Modstand

Begyndelsen: Hærværk og drengestreger

Indtil 1942 blev ødelæggelser på virksomhederne primært forøvet af ansatte arbejdere. Når de så deres snit til det, kunne de ødelægge maskiner eller varer. Andre former for sabotage i de tidlige besættelsesår kan også bedst karakteriseres som drengestreger eller hærværk. Tyske skilte blev revet ned, elkabler kappet over.

Et vist system

I foråret 1942 iværksatte kommunisterne en systematisk sabotagekampagne i de større byer over hele landet. Med hjemmegjorte spræng- og især brandbomber og primitive tændmekanismer blev fabrikker og værksteder udsat for sabotage. Politiet kunne konstatere, at sabotagerne var udført med ensartede hjemmelavede sabotagemidler. Både tyske og danske myndigheder var oprørte: De konkluderede, at der var tale om organiseret sabotage.
I samme periode foretog flere drengegrupper rundt om i landet, som f.eks. Churchill-Klubben i Aalborg, en række sabotager og afbrændinger.

Stikkertalen

Den øgede sabotageaktivitet fik i september 1942 statsminister Vilhelm Buhl til gå i radioen. Han advarede indtrængende ungdommen mod at tage del i sådanne ulovligheder.  I samme åndedrag opfordrede han til at anmelde sabotører til politiet. Talen er da også siden blevet kendt som ”stikkertalen”.
Fra England kom reaktionen prompte. Den flygtede konservative partileder, Christmas Møller opfordrede over BBC til fortsat sabotage og støtte dertil.

Organisering

I København blev KOPA (KOmmunistiske PArtisaner) etableret. Gruppen blev siden omdøbt til BOPA (BOrgerlige PAartisaner). Navnet var ganske misvisende, da organisationen fortsat var kommunistisk styret. Den borgerlige sabotagegruppe Holger Danske dannedes i København i foråret 1943. Den voksede med tiden til den mandskabsmæssigt største sabotageorganisation i Danmark. Og rundt om i de store byer opstod større eller mindre sabotagegrupper.

Sprængstof fra England

Manglen på sprængstof var gruppernes største problem. Det blev i nogen grad afhjulpet af den britiske faldskærmsorganisation Special Operations Executive (SOE). SOE kunne levere det effektive plastiske sprængstof og ikke mindst sikre tændmidler. Det skete via nedkastninger fra luften. Hen over sommeren 1943 afstedkom de øgede leverancer en sabotagebølge, der fejede hen over landet. Sabotagebølgen optrappede sommerens demonstrationer og strejker. Sabotagen var på den måde medvirkende til, at regeringen trådte tilbage den 29. august 1943. Samarbejdspolitikken var faldet.

Med livet som indsats

Fra september 1943 indførte tyskerne dødsstraf for sabotage, men det betød ikke en nedgang i sabotagen. Tværtimod udførte sabotører i efteråret og vinteren 1943-44 aktioner mod store krigsvigtige fabrikker. Også små og mellemstore fabrikker og værksteder, der leverede til eller arbejdede for tyskerne, var eftertragtede mål. Det britiske sprængstof var så kraftigt, at det kunne beskadige eller lægge endog meget store fabriksanlæg ned. Ofte var fabrikker og virksomheder beskyttet af bevæbnede sabotagevagter. Undertiden var det blot vagtmænd med små håndvåben. Andre gange var det svært bevæbnede kamptrænede korpsfolk. Der kunne opstå heftige skudkampe mellem sabotører og sabotagevagter – med døde på begge sider.  

Undergrundshæren

Hen mod slutningen af besættelsen steg antallet af sabotager markant. Men nu var sabotagen primært rettet mod små forretninger og værksteder, der solgte eller arbejdede for tyskerne. Det var i altovervejende grad den hastigt voksende undergrundshærs fortjeneste. Undergrundshærens grupper brugte aktionerne mod de små virksomheder som træningsopgaver til det ventede slutopgør med besættelsesmagten.

Tyske reaktioner

De mange sabotager udløste tyske repressalier. Talrige biografer, teatre, stormagasiner, avisredaktioner og forlystelsessteder, bl.a. Tivoli, blev sprængt af dansk/tyske terrorgrupper – de såkaldte Schalburgtager.

