gift, hvis man skulle leje en lejlighed. 

Der var ikke samme snævre grænser for mænds seksualitet. At mænd havde mange seksualpartnere gav dem ikke et negativt stempel på samme måde som for kvindernes vedkommende. Mænd blev bedømt ud fra, om de var i stand til at forsørge deres familie. Manden skulle kunne passe et arbejde, ikke drikke ugelønnen op, men sørge for konens og børnenes forsørgelse.

Ægte og uægte børn

Kernefamilien var i samtidens øjne den ideelle familieform. Derfor var det ikke udtryk for ”god” moral at få børn uden for ægteskabet. Moren og faren skulle være gift (med hinanden) når de fik et barn. Et barn, der ikke var født i ægteskab, blev nedsættende omtalt som ”uægte".

Modviljen mod, at enlige kvinder fik børn, handlede både om moral og økonomi:

Det moralske element bestod i, at ”kernefamilien” mentes at være den ”rigtige” familieform. Ikke alene sikrede kernefamilien social stabilitet til "samfundets bedste". Kernefamilien var også til kvindernes fordel, fordi ægteskabet bl.a. gav kvinden (og barnet) social anseelse.

Det økonomiske element handlede om en frygt for, at samfundet (sognekommunen) måtte betale for opfostringen af de uægte børn. Som kønsrollerne var, kunne en enlig kvinde have vanskeligt ved at forsørge et barn. Vuggestuer og børnehaver var stadig meget få, og på arbejdsmarkedet fik kvinderne ofte en lavere løn end mændene.

Tyskerpiger

Da Danmark blev besat af tyskerne under 2. Verdenskrig, var der som sagt allerede klare grænser for, hvordan en kvinde burde opføre sig. Med besættelsen blev der tilføjet et nyt ”krav” for ”anstændig” opførsel. At være kæreste med en tysk soldat blev ikke alene opfattet som udtryk for dårlig moral, men også som en unational optræden. Det handlede altså først og fremmest om overtrædelse af de kulturelle normer. Det var nemlig ikke ulovligt i juridisk forstand at være kæreste med en tysk soldat.

Tyskerpigernes sociale profil

Under krigen blev tyskerpigerne ofte fremstillet som unge, løsagtige, grimme, naive – hvis ikke ligefrem ubegavede – kvinder. Nyere forskning viser imidlertid, at kvinderne var vidt forskellige. Historiker Anette Warring beskriver dem bl.a. sådan her:

”Tyskerpigerne kom fra alle lag i samfundet. Der var både sinker og intelligente tyskerpiger. Grimme og smukke. Nazistiske, kommunistiske og upolitiske. Ludere og kvinder, der kun kendte én tysk soldat. Kvinder der åbenlyst gik med tyske soldater, og kvinder som holdt det fuldstændigt hemmeligt og skjult. Mindreårige, unge og ældre. Ugifte, gifte, skilte og enker.” [Warring, 1994, s. 37-38]

Nogle af kvinderne arbejdede for tyskerne og lærte herigennem deres tyske kæreste at kende. Andre af kvinderne kunne ikke drømme om, som Anette Warring skriver, at arbejde for tyskerne. Man kan med andre ord ikke tegne en entydig profil af tyskerpigerne. De var vidt forskellige, både når det gjaldt deres sociale baggrund, politiske ståsted, civilstand, alder m.m.

Reaktionerne mod tyskerpigerne

Gennem hele besættelsen blev kvinder, der mentes at stå i forhold til tyske soldater, udsat for forskellige former for chikaner. Nogle oplevede, at der blev råbt skældsord efter dem på gaden. Det kunne være ord som ”feltmadras”, ”tyskertøs”, ”tøjte” og ”luder”. En hel del af udtrykkene var med til at dehumanisere (umenneskeliggøre) kvinderne. Det gjaldt for eksempel udtryk som ”feltso”, ”tyske svineso”, ligesom de kunne omtales som en ”fugl, der ”besudler” (tilsviner) sin rede”. Man beskrev altså kvinderne som primitive væsener med dyriske instinkter og adfærd.

Nogle af kvinderne blev udsat for overfald i form af afklipninger af deres hår. De første klippeaktioner fandt sted allerede i september 1940, ligesom de også spillede en rolle under augustoprøret i 1943. Det var mindre farligt at lade vreden over besættelsesmagten komme til udtryk over for tyskerpiger end over for tyskerne selv.

Hverdagens chikaner kunne også være tavshed eller social isolering. Kvinderne kunne blive ekskluderet fra sociale sammenhænge. De blev nægtet servering på en restaurant, eller de blev afskediget fra deres job.

Endelig blev en del af kvinderne hængt ud med navns nævnelse i den illegale presse. Her blev det synligt for enhver, hvem der mentes at stå i forhold til de tyske soldater. Det var en form for offentlig ydmygelse, som udstillede kvinderne og gjorde dem til nemme ofre for chikaner af enhver slags.

Chikanerne var ikke lovlige ifølge dansk lovgivning, og den tyske værnemagt var da heller ikke tilfredse med behandlingen af de pågældende kvinder. Den tyske værnemagt så det som en fornærmelse af værnemagten og pressede på for, at personerne bag chikanerne skulle straffes for deres handlinger.

Årsagerne til fordømmelsen af tyskerpigerne

Hvorfor var der danske mænd og kvinder, der havde behov for at kritisere og sågar overfalde tyskerpigerne verbalt eller ligefrem fysisk? Overordnet set gav ophavsmændene tre forskellige forklaringer på, hvorfor de havde chikaneret tyskerpigerne:

A.      Modvilje mod kvindernes moralske optræden: Nogle angav, at de var blevet provokeret over, at kvinderne åbenlyst havde udstillet deres ”løsagtighed” ved at være sammen med tyske soldater.

B.      Modvilje mod, at kvinderne havde valgt danske mænd fra til fordel for tyske soldater: Nogle gav således udtryk for en form for jalousi, fordi de mente, at danske kvinder burde vælge danske mænd.

C.      Modvilje mod kvindernes unationale optræden: Nogle forklarede chikanerne med, at de opfattede kvindernes forhold til tyske soldater som udtryk for forræderi. Kvinderne gik i seng med fjenden og viste ikke loyalitet med deres land. Men faktisk var det kun de færreste, der gav dette som begrundelse – langt de fleste forklarede som under A og B.

Internering og retsopgør

Da krigen sluttede, blev mange tyskerpiger arresteret af modstandsbevægelsen. De blev interneret (tilbageholdt) i f.eks. nedlagte skoler under bevogtning af modstandsbevægelsens medlemmer.

Fra Modstandsbevægelsens side blev interneringen begrundet med, at det var for at sikre kvinderne mod overfald. Hverken tyskerne (der havde tabt krigen) eller det danske politi (der var blevet opløst i september 1944) kunne yde kvinderne beskyttelse. Man var med andre ord bange for selvtægt – dvs. at nogle danskere ville lade deres vrede mod tyskerpigerne løbe løbsk og selv foretage straffeaktioner.

For mange af tyskerpigerne har interneringen givetvis været følt som en straf eller en offentlig stempling. De blev stemplet ”tyskerpiger”, uden at der i hver enkelt sag blev fremlagt bevis for, at de havde stået i forhold til en tysk soldat. Omvendt kan en del af tyskerpigerne også have følt interneringen som en beskyttelse mod at blive overfaldet. Her kunne de være i fred, indtil den hævngerrige stemning havde lagt sig.

Interneringen kunne vare lige fra få dage til mange uger. Det afhang af, om der var mistanke om, at kvinderne havde begået noget strafbart under krigen, der således skulle undersøges.