Det uofficielle Danmark

I forbindelse med modstandsbevægelsens aktioner fik bevægelsen af og til også fat i arkivmateriale. Det skete således i august 1944, hvor man skaffede sig et omfattende materiale om Stormafdelingen (SA) i det danske nazistparti, NSDAP.

Oprettelsen af Centralkartoteket

Herefter begyndte et systematisk arbejde under ledelse af Carsten Høeg, der var professor på Københavns Universitet. Der blev udarbejdet kartotekskort på alle navne i det materiale, som modstandsbevægelsen skaffede. Materialet blev suppleret af lange rækker af nationalsocialistiske aviser og blade. Det var starten på Centralkartoteket, som stadig i dag er nøglen til det meget forskelligartede "Registreret kildemateriale". Centralkartoteket kom til at bestå af ca. 40.000 kartotekskort over mulige landsforrædere. Kartoteket var en væsentlig del af forberedelsen af retsopgøret. I første omgang blev det brugt ved arrestationen af de formodede landssvigere i dagene efter befrielsen. 

Ophavssituationerne bag det registrerede kildemateriale

Ved politiets opløsning i september 1944 fortsatte en del politifolk direkte over i modstandsbevægelsen. Selv om de nu levede i illegalitet, kunne politifolkene drage nytte af deres politimæssige erfaringer. Det kunne være i forhold til at afsløre og opspore stikkere eller andre danskere, som modstandsbevægelsen skulle tage sig i agt for. Derfor kan materialet, der ellers blev indsamlet illegalt under krigen, undertiden have et skær af noget formelt over sig. Politifolk udfærdigede og underskrev rapporter, som de altid havde gjort. Andet materiale bærer mere præg af den illegale status: Små lapper med mere eller mindre løse rygter om stikkere.

Der er også lange lister over danskere, der havde meldt sig til Frikorps Danmark helt tilbage til juli 1941. Listerne var oprindelig havnet hos dansk politi (mens det var lovligt), fordi tyskerne ville sikre sig, at der ikke var kriminelle imellem soldaterne. Alligevel er listerne endt som "registreret kildemateriale". Måske udleverede en højtstående politimand listerne til modstandsbevægelsen før arrestationen den 19. september 1944. 

Et andet stort, men meget forskelligartet materiale, er indsamlet af bl.a. modstandsorganisationerne DKP, Ringen, Dansk Samling, Information og Holger Danske. Materialet indeholder oplysninger om danskere i alle mulige former for tysk tjeneste. Ligesom Finansministeriet leverede lister over østfrontsfrivillige.

Endelig forestod gruppen bag Centralkartoteket en gennemgang af den nazistiske avis Fædrelandet og et utal af andre nazistiske blade og tidsskrifter – på jagt efter oplysninger om ”unationale” personer.

Den store variation og usikkerhed omkring tilblivelsen illustrerer udfordringen ved det registrerede kildemateriale. Hver enkelt kilde har sin særlige historie, før det er endt som ”registreret kildemateriale”. Den historie ligger i et helt anderledes mørke end andet kildemateriale, der er skabt "legalt". F.eks. er forretningsgange og rutiner kendte hos de fleste myndigheder. Sådan var det i sagens natur ikke i modstandsbevægelsen. 

Hvert enkelt kilde kræver en overvejelse: Hvorfor og hvordan kan den konkrete kilde være endt i modstandsbevægelsens hænder? Spørgsmålet har sjældent noget entydigt svar, men overvejelsen vil ofte være en væsentlig forudsætning for, at man kan forholde sig kritisk til kilden. Til gengæld afslører det indirekte også noget om modstandsbevægelsens arbejdsforhold.

Hvor findes kilden

Det registrerede kildemateriale fik som nævnt en central rolle, da der efter krigen skulle rejses sag mod landssvigerne. Materialet findes nu i arkivet, som er afleveret til Rigsarkivet i København fra Politiets Efterretningstjeneste.

Som i andre tyskbesatte lande opstod der i Danmark en illegal presse. Der var behov for at formidle nyheder, budskaber og synspunkter, som aviserne ikke kunne bringe på grund af censuren. Den illegale presse var en væsentlig del af modstandsbevægelsen, og dansk politi efterforskede virksomheden med ildhu.

De første illegale blade var små foldere, løbesedler og klistermærker. Først et stykke hen i 1941 opstod en egentlig nyhedsformidling. I første omgang var hovedformålet at vende befolkningen mod samarbejdspolitikken og i stedet støtte op omkring modstandsbevægelsen.  Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 var hovedformålet at bringe nyheder, som de legale aviser ikke kunne bringe. Sabotager og likvideringer blev behandlet ud fra modstandsbevægelsens synspunkt. Bladene satte også "ansigt" på fjenderne, ikke mindst de danske medløbere og tyskernes medhjælpere.