Industrisabotagen var den del af det illegale arbejde, som mest ihærdigt blev efterforsket af myndighederne. I første omgang blev efterforskningen udført af dansk politi. Men især efter Gestapos ankomst til landet i september 1943 blev efterforskningen intensiveret. Den blev også i høj grad også brutaliseret. Mange sabotører blev arresteret, afhørt og mishandlet, fængslet eller deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Mange af de dødsdomme, som tyskerne eksekverede, tilfaldt sabotører. 

Nyttede det noget?

Man har i mange år diskuteret sabotagens effekt. Hvad betød de mange sprængninger og ødelæggelser af danske virksomheder? Det er aldrig undersøgt, formentlig fordi det kun yderst vanskeligt kan gøres op.
For den store krig udenfor Danmark var sabotagens effekt formentlig forholdsvis lille. Efter en sabotage blev produktionen af krigsvigtige varer som regel ret hurtigt flyttet til nye fabrikker. Godt nok førte sabotagen til et afbræk i leverancen, men den blev ikke for alvor afbrudt. Økonomisk betød ødelæggelserne ikke det store for tyskerne. Pengene til erstatninger blev hentet i Nationalbanken, hvorefter Danmark selv betalte for ødelæggelserne. Den største effekt af sabotagen lå på det propagandamæssige plan. Dels betød sabotagerne meget for Danmarks omdømme hos de allierede. Dels  gjorde de natlige eksplosioner og flammende ildskær befolkningen opmærksom på den fortsatte kamp. I sidste ende bidrog sabotagen til, at befolkningen sluttede op om modstandskampen.
Der er således en god portion sandhed i historikeren Esben Kjeldbæks vurdering: ”Sabotagen er militære aktioner mod økonomiske mål med politisk hensigt”. (Esben Kjeldbæk: ”Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945”, 1997, s. 12).

 

Industrisabotagen i tal:

1940:             2
1941:             12
1942:             59
1943:             816
1944:             988
1945:             924
I alt              2801

Kilde: Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940-1945, s. 238.

Der findes ingen præcis opgørelse over, hvor mange drab modstandsbevægelsen begik mod danskere i tysk tjeneste. De mest troværdige opgørelser anslår, at ca. 400 danske blev dræbt i perioden fra efteråret 1943 til befrielsen den 5. maj 1945. Ca. 10 % var kvinder. Enkelte drab blev begået i dagene efter befrielsen.

Begyndelsen

I efteråret 1943 blev kampen skærpet. Det berygtede hemmelige politi, Gestapo, var kommet til Danmark og havde overtaget bekæmpelsen af modstandsbevægelsens illegale aktiviteter. Fra det tidspunkt spillede det danske politi ikke længere nogen rolle i modstandsbekæmpelsen.
Sabotageaktiviteten var støt stigende, og Gestapo satte ind med alle midler over for sabotørerne. Men de tyske politifolk manglede helt forudsætningerne for at kunne operere i et fremmed land. Derfor blev et af Gestapos mest effektive redskaber at hverve danske stikkere eller angivere. Mod betaling infiltrerede angiverne de illegale miljøer og opsporede illegale aktiviteter. Herefter kunne der skrides til arrestationer. Gennem tortur af fangerne skaffede man flere oplysninger, og yderligere arrestationer kunne følge.

Modstandsbevægelsen udførte enkelte likvideringer i løbet af 1943. Men det var først med Frihedsrådets proklamation i januar 1944, at likvideringerne blev en bevidst og aktiv del af modstandsbevægelsens taktik. Frihedsrådet anerkendte behovet for at likvidere danskere, der mod betaling angav modstandsfolk.

Nødværge, ikke straf

Likvidering var ikke en straf. Det var nødværge i krig – og skete for at beskytte modstandsarbejdet. Dette synspunkt stod modstandsbevægelsen vagt om under og efter besættelsen – og helt op til vore dage. 

Volden eskalerer i krigens sidste måneder

Hovedparten af likvideringerne fandt sted i besættelsens sidste tid. Alene i april 1945 blev mere end 100 personer dræbt - eller ¼ af alle likvideringer. De dansk/tyske terrorgrupper svarede igen med nedskydninger af danskere, der var kendt for deres nationale sindelag. Disse hævndrab fik betegnelsen Clearingdrab. Den borgerkrigslignende tilstand var et udtryk for den stigende forråelse af modstandskampen.

Hvem besluttede drabene?

Der fandtes under besættelsen ingen samlet instans, som tog stilling til de enkelte likvideringer. Det har ellers heddet sig, at ”Frihedsrådets Likvideringsudvalg” og ”Den jyske Domstol” på forhånd godkendte likvideringerne. Men sådanne udvalg eller domstole har aldrig eksisteret. De blev opfundet til lejligheden i sommeren 1945, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved likvideringerne. Beslutningerne om likvideringer blev taget på alle niveauer inden for modstandsbevægelsen, fra gruppeniveau til den absolutte top. 

Drabsmændene

De mest kendte likvidatorer var "Flammen" (Bent Faurschou-Hviid) og "Citronen" (Jørgen Haagen Schmith). De var begge medlemmer af Holger Danske. I de fleste tilfælde var likvidatorerne helt almindelige unge mænd, som var medlem af en sabotagegruppe. I København stod BOPA og Holger Danskes sabotagegrupper for likvideringerne. I Jylland blev der derimod etableret specielle likvideringsgrupper. 

De likviderede

Under og efter krigen hed det sig, at de likviderede alle var ”storstikkere”, som for penge havde angivet modstandsfolk. Senere historiske undersøgelser har vist, at egentlige stikkere og angivere kun udgjorde en mindre del af de dræbte. Langt størstedelen var ansatte i den tyske modstandsbekæmpelse. Det kunne være i Gestapo, i et af de dansk/tyske terrorkorps eller i et af de mange uniformerede vagtkorps. Likvideringerne kunne ramme alle personer, der blev opfattet som en sikkerhedsrisiko.

Der blev begået fejl. En forveksling kunne betyde, at en forkert person blev dræbt. Eller det viste sig, at en person ikke havde begået de forbrydelser, som han/hun var mistænkt for. Officielt blev drabene på 9 personer efter krigen erkendt som fejltagelser, og de dræbte fik oprejsning. Andre fik fjernet stikkeranklagen, men fik ikke oprejsning, da de med deres opførsel havde givet anledning til mistanken. Ligeledes skete det, at en person utilsigtet blev dræbt under en såkaldt ”våbenaktion”, hvor modstandsfolk forsøgte at afvæbne en dansker i tysk uniformeret tjeneste.

De kriminelle

Under dække af modstandsbevægelsen blev der foretaget flere kriminelle drab under besættelsen. De blev begået af personer med tilknytning til både modstandsbevægelsen og til det kriminelle miljø. Det var kriminelle, som begik røverier og mord for egen vindings skyld. Efter krigen blev flere kriminelle bander dømt for disse forbrydelser.

Metode

Typisk overvågede modstandsgruppen i nogen tid den person, der var udset til likvidering. Derpå blev likvideringen foretaget på åben gade eller i offerets hjem med skud på helt tæt hold med pistol. Undertiden blev personen holdt op og afhørt om sin forbindelse med tyskerne og siden likvideret. Andre gange var det en nedskydning uden varsel. Der er også eksempler på likvideringer, hvor offeret blev forsøgt forgivet, kvalt eller stukket ned med kniv – eller blev udsat for et bombeattentat. Det hørte dog til sjældenhederne.
Enkelte gange foretog modstandsgrupper direkte angreb mod grupper af uniformerede korpsfolk for at dræbe så mange som muligt.

Efter krigen

Modstandsbevægelsens drab på danskere i tysk tjeneste var længe nærmest et tabu. Allerede under besættelsen var stikkerlikvideringerne, som de blev kaldt, ikke noget man talte om. Og efter krigen søgte man fra modstandsbevægelsens side at nedtone emnet og forhindre en egentlig politiefterforskning.

Under et radiointerview i august 1945 kaldte den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch modstandsbevægelsens likvideringer for ”mord”. Han satte også spørgsmålstegn ved selve likvideringernes berettigelse. Det rystede de tidligere modstandsfolk – og umuliggjorde enhver form for fornuftig debat.

Mange pårørende til en likvideret person søgte efter krigen at få opklaret, hvorfor den pågældende var blevet dræbt. Men typisk havde de meget svært ved at trænge igennem hos myndighederne. Det lykkedes enkelte at få fjernet stikkerprædikatet fra et drab, men kun ganske få likvideringer blev anerkendt som egentlige fejltagelser.