Tendens og ophavssituation

Når man bruger de illegale blade som kilde, er det vigtigt at holde sig formålet for øje. Bladene var på modstandsbevægelsens side og havde ingen intention om at skildre begivenheder og personer ud fra et neutralt synspunkt. Sabotører var helte, samarbejdsregeringen, tyskerne og deres danske håndlangere var fjenden.

Man skal også gøre sig klart, at medarbejderen på et illegalt blad havde begrænsede muligheder for at undersøge de ting, der blev skrevet om. Medarbejderen  virkede i det skjulte, ligesom hans kilder også ofte gjorde. Ikke alene havde de illegale blade ingen intention om at skildre sagen fra begge sider. De kunne heller ikke indhente "den anden sides" synspunkter. 

Udgivernes arbejdsforhold betød, at de illegale blade indeholdt flere fejl, end aviser normalt gør (i fredstid). Blev bladets redaktion klar over en fejl - det kunne være, at man uretmæssigt havde hængt en person ud som stikker, "tyskertøs" eller værnemager - forsøgte den i et dementi at rette op på fejlen i en senere udgivelse. Ofte var skaden dog sket, og rygtet klæbede til personen.

Hvor findes kilden?

De lettest tilgængelige illegale blade findes på www.illegalpresse.dk. Her har Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg udgivet tre af de største illegale blade digitalt: Frit Danmark, De frie Danske og Det illegale Information.

Breve er en central kildetype og en af de ældste, der findes. Breve kan være en del af myndighedernes sagsbehandling - breve vekslet mellem myndigheder, breve fra privatpersoner til myndigheden eller kopier af breve fra myndigheden. Breve kan også være sendt mellem privatpersoner og findes i f.eks. private personers arkiver.

Breve fra private

Breve har to store fortrin frem for erindringerne. Det ene er, at brevskriveren som oftest er tættere på begivenhederne i tid. Hvor dem, der skriver erindringer, som regel skal huske mange år tilbage, skal brevskriveren måske blot tænke nogle få dage tilbage. Brevskriveren ved måske ikke, hvordan "det hele ender" og kan ikke efterrationalisere i lige så høj grad som den, der skriver erindringer. Det andet fortrin er, at man i et brev, der ikke er beregnet på offentliggørelse, kan være mere ærlig og beskrive ting uden at tænke over, hvordan det tar' sig ud i offentlighedens øjne.

Vejer man sit spørgsmål til kilden op imod brevets ophavssituation og brevskriverens motiv, vil breve normalt vurderes til at have høj kildeværdi, også som berettende kilde.

Anonyme breve

I sagens natur kender man ikke brevskriveren bag et anonymt brev. Her må man prøve at danne sig et indtryk ud fra det, vedkommende skriver og det formål med brevet, som brevskriveren synes at have.

En anonym brevskriver har i sin samtid ikke gjort det muligt at rette opklarende spørgsmål til sig. Det har været et problem for den myndighed, som har modtaget brevet, og for historikeren er det også et problem: Brevskriveren har tilsyneladende ikke helt villet stå ved, hvad han eller hun skriver. Hvor meget kan man så stole på indholdet? Det er lidt ligesom med sladder: Et anonymt brev siger fortrinsvis noget om brevskriveren selv, mindre om det, han/hun skriver. 

Hvor findes kilden

Breve findes i modtagerens arkiv, uanset om modtageren er en privat person eller en myndighed eller institution. Rigsarkivet har modtaget arkivalier både fra myndigheder, institutioner og private personer. Men private personers arkiver kan også være bevaret privat eller på lokale arkiver eller f.eks. Det kongelige Bibliotek.

Erindringer er personers gengivelse af (fortrinsvis) deres egen rolle i begivenheder m.v., de har oplevet, eller beskrivelser af mennesker, som har mødt. Erindringer kan godt være førstehåndskilder til begivenheder - selv om de sjældent er "dugfriske" i forhold til, hvornår begivenheden fandt sted. Først og fremmest fortæller erindringer noget om, hvordan en begivenhed, et vilkår eller et menneske er blevet oplevet af den, der skriver erindringerne - og vel at mærke set gennem erfaringens og hukommelsens filter.

Hvordan bruges erindringer?