Men det var ikke kun de pårørende til en likvideret, der var påvirket af drabet. Mange af likvidatorerne udviklede efter krigen søvnløshed, mareridt og opfarenhed. Mange tyede til alkohol for at klare dagligdagen. De udviklede det, som vi i dag kalder Posttraumatisk Stress Syndrom (PTSD). Et ukendt antal tidligere modstandsfolk begik selvmord.

I alle de tyskbesatte lande opstod der en illegal presse. Der var behov for at formidle nyheder, budskaber og synspunkter, som ikke kunne bringes i de legale aviser.

Starten

Også i Danmark opstod der en illegal nyhedsformidling, men vejen hertil var forholdsvis lang.
De første skriftlige meddelelser i 1940-41 var små pamfletter, løbesedler og klistermærker. De indeholdt anti-tyske slogans og nedsættende bemærkninger om samarbejdsregeringen. Løbesedlerne blev fremstillet og udsendt af enkeltpersoner uden tilknytning til nogen organisationer. Til trods for det ret harmløse indhold efterforskede dansk politi sagerne med stor iver, og det danske retsvæsen afsagde hårde domme.

Bladene

En egentlig nyhedsformidling opstod først langt hen i 1941. Den blev startet af kommunisterne.

Da Tyskland i sommeren 1941 angreb Sovjetunionen, blev ledende kommunister arresteret af danske politi. Det øvrige partiapparat gik under jorden. Partiet havde forberedt sig, så snart efter kunne man udsende de første massetryksager rettet mod tyskerne og samarbejdsregeringen. Fra oktober 1941 udsendte partiet det illegale blad, Politiske Månedsbreve, som siden blev omdøbt til Land og Folk. Kommunisterne stod således for den første større organiserede modstand i Danmark. Deres ønske var at samle alle nationale kræfter i en fælles enhedsfront imod de fascistiske undertrykkere.

De nationalt-borgerlige illegale blade kom senere i gang end de kommunistiske. Det var forskellige aktivistiske grupperinger på den politiske højrefløj og i forsvarsvenlige kredse, der tog initiativet.  Det første illegale landsdækkende borgerlige blad var De Frie Danske, som udkom fra december 1941. Siden kom andre konservativt-orienterede blade til, bl.a. Studenternes Efterretningstjeneste, som blev udgivet af kræfter i Konservativ Ungdom (KU).

Det lykkedes i foråret 1942 at forene konservative og kommunister i en fælles illegal organisation ”Frit Danmark”, som udgav et blad af samme navn. De unge KU’ere var aktive, men også særdeles skeptiske over for kommunisternes motiver.

Det lille højreorienterede parti Dansk Samling (DS) var i sit udgangspunkt antiparlamentarisk og kristen-nationalt, men kritisk over for nazismen. I 1941-42 markerede partiet sig som et protestparti, som udgav halv-illegale pjecer.  Fra november 1943 udsendte DS det illegale Morgenbladet som et dagblad frem til befrielsen.

Indhold og formål

De tidlige illegale blade agiterede primært for at slutte op om modstanden mod både besættelsesmagten og samarbejdspolitikken.  Deres formål var altså at påvirke folks holdninger. Efter august 1943 var bladenes primære funktion at formidle nyheder, der pga. af censuren ikke kunne bringes i de legale aviser. Et andet formål var at sætte ”ansigt” på fjenderne. Nazister, østfrontsfrivillige, stikkere, værnemagere og tyskerpiger blev hængt ud med navns nævnelse. Endelig bakkede bladene op om sabotagen og likvideringerne.

Nyhedsindsamlingen var et stort problem for mange illegale redaktioner. Nyheder kunne ikke indsamles på legal vis – det krævede et stort netværk at skaffe sikre informationer. Det hjalp lidt, da det illegale Information i august 1943 begyndte at udsende en daglig nyhedstjeneste, som redaktionerne kunne skrive af efter.

Stigende omfang og bedre layout

I de første år var antallet af udsendte illegale blade ret begrænset. Men efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 steg antallet af illegale blade markant. I begyndelsen af 1945 blev der udsendt mere end 250 selvstændige illegale blade i hele landet. Nogle få udkom i oplag på mere end 145.000 eksemplarer pr. gang, andre blot i nogle få hundrede. Det anslås, at der udkom 20-30 mio. eksemplarer under besættelsen, med Land og Folk og Frit Danmark som de mest udbredte.

De første illegale blade var duplikeret og på ganske få sider, men siden gik mange grupper over til at fremstille bladene i bogtrykt form. Enkelte, bl.a. De Frie Danske, udkom endda med fotos og i farver. Hvor ofte bladene udkom varierede meget. Nogle udkom en gang om måneden, andre hver 14. dag eller ugentligt og nogle enkelte dagligt.

Flere af de illegale blade fortsatte efter besættelsen som legale aviser: Land og Folk, Frit Danmark, Morgenbladet og Information.

Plads i modstandskampen

Det illegale bladarbejde regnes generelt til den lettere ende af modstandsarbejdet, hvor sabotage og likvideringer hørte til den absolut hårde ende. Men både dansk og senere tysk politi efterforskede sager vedrørende illegalt bladarbejde med stor ildhu. Selv om der aldrig blev indført dødsstraf for bladarbejde, fik mange lange fængselsstraffe eller blev sendt i koncentrationslejr.
For mange blev det illegale bladarbejde indgangen til de hårdere modstandsformer. Arbejdet med illegale blade rekrutterede til arbejdet med både sabotage og likvideringer.

 

Efter at samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, kunne danske myndigheder ikke længere indgå i forhandlinger og derved forsøge at beskytte de danske jøder. Natten mellem den 1. og 2. oktober indledte tyskerne deres jødeaktion. Alle jøder skulle fjernes. Det vakte bestyrtelse og harme i befolkningen. Også det officielle Danmark reagerede i solidaritet med sine jødiske medborgere. Kongen og politikerne, arbejdsgiverne og fagbevægelsen protesterede. På universiteterne blev undervisningen nedlagt. I landets kirker læste præsterne et brev op med opfordring til at hjælpe jøderne.

I Danmark havde det tyske politi truffet den principielle beslutning, at arrestationerne ikke skulle omfatte såkaldte halvjøder og jøder, der var gift med ikke-jøder. Nogle mennesker, der på den måde befandt sig i en gråzone, flygtede alligevel, andre blev arresteret og senere frigivet - og andre igen arresteret og trods bestemmelsen deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt.

Flugthjælp til de danske jøder

I løbet af de første par uger af oktober foregik der en masseflugt over Øresund, som store dele af befolkningen bakkede op om.
I begyndelsen sørgede jødiske familier for deres egen flugt og transporterede sig i små overfyldte robåde over sundet. Men da mange jøder havde søgt ud mod Øresundskysten, trådte danske fiskere til med deres kuttere. 

Hospitaler, institutioner og private hjem blev snart overfyldte opsamlingssteder for de mere end 7.000 mennesker, som skulle holdes skjult, før de kunne blive transporteret over Øresund. En del modstandsgrupper kastede sig ud i hjælpearbejdet. Men mange af hjælperne var almindelige danskere, der kom i kontakt med de jødiske flygtninge.

Der blev samlet penge ind.  Lægeforeningen, fagforeningerne og Arbejdsgiverforeningen samt private virksomheder og personer stillede store beløb til rådighed. Opsamlingen, transporten til kysten og sejladsen kostede mange penge. Især er fiskernes krav om høj betaling pr. person blevet fremhævet. Der er eksempler på grådighed, hvor jøderne skulle betale endog meget store beløb for at komme ombord på kutteren. Typisk kostede det 1.000 kr. for en person (ca. 20.000 kr. i 2020), men der er eksempler på, at der blev krævet op til 50.000 kr. (ca. 1.000.000 kr. i 2020). Men mere bemidlede jøder betalte for de mindrebemidlede, eller pengene blev taget af de indsamlede midler. Ingen jøde blev efterladt på kysten pga. pengemangel.

Ofte foregik sejladsen fra små havne eller direkte fra stranden. Jøderne blev ført i små grupper frem til afsejlingsstedet i nattens mulm og mørke, hvor de gik om bord og sejlet til Sverige. Masseflugten lod sig kun gøre, fordi den danske kystbevogtning var ophørt efter 29. august 1943. Den tyske marine udførte kun lemfældig kystovervågning, og den tyske værnemagt forholdt sig helt passivt. Forfølgelsen var i al væsentlig overladt til nogle relativt få Gestapofolk og deres danske håndlangere, assisteret af rekvirerede tyske politisoldater.