Erindringer bygger på menneskelig hukommelse. Og hukommelsen er præget af den afstand i tid, der er mellem begivenheden finder sted og det tidspunkt, erindringen bliver nedskrevet. Jo længere tid, der går, jo sværere er det at huske. Desuden vil erindringen blive farvet af de erfaringer, som forfatteren i øvrigt har gjort sig i løbet af sit liv. En erindring kan også være farvet af det pågældende menneskes ideologi eller overbevisning.

Skriver forfatteren noget, der går imod f.eks. hans eller hendes ideologi, vil man normalt nære større tillid til netop dette udsagn. Hvorimod udsagn om fortiden, der passer vældig godt med forfatterens egen ideologiske eller politisk ståsted, vil være mindre troværdige.

En kildekritisk vurdering af en erindring forudsætter også her en analyse af ophavssituationen: Hvem er forfatteren? Hvad er han eller hun for en person? Hvor i forhold til begivenhederne var personen, da begivenhederne fandt sted? I hvilken situation var forfatteren, da begivenhederne fandt sted og i hvilken situation var forfatteren på det tidspunkt, hvor erindringerne blev nedskrevet? Her finder man ofte nogle spor af det motiv, forfatteren havde for at skrive erindringerne.

Hvor findes erindringer?

Erindringer kan være trykte og utrykte - eller publiceret på nettet. En trykt (dansk) erindring vil kunne findes via Det kongelige Bibliotek - enten som en bog eller som en artikel.

Utrykte erindringer kan f.eks. findes i privatarkiver på alle former for arkivinstitutioner.  

Den 5. maj 1945 beslaglagde modstandsbevægelsen DNSAP's arkiv, også kaldet Bovrup-arkivet. I den sønderjyske by Bovrup boede lederen Fritz Clausen og her havde det største danske nazistparti sit hovedkvarter.  

I Bovrup-arkivet findes blandt andet en lang række medlemslister eller -kartoteker. 

Kartotek over annullerede medlemskaber

Kartoteket består af medlemskort, der er taget ud af det almindelige medlemskartotek i forbindelse med, at medlemskabet er annulleret. Kildemæssigt indeholder kartoteket altså de samme oplysninger som et almindeligt kartotek over medlemmer - plus oplysningen om, at og hvornår det enkelte medlemskab er ophævet.

Anmodninger om slettelse af partiet

Anmodningerne om slettelse af partiet havde ikke medlemmer som direkte afsendere. Derimod kunne det være lokale formænd, der formidlede et ønske, enten sit eget eller medlemmets, om slettelse. Det kunne også være kontingentopkrævere, der blev trætte af at gå forgæves.

Årsagen til slettelsen fremgår mere eller mindre direkte af disse anmodninger.

Troværdighed

I forhold til spørgsmål om medlemsdata, er et kartotekets oplysninger som regel troværdige: Organisationen er afhængig af, at disse data er ajourførte og troværdige - i hvert fald så længe medlemskabet består. I forhold til annullerede medlemskaber vil oplysningerne næppe være ajourførte, siden medlemskabet ophørte. Her kan adresseoplysninger og andre ting, som er ændret siden medlemskabet ophørte, altså være forældede.

Hvor findes kildematerialet

Bovrup-arkivet blev konfiskeret af modstandsbevægelsen og siden afleveret til politiet/Politiets Efterretningstjeneste. I dag er arkivet bevaret på Rigsarkivet og findes i København.  

Et fotografi er et øjebliksbillede af en given situation. Et fotografi ses ofte som en sand gengivelse af en scene fra det virkelige liv.  Men selvom vi umiddelbart vil anse et foto som en virkelighedstro gengivelse af fortiden, er der altid grund til at analysere ophavssituationen. Vi må søge at gøre det klart, på hvilken måde et foto forholder sig til den virkelighed, der berettes om.

Forfalskninger

De mest grelle eksempler er når et billede bevidst bliver manipuleret. Det klassiske eksempel er billedet af Lenin, der taler til folkemængden på den røde Plads i Moskva i 1920. Til højre for talerstolen står Lenins kampfælde Trotsky og Lev Kamenev. Efter Lenins død og Stalins magtovertagelse faldt de i umåde og begge blev fjernet fra det officielle fotografi.

Fotos og billedtekster

Et foto kan forsynes med en billedtekst der beskriver en anden situation end billedet viser – det kan både forekomme som en bevidst handlingen eller det kan være at tale om en fejlfortolkning af hvad billedet viser.

Brug af fotos

En anvendelse af et troværdigt billede bruges historiske fremstillinger til at klargøre pointer i teksten eller til at supplerer teksten. Ikke uden grund hedder det at et billede kan sige mere end tusind ord.

Hvor findes kilden?

Udover fotos i bøger er det bedste sted at søge historiske fotos som regel lokalhistoriske arkiver.