De fleste transporter foregik uden uheld, men en katastrofal hændelse fandt sted i Gilleleje den 6. oktober. 80 jøder, der var gemt væk på kirkeloftet, blev angivet og arresteret af Gestapo. I alt blev 197 jøder arresteret under flugten i dagene og ugerne efter aktionen. De blev interneret i Horserødlejren, hvorfra de siden blev deporteret til Theresienstadt. I alt blev 481 danske jøder sendt til Theresienstadt, og 52 døde under opholdet.

Mindst 47 mennesker mistede livet som en direkte følge af aktionen mod de danske jøder. Heraf begik 16 selvmord, 23 mennesker druknede og fem døde af udmattelse eller sygdom, de havde pådraget sig under flugten. Tre mennesker blev skudt.

Et særligt tema var de efterladte børn.  Af frygt for hvad der kunne ske under transporten til Sverige blev mindst 148 jødiske børn efterladt i Danmark enten i pleje hos kristne familier eller på børnehjem. Det var mere end 10 % af alle jødiske børn, der blev i Danmark.  Ingen af dem blev afsløret, selv om det ofte var almindelig viden i lokalsamfundet, hvis et jødisk barn var i pleje.

Der blev i alt reddet 7056 jøder og 686 ikke-jødiske slægtninge til Sverige i de hektiske uger efter jødeaktionen. Dermed undslap 95 % af de danske jøder den nazistiske forfølgelse.

Flugthjælp til modstandsfolk

Når modstandsfolk var kommet i Gestapos søgelys kunne det være nødvendigt at flygte ud af landet. Arbejdet med at etablere flugtruter tog fart og blev organiseret efter jødernes flugt. Indtil oktober 1943 var 1.000 mennesker flygtet til Sverige. I krigens sidste 1½ år kom 20.000 mennesker illegalt over Øresund og Kattegat. Bagved lå et professionelt organiseret arbejde, som f.eks. Dansk-Svensk Flygtningetjeneste stod for. Tjenesten havde såvel skibe som lønnet mandskab. Udskibningen foregik fra Sjælland og Jylland, og på den svenske side støttede myndighederne flugtruterne. Også engelske flyvere og tyske desertører blev hjulpet til Sverige. På turen tilbage til Danmark medbragte skibene illegale kurerer, post og våben.

Stemningsskifte

I krigens første år smittede regeringens samarbejdspolitik af på stemningen i befolkningen. I det store og hele forsøgte man at affinde sig med tingenes tilstand. Det var jo, hvad man havde fået besked på. Men i 1943 var stemningen begyndt at skifte. For krigslykken var for alvor vendt. Nazi-Tyskland fremstod ikke længere som uovervindelig. Sommeren 1943 rykkede russerne frem på Østfronten. I syd gik briter og amerikanere i land på Sicilien. Tyskernes nederlag ved fronterne gav energi til modstandsbevægelsen, som fik mere og mere sympati fra befolkningen.

Augustoprøret 1943

I juli 1943 førte flere sabotageaktioner til, at besættelsesmagten indførte udgangsforbud. Tyskernes reaktion fik danske arbejdere til at gå i strejke i byer som Odense og Esbjerg. I Aalborg opstod urolighederne i forbindelse med begravelsen af modstandsbevægelsens første dødsoffer, Niels Erik Vangsted, den 23. august. I løbet af den 23. og 24. august 1943 blev syv aalborgensere skudt og dræbt under urolighederne. Men også tyske soldater fik bank (f.eks. i Frederikshavn), danske nazister og såkaldte tyskerpiger blev overfaldet, butikker, der handlede med tyskerne blev raseret, ruder blev knust.

Den danske regering kom under pres fra tyskerne for at standse oprøret, men selv om fagforeninger og arbejdsgivere støttede regeringen, faldt befolkningen ikke til ro. Tyskernes øverste repræsentant i Danmark, Werner Best, blev kaldt til Berlin og måtte modtage en skideballe fra Adolf Hitler. Da Best kom tilbage til Danmark, præsenterede han den 28. august et ultimatum til den danske regering. Ifølge dette ultimatum skulle den danske regering blandt andet indføre undtagelsestilstand, forbyde strejker og indføre dødsstraf. Den danske regering og folketing sagde nej, og samarbejdspolitikken var ophørt. Den 29. august indførte den tyske besættelsesmagt militær undtagelsestilstand og gennemførte på den måde strejkeforbud, dødsstraf m.m.

Seks uger senere afblæste tyskerne undtagelsestilstanden, og det såkaldte departementschefstyre blev indført. Embedsmænd centralt og lokalt fortsatte deres arbejde og forsøgte at komme overens med tyskerne.

Frihedsrådet

I september 1943 dannede forskellige modstandsorganisationer Frihedsrådet, som blandt andet skulle koordinere modstanden mod tyskerne. Selv om Frihedsrådets medlemmer af gode grunde måtte være anonyme i offentligheden, vandt rådet efterhånden stor opbakning i befolkningen. Den opbakning viste sig ikke mindst sommeren 1944.

Folkestrejken i København 1944

Siden 1943 var antallet af sabotageaktioner steget støt, og Werner Best var igen under pres fra Hitler. Den 25. juni 1944 udstedte Best et udgangsforbud i København. Det betød, at københavnerne skulle holde sig hjemme fra tidlig aften kl. 20 til tidlig morgen kl. 5. Arbejderne på B&W forlod dagen efter deres arbejde allerede kl. 14. Deres påskud var, at de skulle ud og passe deres kolonihaver inden kl. 20. Rygterne om denne gå-tidligt-hjem aktion bredte sig hurtigt. Samme aften trodsede beboerne navnlig på Vesterbro spærretiden og gik ud på gaderne. Allerede den første aften kom det til konfrontation mellem tyske soldater og københavnere. 10 københavnere blev dræbt og mere end 40 såret.

Også de følgende dage var der uro. Da tyskerne den 29. juni valgte at henrette otte modstandsfolk fra Hvidstengruppen, udløste det en egentlig folkestrejke. Den 30. juni lukkede arbejdspladserne ned én for én, og København gik i stå. På Vesterbro, Nørrebro og Amagerbrogade blev der bygget høje barrikader. Hærværk og plyndringer af butikker, som var ejet af (eller mentes ejet af) nazister, tog til. Et flere etagers varehus, Bulldog på Nørrebro, endte med at brænde ned til grunden.

Siden samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 havde regering og folketing ikke været i arbejde. Den 30. juni 1944 mødtes danske politikere dog for at få sat en stopper for strejken.  De vurderede, at der var risiko for, at tyskerne ville bombe København. Arbejderne blev opfordret til at gå i arbejde igen.  Men opfordringen havde ikke stor effekt. For næsten samtidig udsendte Frihedsrådet en løbeseddel. Her opfordrede modstandsbevægelsens ledere arbejderne til at strejke videre. Kravet var, at spærretiden helt skulle ophæves og det forhadte Schalburgkorps sendes ud af landet.

Konflikten blev trappet op. Kampvogne rullede ind i København, og maskingeværer blev suppleret med kanoner. Tyskerne lukkede også ned for elektricitet, vand og gas, så københavnerne måtte hente vand i søerne og lave mad over bål. Den 1. juli trængte bevæbnede tyske soldater op i ejendomme og ind i lejligheder. Beboerne blev gennet ned for at rydde gaderne for barrikader. Et fly kredsede rundt over København og skød ned på befolkningen. Rundt om i byen var der posteret tyske snigskytter. Alene denne dag steg dødstallet med 23.

Igen forsøgte Werner Best og politikerne at finde en løsning på strejkerne. Men Frihedsrådet opfordrede befolkningen til at stå fast, og ude omkring i landet udbrød der strejker i sympati med hovedstaden.

Først den 4. juli, da Werner Best havde lovet at fjerne spærretiden helt og at trække Schalburgkorpset ud af København, sendte Frihedsrådet en opfordring ud om at genoptage arbejdet. Det skete i løbet af de næste dage. Folkestrejken havde da kostet 97 menneskeliv. 600 var sårede.

Alligevel blev folkestrejken betragtet som en sejr for københavnerne – og som en sejr for Frihedsrådet. Befolkningen lyttede mere til modstandsbevægelsens øverste organ end til politikerne. Tilmed vakte folkestrejken genklang i udlandet og var med til at sikre Danmark en plads mellem de allierede. Efter folkestrejken begyndte politikerne at samarbejde med modstandsbevægelsen.

 

I 1930’erne var kommunisterne meget stærke kritikere af fascisme og nazisme. De danske kommunister var del af en international bevægelse, som langt hen ad vejen blev styret af det kommunistisk ledede Sovjetunionen. Derfor standsede også danske kommunister deres kritik af nazismen, da Tyskland og Sovjetunionen indgik en såkaldt ikke-angrebspagt i 1939.

Men nazisterne var mindst lige så store kritikere af kommunismen som kommunisterne af nazismen.  Dertil kom, at Hitler anså folkeslagene i Øst for at være mindreværdige. Sovjetunionen skulle nedkæmpes for at give plads (”Lebensraum”) for den ariske  race. Så ikke-angrebspagten fik ingen lang levetid. Den 22. juni 1941 overskred millioner af tyske soldater grænsen til Sovjetunionen. Krigen på Østfronten var for alvor en realitet.

I Danmark fik det tyske angreb to væsentlige effekter for kommunisterne. På den ene side blev de danske myndigheder pålagt af besættelsesmagten at arrestere de ledende kommunister. På den anden side kunne kommunisterne uden loyalitetskonflikt gå ind i kampen mod de fascistiske undertrykkere. Det gjorde de.

Kommunistisk modstandskamp

Kommunisterne stod i spidsen for den første organiserede modstandskamp i Danmark. Det skete i første omgang ved at organisere en egentlig illegal presse. I løbet af 1942 indledte kommunisterne også egentlig sabotagevirksomhed gennem organisationen KOPA – Kommunistiske Partisaner. KOPA blev senere omdøbt til BOPA – Borgerlige Partisaner. Organisationen var stadig ledet og domineret af kommunister. Partifarve var dog ikke afgørende for deltagelse i kampen mod den tyske besættelsesmagt. BOPA kom først og fremmest til at gennemføre en lang række større og mindre industrisabotager. Se evt. også temaerne Illegale blade og Industrisabotage)

Kriminaliseringen af politisk aktivitet

Samtidig var det reelt blevet ulovligt at være (aktiv) kommunist. Allerede samme dag som Tyskland indledte invasionen i Sovjetunionen, blev de danske myndigheder stillet over for nogle krav. Blandt andet krævede besættelsesmagten, at 72 ledende kommunister blev arresteret. Listen over kommunister var blevet udarbejdet af dansk politi før krigen i forbindelse med registrering af både den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj.

Det danske politi gik straks i gang med at eftersøge og arrestere kommunisterne. 195 personer blev arresteret i løbet af den første aktion, herunder to kommunistiske folketingsmedlemmer. Frem til august 1941 blev 339 arresteret og fængslet uden grundlovsforhør. I fredstid ville det have været et klart brud på grundloven at anholde personer alene for deres politiske overbevisning – og tilmed gøre det uden et grundlovsforhør i løbet af 24 timer. I krigstid kunne politikerne henvise til nødret. Alligevel forsøgte folketinget i august 1941 at gøre fængslingerne lovlige. Der blev vedtaget en lov, der forbød kommunistiske foreninger og kommunistisk aktivitet.

De arresterede kommunister

Mange af de arresterede blev løsladt igen, mens de fleste andre blev indsat i Horserødlejren. I august 1943 befandt der sig omkring 240 kommunister i lejren. Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august, besatte tyske tropper lejren. 90 kommunister nåede at flygte, men de resterende ca. 150 blev sendt til den tyske koncentrationslejr Stutthof i det tyskbesatte Polen.

Da Sovjetunionens røde hær mod krigens slutning nærmede sig Stutthof, blev alle lejrens fanger beordret på march mod andre lejre i Tyskland. Fangerne var udmarvede og syge, og mange døde undervejs. Derfor blev marcherne kaldt dødsmarcher. Af de 150 deporterede danske kommunister døde i alt 22. Seks døde i Stutthof, ni døde på marchen, mens syv omkom af følgesygdomme efter befrielsen.

Efter krigen

Efter besættelsen blev det igen lovligt at være kommunist i Danmark. Partiet nød endda stor opbakning i befolkningen i det første efterkrigsår. Kommunisterne havde jo spillet en meget aktiv rolle i modstandsbevægelsen.  Ved folketingsvalget i 1945 opnåede partiet 18 mandater mod de tre, partiet havde fået ved valget i 1939.